indledning af Adnan Agacanoglu, lærer

Formålet med denne artikelmosaik er at få lidt kendskab til forskellige landes skole/hjemsamarbejde. Derved kan vi måske selv finde svar på nogle af de spørgsmål, som roterer i vores hoveder.

Jeg har en kort bemærkning til artiklen, der handler om forældresamarbejde i Tyrkiet. Jeg gik 5 år i grundskolen, 3 år i mellemskolen, 3 år i gymnasiet og 3 år på universitetet. Mine forældre blev aldrig kontaktet direkte af skolen. Mine forældres eneste kontakt med skolen var mine karakterbøger, som man fik to gange om året, og som min far skulle skrive under. Forskellene kan altså være store i de enkelte lande.

Samarbejdsproblemer med en stor del af de tosprogede børns forældre viser sig især i folkeskolen. Det er der, hvor man ikke betaler noget, og man heller ikke behøver at påtage sig nogle forpligtelser til forskel fra nogle privatskoler og lignende. Da jeg ikke kender ret meget til privatskoler og deres forældresamarbejdsmetoder, holder jeg mig til folkeskolen. For ikke at give anledning til misforståelser, vil jeg skynde mig at sige, at en del forældre til tosprogede børn i folkeskolen selvfølgelig har ambitioner på deres børns vegne. De bakker deres børn op, de deltager i forældrearrangementer, møder, konsultationer osv. De er bevidste om den store omvæltning, den kulturelle forskel og de nye omgivelser. Som resultat heraf kan man også se, at størstedelen af de tosprogede elever, der klarer sig godt i folkeskolen, også er de børn, der kommer fra de ressourcestærke familier.
Men der er også forældre, der er fuldstændig uengagerede i deres børns skolegang. En del af dem deltager næsten aldrig i forældremøder og arrangementer på skolen. De ved måske ikke engang hvilken klasse, deres børn går i. Hvis de alligevel ikke kan slippe for det, så sender de storebroder eller storesøster til mødet for at være fri for „plageri“ fra skolens side.

En anden del af dem viser sig måske et par gange om året efter stort pres fra skolens side. De sidder i et hjørne og er kun tilskuere. De siger ikke noget, stiller ingen spørgsmål og kommenterer ingenting. De siger ja til alt, såsom lektiehjælp, møde til tiden om morgenen, hjælp til sprogindlæring og -forbedring, fritidsinteresser, sportsklubber, ture/ekskursioner, lejrskoler osv. Man møder meget sjældent modstand hos disse forældre. De protesterer ikke, alt er i orden. Men der sker bare ikke noget. Hvis klassen er på tur eller lejrskole, så er barnet sygt. Barnet er selvfølgelig loyal overfor sin familie, og siger at han/hun var „syg“.

Fra denne gruppe forældre kan man også som lærer være heldig at opleve mange spøjse holdninger, hvor man måske i første omgang vil sige: „Det er løgn, det kan ikke være rigtigt.“

Jeg havde engang en dygtig og engageret elev. Hun knoklede løs, lavede sine lektier og deltog i alt, hvad der foregik i klassen. Blandt eleverne i klassen var hun også populær. Forældrene (faderen) var meget venlig, men var ikke ret meget for det her pjat (skole/hjemsamarbejde osv.). Da vi skulle holde et forældremøde, sendte vi som sædvanlig et brev med børnene hjem ca. to uger før mødet.
Forældrene skulle skrive under på, om de kom eller ej. Svaret fra den søde elevs far kom ikke første uge. Jeg blev ved med at plage barnet for at få et svar. Til sidst kom eleven med brevet og underskriften og også „ja“ i rubrikken, hvor der står „Vi kommer“. Men eleven var ikke helt sikker på, at det løfte ville holde. For en sikkerheds skyld greb jeg telefonen og ringede til faderen og sagde, at jeg havde modtaget brevet, at det var et vigtigt møde, og at jeg håbede, at han ikke ville glemme det. Efter en kort pause i den anden ende af røret, sagde faderen: “Ja, ja, jeg kommer.“
Faderen kom til mødet. Vi, klassens lærere, fortalte efter vores bedste kunstneriske evner, hvad vi havde foretaget os indtil nu, og hvad vi havde tænkt os i resten af skoleåret, samt vores ønsker og forventninger af elever og forældre. Den venlige far sagde intet under mødet. Hverken spørgsmål eller kommentarer.
I slutningen af mødet hev han mig til side og sagde: “Ved du hvad, jeg kan dårligt gøre mig forståelig på dansk, jeg kan slet ikke matematik, og de andre fag behøver vi ikke at snakke om. Jeg kan ikke hjælpe mit barn med hendes lektier. Her er skolen, I er lærere, og hun er elev. I ved, hvad I gør, og hvordan I vil gøre det. Jeg kan ikke gøre noget. Lad mig være i fred.“

Jeg tror ikke, det kunne have hjulpet frygteligt meget, hvis jeg havde prøvet at forklare ham, at et skulderklap også kunne være en hjælp.

