Af Anette Poulsen, lærer ved Engskolen, København

Denne artikel handler om forældresamarbejde generelt - men også specielt i forhold til tosprogede familier.
Jeg vil forsøge at belyse emnet ved at se på nogle af de holdninger, der ligger til grund for den aktuelle udvikling på området i lande, som vi almindeligvis sammenligner os med - eksempelvis eu-lande, og jeg vil beskrive nogle mere konkrete tiltag på området.
Mit kendskab til denne udvikling har jeg fået dels gennem deltagelse i et eu-projekt „Home-School liaison - Working with ethnic minority families“ (-93) og dels ved at deltage i en stor international konference - „Education is Partnership“ på DLH i november -96 hvor forældre, lærere og forskere deltog.
Jeg mener, at den udvikling der ses internationalt, i forhold til samarbejdet mellem forældre og skole, kan give et praj om hvor vi bevæger os henad, og dermed forberede os på den fremtidige debat om denne udvikling. De holdninger og visioner der ligger bag de forskellige tiltag kommer fra brugere og forskere på området - sjældent fra politikerne.

Som det fremgår af ovenstående projekts titel, betegnes samarbejdet: hjem - skole, hvor rækkefølgen signalerer en prioritering og vigtighed - med barnet og dets familie i centrum. Det understreges også, at det er vigtigt, at betegnelsen barn anvendes i stedet for elev, idet den første betegnelse medfører, at vi dermed inddrager- og bevidstgøres om at medtage hele barnet, dets familie - ja, alle de sfærer der er vigtige for et barn og dets intellektuelle, følelsesmæssige og sociale udvikling. Man kan også sige, at sfærerne hjem - skole - samfund overlapper hinanden og har betydning for børns udvikling på alle områder.
Det er en forudsætning, at vi som professionelle ikke undervurderer forældrene og deres betydning. Hjem - skole samarbejdet skal ikke bare opfattes som et forum hvor information formidles fra den ene part til den anden - oftest fra skole til hjem. Forældrenes rolle skal mere have karakter af en form for involvering i barnets liv i skolen, og vi skal som lærere opleve dette som noget værdifuldt og nødvendigt.
Det er derfor ikke meget værd, hvis vi kun når de bedst stillede og ressourcestærke forældre. I arbejdet med at udvikle og uddanne børn skal vi huske at forældrene er de vigtigste personer for børnene - no matter what, og vi må opfatte uddannelse bredt - det foregår ikke kun i skolen.
Skolen kan med succes være centrum for det netværk der er nødvendigt, og i forhold til de tosprogede børn kan skolen påtage sig den opgave det er at lære deres forældre at „navigere“ i det „nye“ samfund.

På nævnte konference på DLH, og på studiebesøg i England har jeg hørt og set eksempler på hvordan et sådan syn kan realiseres i praksis.

I England har man i efterhånden en del år, haft et regeringsprogram hvor der er afsat midler til bedre integration af etniske minoriteter (Sektion 11).
Det hedder blandt andet i dette program, at formålet er „... at fjerne de barrierer, der hindrer lige uddannelsesmuligheder for etniske minoritetsgrupper. De behøver viden, færdigheder og forståelse så de kan deltage på lige fod i alle sider af det britiske liv - samtidig med, at de kan bibeholde deres kulturelle identitet“.
Et af de områder hvor sektion 11 midlerne har været anvendt har været til „Home-School“ projekter.
Man har kunnet drive mere opsøgende virksomhed i lokalsamfundet. Repræsentanter fra skolen har stemt dørklokker hos familier for at præsentere skolen og lytte til forældreønsker og forventninger. Skolen har ved disse besøg været repræsenteret af personale med etnisk baggrund i de tilfælde, hvor det har været aktuelt. Besøgene har været med til at danne basis for det fremtidige samarbejde.
De engelske skoler - især primary schools - gør også meget for at synliggøre, at skolernes børn har forskellig etnisk baggrund. Det gøres bl.a. gennem forskellige former for udsmykning og skiltning på de sprog der er repræsenteret på skolen. Dette medvirker til at forældrene føler sig mere velkommen på skolerne, og de føler sig bedre tilpas ved at genkende sprog og symboler fra deres egen kultur.
Vi mødte en hjem-skolekonsulent der kunne „købes“ af skoler for en afgrænset periode. Hun var en slags „fødselshjælper“ for de skoler der ønskede at udvikle kontakten og samarbejdet med de tosprogede børns forældre. Hendes opgave var at få forældrene inddraget i deres børns skolegang og få dem til at indse - og føle, at de er betydningsfulde i den. Hun lavede kurser for lærerne og arrangerede forældreuddannelse der f.eks. kunne resultere i, at forældrene blev mere direkte inddraget i deres børns undervisning ved at være gæstelærere og fremstille forskellige undervisningsmaterialer, eksempelvis i forbindelse med emner om deres forskellige hjemlande. Vi så også nogle flotte eksempler på, hvordan forældre i et sådan projekt havde fremstillet oplysningsmaterialer til forældre om, hvordan de bedst kan støtte deres børns læseudvikling. Man havde erfaringer med, at sådanne „parents to parents“-materialer virkede bedre efter hensigten end når det var lærere der formidlede det samme budskab.
Efter en periode med en sådan konsulent er forældrene og skolerne parate til selv at køre videre, og det er ikke ualmindeligt, at de enkelte skoler har en funktionslærer med etnisk baggrund, hvis hovedopgave det er at udvikle og organisere hjem-skole samarbejdet.

Afsluttende bemærkninger:
Skolens kontakt og samarbejde med andre er essentiel. I ethvert nærmiljø og lokalområde findes der mange andre institutioner, organisationer, foreninger og projekter, der på en eller anden måde har med uddannelse, opdragelse, rådgivning m.m. at gøre (sundhedspleje, vuggestuer, børnehaver, førskole projekter, rådgivningscentrer, indvandrerorganisationer, biblioteker osv.). Sammen kan disse institutioner skabe et netværk der kan sikre at børnene får de bedst mulige betingelser for uddannelse, og det er vigtigt at der etableres god kontakt og godt samarbejde tidligt i dette forløb, således at den gode praksis kan udvikles fra starten af skoleforløbet.

Udvikling og nytænkning er nødvendig, hvis vi i Danmark ønsker at tage den udfordring, det er at arbejde med tosprogede familier, alvorligt. Vi kan ikke bare fortsætte som vi har gjort hidtil, og håbe at tingene med tiden nok bliver som de var. Om vi går i nogle af de retninger, der er skitseret i denne artikel - eller finder en anden - er ikke det vigtige. Det er til gengæld vigtigt, at processen går i gang - hvilket den er. Men før vi kommer alt for godt i gang mener jeg, at det er nødvendigt at vi, lærerne, indser, at det er os selv vi må starte med. Hvad er vores holdning til arbejdet med disse familier? Hvad er målet for dette arbejde?
Efter min mening har alt for mange projekter på dette område handlet om oplysning, information og uddannelse af forældre - en vigtig side, men lærere trænger i høj grad også til dette.
Vi må i dialog og afklare vore forskellige forventninger og krav, en side som flere nyere projekter herhjemme har fokus på.
Her er holdninger og værdier på dagsordenen, og i fællesskab udstikker man retningslinier for skolens fremtidige profil og arbejde.

Vi kan måske ikke bare overføre god praksis fra en skole - et land - til vores egen skole, men vi kan lære af hinandens erfaringer, og lade os inspirere til forskellige tiltag.