af Therese Vedel, kontaktlærer for tosprogede, medie- og IT-vejleder, Tjørnehøjskolen, Brøndby kommune.

Når eleverne i folkeskolens niende klasser får valget mellem at skrive deres danske stil i hånden eller på computeren, vælger næsten alle computeren med følelsen af, at det er meget lettere. Når man så bagefter ser på de ordenskarakterer, de får ud af deres valg, så bliver billedet lidt mere broget. De oplever, at de sagtens kan skrive på computer, og så slipper de for at skrive ind, altså er arbejdet meget mindre. I virkeligheden har de ofte ikke de kundskaber, der er nødvendige for at lave en god layout til en tekst. De fleste af dem har heller ikke fået nogen systematisk undervisning at bruge computeren. Der er en tendens til, at man bruger den som motivation i emnearbejder uden at gå mere ind på hvordan.

Det synes jeg er synd og skam, for brugt med omtanke er den et rigtig godt redskab med nogle særlige muligheder for de tosprogede elever. Allerede tidligt i skriftsprogsudviklingen kan computeren være et godt redskab for vores tosprogede elever. Men det kræver, at vi underviser dem i at bruge den hensigtsmæssigt, og at vi også indlægger PC faglige mål i det skriftlige arbejde.

Undgå at miste filen
Noget af det mest frustrerende lærer og elever kan komme ud for, er filer, der er blevet væk. En vej ud af den problematik er, at undervise eleverne i at bruge fornuftige navne til deres filer samt i at gemme disse.

Hvis en klasse for eksempel skal skrive om en tur til stranden, er det en god idé at lade alle filerne hedde noget med ’strand’ eller blot ’str’. Peters fil skal så hedde ’str_pet’, Hannes fil ’str_han’. Ved at bruge underscore undgår man, at computeren læser filnavnet som andet end et almindeligt filnavn, og når alle filnavne har samme forstavelse, er det enkelt for læreren at søge generelt efter forsvundne filer, se hele rækken af klassens filer dukke op, også de filer der tilsyneladende var blevet væk, men i virkeligheden bare lå et andet sted end der, hvor eleven troede, han havde gemt dem. Eleverne vil nok helst skrive deres fulde navn, men det gør søgearbejdet mere overskueligt, når der ikke er flere tegn, end dem maskinen automatisk viser. Det er dog ikke værd at tage en konflikt på.

Når filnavnssystemet er aftalt med klassen, er det på tide at gå til maskinerne. Lad hver elev eller elevgruppe åbne den nye fil og straks, før de begynder at skrive, gemme den på fællesdrevet i klassens mappe, eventuelt under det pågældende fag.

Arbejde med layout
Hvis vi skal have eleverne til at arbejde alvorligt med begrebet layout, skal de lige fra starten først lære at skrive en brødtekst uden dikkedarer. Når skrivearbejdet er gennemarbejdet, er det at alt det sjove begynder, fordi ’pynten’ skal passe til den skrevne tekst. Derfor er det en god ide straks at aftale skrifttype, eventuelt give dem et par valgmuligheder og aftale skriftstørrelse.

Nu kan de begynde at arbejde. Når de er færdige, skal de så blot trykke på diskette ikonet, og filen er gemt det rigtige sted. Skal de have arbejdet med hjem, må de enten gemme det på en diskette eller sende det til sig selv.

Arbejde med teksten
Stave- og grammatikkontrollen bør blive et vigtigt hjælpemiddel for vores tosprogede elever, men de skal have hjælp til at bruge den på en hensigtsmæssig måde. Hvis de ikke er gode stavere, synes jeg, man til en start skal slå kontrollen fra og koncentrere sig om indhold og sprog. Det er alt for belastende at få alle de røde bølgestreger i hovedet.

Det er også nødvendigt at lære dem noget om, hvornår det er hensigtsmæssigt at printe deres tekster ud. For mange er det svært at danne sig et egentligt overblik på skærmen. Der skal papir i hånden for at kunne bearbejde teksten. Hvis de arbejder sammen to og to eller eventuelt i lidt større grupper kan de læse teksterne højt for hinanden og forsøge at lytte sig ind til sproget. Lyder det rigtigt? Læser de det, de har skrevet, eller det de gerne ville have skrevet? Så må de strege og gøre ved på papiret og så tilbage til maskinen for at få det rettet i filen.