En del af de forældre, som jeg nævner, er analfabeter. Dvs. at de ikke har mulighed for at følge med eller forstå vigtigheden af en uddannelse. Der er ikke uddannelsestradition i familien. De ønsker måske alle sammen, at deres barn/børn bliver læge, ingeniør eller advokat. Et ønske!

Tolkebistand er en forudsætning, men fra virkelighedens verden ved vi, at denne mulighed ofte er mangelfuld. Da vi i forvejen ved, at de fleste forældre ikke kan eller kun kan meget lidt dansk, gør det ikke sagen nemmere for de forældre at sidde til et møde, hvor der kun bliver talt dansk. Man har ikke mulighed for at følge med. Forældrene selv er ikke gode til at kræve tolk eller til at foreslå en anden måde at samarbejde på.

FORÆLDRESAMARBEJDE I TYRKIET
af Hasan Yilmaz, tyrkisk modersmålslærer

Skole/hjemsamarbejde (med elevens forældre eller den, der har ansvar for eleven) i Tyrkiet.
I løbet af skoleåret bliver der arrangeret tre forældremøder. Det første i starten af skoleåret, det andet midt i skoleåret, og det sidste i slutningen af skoleåret.
Det første møde starter med, at lærere og forældre præsenterer sig. Derefter snakker man generelt om, hvordan man driver skolen, hvad der er forældrenes pligt og ansvar. Der bliver lyttet til forældrenes ønsker og forslag, og der bliver valgt et forældreråd for et år. Derudover bliver forældrene indkaldt til skolen, eller de bliver kontaktet skriftligt, så snart læreren eller inspektøren finder det nødvendigt. De fleste forældre deltager i forældremøder, især i de små provinser og landsbyer, hvor alle kender hinanden. Lærer og forældre mødes ofte og snakker om elever og undervisningen. I landsbyer har forældre rigelig mulighed for at møde læreren og snakke om eleven.

På det andet møde, der holdes ca. midt i skoleåret, snakker lærer og forældre især om elevens skolegang, elevens succes og nedgang eller stærke og svage sider, såvel fagligt som socialt. Dvs. en forældrekonsultation.

Eleverne får karakterbog to gange om året, hvor man har mulighed for at tjekke elevens faglige niveau og sociale adfærd. Ud over det, får de succesrige elever et påskønnelsescertifikat for at opmuntre dem. Fra 4. klasse bliver eleverne eksamineret i alle fag. Som forældre har man igen også mulighed for at følge med i børnenes udvikling i de forskellige fag. I løbet af et skoleår bliver der i alle fag eksamineret 8 gange. To gange mundtligt og 6 gange skriftligt.
For at nå målet kræver det selvfølgelig at forældrene er bevidste om deres ansvar og pligter. Familier, der har en uddannelsestradition og har ressourcer og overskud til at hjælpe deres børn, høster også frugter af deres anstrengelser. Andre, især landsbyfolk, som ikke er særlig gode til at hjælpe deres børn, lader børnene sejle deres egen sø.

OM FORÆLDREKONTAKT MED DEN KINESISKE SKOLE
af Xinxin Ren, kinesisk modersmålslærer

Sædvanligvis holdes der to møder om året inden de to store ferier: vinterferie og sommerferie. Men indimellem kommer der små møder enten i grupper eller individuelt. Ved de to store forældremøder er der først en generel gennemgang af perioden, der er gået. Derefter tales der om den enkelte elev, der vil blive talt om både positive og negative handlinger, mens alle hører på. Til sidst vil der være lidt underholdning af elever i form af sang, dans m.m.

Der er ikke så megen skriftlig kontakt mellem skole og hjem. I de små klasser vil forældrene høre om, hvordan dagen er gået, når de kommer og henter eleverne.

