Umiddelbart før teksterne til dette nummer af ufe-nyt blev sendt til trykning, blev nedenstående pressemeddelelse om modersmålundervisning offentliggjort. Ufe-nyt har valgt at bringe meddelelsen her da vi har foranstående lange samling af rapporter om forskellige kommuners tilbud omkring modersmålsundervisning.
Københavns Kommune
Uddannelses- og ungdomsborgmesteren
14. januar 2004
Skolepolitikere ønsker modersmåls-undersøgelse
Skolepolitikere fra København, Århus, Odense, Esbjerg og Randers foreslår i et åbent brev til undervisningsminister Ulla Tørnæs, at hun tager initiativ til en grundig evaluering af modersmålets betydning for tosprogede elevers skolesucces i Danmark. De fem kommuner indgår gerne i et tæt samarbejde om evalueringen, skriver de.
I brevet henviser skolepolitikerne til, at modersmålet indgår i en række forskellige former i de fem kommuners folkeskole: Der gives modersmålsundervisning i større eller mindre tilknytning til elevens øvrige undervisning, på mange skoler er der tokulturelle klasser - eller sproggrupper som de kaldes andre steder - og der gives tosproget støtteundervisning.
Skolepolitikerne peger desuden på både udenlandske og danske erfaringer med modersmålsundervisningens gunstige indflydelse på den øvrige undervisning.
En internationalt anerkendt amerikansk undersøgelse af forskellige undervisningsprogrammers effektivitet i forhold til tosprogede elever påviser klart, at de programmer, der inddrager elevernes modersmål, er de mest effektive. Undervisningsministeriets eget Integrationsprojekt 1994-98 dokumenterede ligeledes modersmålets betydning for de tosprogede elevers succes i skolen. Danmarks Pædagogiske Universitets evaluerede i 2000 Københavns Kommunes sproggruppeprojekt og konkluderede, at inddragelsen af modersmålet var en klar styrkelse af de undersøgte elevers resultater i skolen. Og professor Niels Egelund påviser i sin seneste bog "Tosprogede og danske elever", at lande med mere positiv holdning til modersmålet end Danmark kan udvise bedre resultater.
Yderligere oplysninger:
Uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard, tlf. 3366 2000
Bilag: Brevet til Ulla Tørnæs
Kære Ulla Tørnæs
3. oktober afholdt 6-byerne møde i København, hvor vi bl.a. drøftede de bekymrende meldinger om danske tosprogede elevers resultater i folkeskolen.
I den sammenhæng drøftede vi modersmålets betydning.
Vi hæfter os ved at:
- professorerne Wayne Thomas og Virginia Collier har for det amerikanske undervisningsministerium gennemført en meget stor og internationalt anerkendt længdeundersøgelse af forskellige undervisningsprogrammers effektivitet i forhold til tosprogede elever. De påviser klart at programmer, der inddrager elevernes modersmål er de mest effektive
- Undervisningsministeriets eget Integrationsprojekt fra 1994-98 dokumenterede positive vurderinger fra stort set alle projekter om modersmålets betydning for de tosprogede elevers skolesucces
- Danmarks Pædagogiske Universitet evaluerede i 2000 Københavns Kommunes sproggruppeprojekt og konkluderede at inddragelsen af modersmålet var en klar styrkelse af de undersøgte tosprogede elevers resultater i skolen
- Professor Niels Egelund har i sin seneste bog "Tosprogede og danske elever" analyseret data fra PISA 2001 og konkluderet, at lande med mere positiv holdning til modersmålet end Danmark kan udvise bedre resultater.
På denne baggrund finder vi det påkrævet at der foretages en grundig national evaluering af modersmålets betydning for tosprogede elevers skolesucces i Danmark. Modersmålet indgår i en række forskellige former i folkeskolen i vores byer:
- modersmålsundervisning i større eller mindre tilknytning til elevens øvrige undervisning
- tokulturelle klasser/sproggrupper
- tosproget støtteundervisning
Vi henstiller derfor til dig, at du iværksætter en sådan national evaluering. Vores skolevæsner indgår gerne i et tæt samarbejde med evaluator.
Med venlig hilsen
Torben Brandi Ruth LarsenKnud Jager Andersen
RådmandRådmandFormand
Århus KommuneOdense Kommune Esbjerg Kommune
Bent Martinsen
Udvalgsformand
Randers Kommune
På vegne af:
Per Bregengaard
Borgmester
Københavns Kommune