Rette stavefejl
Når så teksten er indholdsmæssigt og stort set sprogligt færdig bearbejdet, er det på tide at slå stave- og grammatikkontrollen til. Det er i første omgang lærerens opgave, men når de har arbejdet sådan nogle gange, kan de selv. De skal være meget sprogligt sikre for at kunne bruge grammatikkontrollens grønne bølgestreger, måske sammen med en dansksproget kammerat, men ellers må de have lærerens hjælp til det, før de går i gang med stavekontrollen.

Eleverne bliver ofte temmelig frustrerede, når de ser alle de røde markeringer. Men hvis de får at vide, at de selv må bestemme, hvilke de vil forsøge at rette, plejer humøret at stige.

De skal først vælge det ord, de vil prøve at rette, højreklikke på ordet og vælge den ordforklaring, de tror, er rigtig, og klikke på den. Derefter skal de markere det rettede ord med fed. På den måde kan jeg som lærer se hvilke ord, de har forsøgt at rette, og om det er lykkedes for dem. Hvis jeg arbejder med deres udprintede arbejde, bliver det lettere for mig at rette tydeligt, hvis de skriver med dobbelt linie afstand. Retter jeg på computeren, spiller det ikke nogen rolle. Der har jeg til gengæld været nødt til at lære genvejstasterne i tastaturet at kende for ikke at ende med en musearm. Har de rettet et ord, men valgt forkert, er en måde at vise det på, at lade deres ord med fed stå og skrive det rigtige efter ordet, f.eks. med kursiv.

Hjælp til at vælge den rigtige løsning
Det vigtigste er de steder, hvor de vælger rigtigt, men næsten lige så vigtigt er det at finde ud af, hvorfor de valgte den forkerte løsning nogle steder, og give dem hjælp til at vælge rigtigt næste gang. Den hjælp skal for de større elever ofte være fra en retskrivningsordbog, hvor de også kan slå ordenes betydning op.

Hvis eleverne på denne måde får oplevelsen af at de selv kan rette deres egne tekster, at det nytter noget at sætte sig ned og arbejde med en tekst, så bruger de gerne timer ved computeren for at få det bedst mulige resultat og ’æder’ de røde bølger en efter en. Det værste for dem er, at kontrollen accepterer ord, der ikke passer ind i meningen, fordi ordet er et dansk ord. F. eks. „Han hade gemt sig" i stedet for „Han havde gemt sig". Især de små føler sig snydt, så de skal trøstes og have talt op, hvor mange ord kontrollen kunne hjælpe dem med.

Den endelige layout
Når teksterne er gennemarbejdet indholdsmæssigt, sprogligt og de fleste af stavefejlene er rettet, kommer „pynten", layouten, som for mange elever er en sjov leg.

De første gange skal de have lov at boltre sig vildt i udvalget af fonte, med brug af WordArt, punktopstilling og indsætning af billeder. Ofte er de gode til at give hinanden positiv kritik, når de ser hinandens resultater, og kan se, hvor en valgt font eller manglende afsnit gør en tekst svær at læse.

Jo mere de får lov til at bruge computeren til skriftligt arbejde med opmærksomheden først rettet på brødteksten og så på layouten, des bedre bliver de til at vurdere en teksts læsevenlighed og virkemidlerne i en layout. Vanskeligere er den æstetiske vurdering og at kunne vælge de bedst fungerende virkemidler.

En dreng havde f.eks. skrevet en gyser historie og valgt en overskrift i WordArt i bløde lyseblå farver, en overskrift der signalerede idyl og harmoni i grel modsætning til hans historie. Jeg spurgte ham, om dette var med vilje for at snyde læseren. Det var det ikke, så han lavede en ny overskrift med grønne og sorte bogstaver med flammer op af. Vi var enige om, at overskriften nu passede til historien.

Bliver de bedt om at skrive en artikel, skal de kunne sætte den op i spalter, så den ligner en rigtig avisartikel. Sidst men ikke mindst skal de hen ad vejen have lært at kunne bruge ’sidehoved’ og ’sidefod’ samt ’sideopsætning’ og kunne ændre på margener og tabulatorer, så teksten står pænt på siderne og computerens virkemidler udnyttes.

Computeren er meget velegnet til tosprogede elever
Det er store krav, der stilles til elevernes fortrolighed med skriveprogrammer. Men her er dansksprogede og tosprogede elever ligestillede og stave- og grammatikkontrollen bør blive et meget brugbart redskab for de tosprogede elever, også selvom den godkender ord, som er meningsforstyrrende.