Forældrene ser alle karakterer, der er blevet givet: stil, opgaver, prøver, eksaminer ...
Alt skal underskrives af forældrene. Hvis der bliver problemer med en elev, enten på grund af dårlig indsats, mobning eller lignende, vil forældrene blive kaldt til en samtale med læreren.

Forældrene ser naturligvis alle deres barns karakterer og kan derved følge med i det faglige. I Kina er lærer/elev- og lærer/forældreforhold langt tættere end her i landet. Man besøger ofte hinanden, enten hjemme hos læreren eller hjemme hos forældrene. Der snakker de sammen om elevens udvikling. Nogle gange ringer de også sammen og taler om elevens skolegang. Skriftlig kontakt er meget sjældent, for hverken lærer eller forældre finder det er en god måde at kommunikere på. Man skal kunne snakke sammen og helst ansigt til ansigt.

FORÆLDRESAMARBEJDE I FOLKESKOLERNE I LIBANON
af Mustafa Mahmud, arabisk modersmålslærer

På folkeskoleområdet finder man tre slags skoler i Libanon. Den ene slags er under offentlig administration og de to andre er under privat administration. Alle tre skoletyper er statslig anerkendt, og de har samme eksamensbetingelser (de samme eksamensspørgsmål mm).

Den offentlige skole er gratis, dvs. at eleverne ikke betaler noget for at gå der; mens det koster penge for at gå på de private skoler.

På de offentlige skoler bliver forældrene inviteret til et forældremøde to gange på et skoleår. Hvis behovet melder sig, finder der flere møder sted. Bliver forældrene opfordret til at komme på skolen og bare bliver væk - selvom der er behov for en samtale mellem skolen og hjemmet - bliver eleven sendt hjem for at hente forældrene. Kontakten mellem skolen og hjemmet foregår for det meste mundtligt.

Karakterbøgerne er ret omfangsrige og bliver ført for et helt skoleår. Efter en til tre måneder (efter skoleårets start) kommer de første karakterer i bogen. Det fortsætter hele skoleåret igennem. Der kommer til at stå 8-9 karakterer i bogen og til sidst årskarakteren. Eleverne tager karakterbøgerne med hjem hele året igennem, og forældrene skriver under. På den måde følger hjemmet med i elevernes præstationer og skolegangen. At føre karakterbøger på denne måde gælder såvel i den offentlige skole som i de private skoler.
Man kan dumpe, når karaktererne er dårlige. Når man er dumpet to gange på det samme klassetrin, skifter man til en specialskole.

Som sagt før, er der to forskellige slags privatskoler. Den ene slags privatskole er ikke så dyr, fordi skolen får støtte fra staten. Skolens økonomi vokser, jo flere elever den har. Derfor optager de f.eks. også nogle af de elever, som ikke kunne klare sig i de andre slags skoler. Jo flere elever, jo flere penge! Her afhænger samarbejdet mellem skole og hjem meget af forældrenes interesse og indsats. Når forældrene henvender sig til skolen vedrørende deres børn, bliver sagen behandlet.

Den anden slags skole er dyr for forældrene. Der skal de betale et startbeløb for deres børns skolegang. Skolen får ingen støtte fra staten. Skolerne er af høj kvalitet, og selvom det er dyrt, står eleverne på skolens ventelister. Næsten hver tredje måned inviterer skolen forældrene til et møde. Forældrene skal komme til disse møder.
Hvis forældrene er ligeglade med disse møder, eller hvis elevernes præstationer er dårlige, dvs. at eleven er dumpet to år i træk på det samme klassetrin, eller hvis der er andre problemer, bliver eleven smidt ud af skolen. Der er nok af elever på venteliste, som kan fylde klassen op igen.

SKOLE-, ELEV- OG FORÆLDREKONTAKTEN I MIT HJEMLAND IRAN
af Simon Osani, farsi modersmålslærer

Skolen kontakter tit hjemmet, så tit, at man ikke kan tro det, dvs. 30-40 gange om året, og det på alle tænkelige måder. Det er også lige meget, hvor skolen og forældrene befinder sig, i en landsby eller i et rigmandskvarter i hovedstaden!

Det skal understreges, at det altid er skolen, der kontakter hjemmet men forældrene prøver at undgå denne kontakt! Man skal også vide, at undervisningen i folkeskolen samt på gymnasieniveau er gratis...

Den billigste måde at sende bud efter forældrene, er mundtlig via eleverne. De glemmer det aldrig, hvis de gør det, får de bank (i skolen). På første skoledag bedes forældrene om at komme og betale for de læsebøger, eleven har fået fra skolen.

Den anden uge får forældrene besked om, at de skal møde i skolen for at samle penge til evt. ombygning af skolen. Næste møde handler om at minde forældrene om vinterens ubarmhjertige kulde og om at samle penge ind til brændsel. Og næste måneds møde handler om at betale restance af indmeldingsgebyr...

Når skolen giver besked til forældrene og det sker skriftligt, skrives den på elevens hæfte, og forældre, der ikke kan læse, beder naboen om at læse. På disse møder kommer skolens inspektør, eller lærerne fortæller om elevernes faglige standpunkt. Skolen truer forældrene med at smide deres børn ud af skolen, hvis barnet ikke kan følge med. Det vil sige, at der ikke er støttemuligheder for dem, der har brug for det, for at nå det niveau, det pågældende klassetrin har. Det er jo yderst uheldigt, hvis man som elev på grund af utallige årsager ikke kan følge skolegangen. Efter den 3. prøve bliver han eller hun stemplet som uduelig og må forlade skolen. Eleven må gå på gaden.

Eleven kommer hjem med karakterbogen, men en stor del af forældrene har ingen kendskab til systemets grundlag. Karakterbøgerne udskrives 3 gange om året, for eleverne bliver eksamineret hvert kvartal, undtagen sommerkvartalet, som er forbeholdt omeksaminering.

FORÆLDRESAMARBEJDE I AFGHANISTAN
af Assad Samak, afghansk modersmålslærer

I mit hjemland blev forældrene aldrig inviteret til møder på skolen angående børnenes skolegang. Der var ingen konsultation og forældremøder. Det vil sige, at der aldrig var noget samarbejde mellem skole og hjem. Der var ingen orientering fra skolen til familien og omvendt. Hvis børnene havde problemer i skolen, og de ikke kunne løse dem selv, så var der heller ikke nogen, der tog sig af dem. Ingen lyttede til børnene og prøvede at løse deres problemer. Det skete mange gange, at børnene ikke gad at gå i skole, fordi de ikke blev rost af læreren. Læreren var ikke så hjælpsom.

Forældrenes kontakt med skolen foregik normalt skriftligt, hvis forældrene ikke var analfabeter. Et stort antal af Afghanistans befolkning er analfabeter. Derfor er det meget svært at holde skriftlig kontakt med skolen.

Kun ved nogle særlige metoder kunne forældrene få kontakt med skolen, f.eks. gennem skolebetjente, og det foregik for det meste mundtligt.

Forældrene havde næsten ingen muligheder for at følge med i deres børns skolegang. Nogle gange tog forældrene selv initiativet, gik på skolen og spurgte om deres barns dagligdag på skolen, hvis de syntes, at noget gik galt.

FORÆLDRESAMARBEJDE I DET AMERIKANSKE SKOLESYSTEM
af Sally Anderson

Sally Anderson har boet i Danmark i 20 år, har lavet et stykke feltarbejde i en amerikansk skole i 1994 og har undervist på Copenhagen International School.

Jeg ved ikke præcis hvor ofte forældrene bliver inviteret på skolen, men jeg formoder, det er omkring 3 - 4 gange om året i forbindelse med karaktergivning.
Forældrene har som regel lov til at få en konsultation med lærerne ved disse lejligheder. Sådan er det også på Copenhagen International School, der er meget amerikansk i sin opbygning.

Skolerne har ansvar for børnene fra den tid de går hjemmefra. Dette gør at forældre bliver ringet op omgående, hvis deres barn ikke viser sig i skolen til rette tid. Forældrene har pligt til at ringe besked om udeblivelse.
Udover dette, er forældre ofte inviteret i forbindelse med et skuespil, en koncert (kor og orkestre), og måske en årstidsfest - ved, for eksempel, jul eller „Thanksgiving“; da eleverne tit fremviser noget de har lært for forældrene.

Der er også forældreaftener - hvor forældrene kommer og kigger på et emnearbejde som eleverne har været i gang med.

De fleste skoler har en PTA - „parents-teacher association“- som varetager forældrenes interesse, og som også arrangerer forskellige „kom sammen er“ ved hvilke de indsamler penge til skolens brug. Pengenes bruges for eksempel til bogindkøb, til nyt udstyr i klasserne eller i skolegården og til priser og evt. stipendier.
Der er også utroligt mange mødre, der arbejder som frivillige i skolerne. Dette arbejde er meget forskelligt alt efter deres kvalifikationer. Mange mødre optræder som hjælpelærer i en klasse, eller hjælper til på biblioteket, arrangerer madindsamling til „trængende“ familier, organiserer efterskoletidsaktiviteter, eller „you name it“. De udgør et gratis arbejdskorps, der kan trækkes på, i mange forskellige situationer. De er meget synlige i skolebilledet - og får derved en mulighed for at følge med i, hvad der sker på tæt hold.

Da lærere og inspektører er ansat af lokale borgervalgte skolebestyrelser - er der også et politisk aspekt i forældres gang på skolen. Det er svært at holde „inside“ information på plads indenfor murene. Sladder går fra mund til mund, og dårligdom og personlige opgør rygtes. Dette gør at lærere skal være meget varsomme overfor forældrene. Dette bliver ikke bedre af, at forældre kan sagsøge skoler for lidt af hvert - og gør det.

Som det kan ses, er kontakten både skriftlig og mundtlig. Jeg synes, at forældre har store muligheder for at følge med i deres børns skolegang, hvis de udnytter disse.

SOMALISKE FORÆLDRES OPFATTELSE AF SKOLE-HJEM SAMARBEJDE
af Ali A. Nuur, Somalisk modersmålslærer i Århus

Børn starter i koranskole i 3-4 års alderen. Forældrene afleverer børnene i koranskolen, og lærerne overtager simpelthen børneopdragelsen. Lærerne må gerne slå børnene, også selvom deres forældre er til stede.
Når børnene har lært noget af koranen udenad, laver man små „offer“ fester - altså hver gang et barn er nået til et bestemt niveau. Forældrene laver noget mad til børnene og deres lærer, og så holdes der en form for fest. Man kan sige, at det er en slags samarbejde imellem skole og hjem.
Lærerne opdrager børnene på skolen, og forældrene gør det derhjemme. Det er den filosofi, som mange somaliske forældre har. Og dog findes der nogle forældre, som har et helt andet syn på skolen og opdragelse.
Jeg kan selv huske den gang, jeg skulle starte i skole. Jeg havde korte blå bukser, en kortærmet hvid skjorte og et par hvide kondisko på. Min storesøster, som jeg er opvokset hos, var med den dag, jeg første gang skulle møde skolen. Hun skulle videre på arbejde, så hun vinkede til mig, og så kørte hun væk, og siden da har hun kun været på skolen et par gange.

Skolen kontakter forældrene, såfremt der er nogle problemer med deres børn. Normalt er der ingen forældrekonsultationer/samtaler i somaliske skoler. Til gengæld er der prøver og eksaminer. Normalt sender man ikke eksamensresultater til forældrene. Nogle forældre kommer og ser barnets eksamenskarakterer, og andre gør det ikke. For det meste er det børnene, som informerer deres forældre om eksamensresultaterne, idet mange af forældrene er analfabeter.

FORÆLDRESAMARBEJDE I ALBANIEN
af Hanife Kasani, tolk og modersmålslærer i albansk

Forældrene bliver inviteret til forældremøder 4 gange om året. Dvs. ca. hvert kvartal. Forældrene får skriftlig indkaldelse til møderne, men hvis de har noget de skal snakke med læreren eller skolen om, kan de komme til skolen, når de kan.
Forældrene har mulighed for at følge med i deres barns skolegang, fordi de bliver indkaldt til forældremøder 4 gange om året.
Det første forældremøde handler om undervisningsmaterialer, klassens sammensætning, undervisningsplaner og klassens sociale samvær.
Det andet forældremøde handler om klassens faglige niveau og uddeling af karakterbøger for det første halvår. Mødet afsluttes med elevernes optræden, enten drama eller læsning af digte.
Det tredje forældremøde vil blive afholdt om foråret, hvor forældrene får at vide, hvor klassen står fagligt, og hvor stor en indsats eleverne har ydet.
Det fjerde og sidste forældremøde handler om karakteruddeling og forberedelser til næste skoleår. De elever, som har opnået de bedste karakterer, vil blive belønnet med en bog. Mødet afsluttes med elevernes optræden i drama eller lyrik.