af vejleder Jette Nielsen, LOF-Sprogcenter i Kalundborg
Den svære start
August 2003 fik Sprogcenteret i Kalundborg sin første ungeklasse. Vi havde længe forstået, at der var behov for et særligt tilbud til de sent ankomne unge tosprogede, og med et beskedent elevgrundlag kastede vi os ud i opgaven. Målgruppen var de 16-25-årige, og de udgjorde sprogligt en blanding af Spor 2 kursister1 og Spor 3 kursister2 fra begyndere til afsluttende niveau. Spor 1 kursister3 valgte vi at se bort fra i første omgang, da undervisningsopgaven ellers ville blive uoverskuelig.
Klassen var meget international, og der var elever fra Sudan, Burundi, Irak, Afghanistan, Somalia, Tyrkiet, Ex-Jugoslavien og England.
Lærergruppen omkring klassen fokuserede i første omgang på at skabe nogle gode vaner. Der blev lagt vægt på mødedisciplin og ordentlig opførsel i klassen for at skabe en fast ramme. Ligeledes var der behov for at lære arbejdsmetoder og samarbejde.
Ungdomsmiljø og ungdomskultur
Selv om den faglige spredning i klassen var stor, opstod der hurtigt en følelse af social samhørighed, fordi de var unge. Netop denne fornemmelse af at have et ungdommens fællesrum er meget vigtig at bygge videre på. Det var vigtigt, at deres klasselokale var placeret, så de fik et frirum, hvor de ældre ikke kunne holde øje med dem.
Denne gruppe adskiller sig fra de fleste danske unge ved allerede i en meget ung alder at være gift og have børn (bortset fra den unge englænder). Det ville være ønskeligt at få mere kontakt med ungdomsmiljøerne i lokalsamfundet, men mange af vore kursister er for gamle til de kommunale tilbud og vil føle sig som outsidere i en ungdomsklub. Jeg tror, vi må være mere opfindsomme, når det drejer sig om at skabe kontakt til unge danske og se på nogle individuelle løsninger.
Det faglige indhold
Eleverne undervises 30 lektioner om ugen, og der er blevet undervist i dansk, matematik, engelsk, edb, sang og musik, omverdensforståelse og erhvervsvejledning. Undervisningen er meget differentieret, og det stiller store krav til underviseren.
Dansk
I dansk undervises efter den almindelige skolemodel på spor, trin og niveau, og kursisterne evalueres hver 3. måned med efterfølgende rapportering til sagsbehandleren. Vi har besluttet at give alle kursister eksamenstræning ved at lade dem gå op til Almenprøve 1, når de kan klare det, men Spor 3 kursister fortsætter frem mod Almenprøve 2. Som Sprogskole har vi stor erfaring i at undervise kursister på alle niveauer, og vi har mulighed for at supplere med udtaletræning, studiecenter og ene-undervisning, hvis det er nødvendigt. Det er den enkelte kursists standpunkt, der er udgangspunkt for undervisningstilbudet.
Matematik
Matematiklæreren konstaterede hurtigt, at hun havde en gruppe, der befandt sig på niveau med 2. kl., og en gruppe, der var på niveau med 5. kl., og så var der et par stykker, der var på niveau med 9./10. kl., men det var ikke altid dem, der var dårlige til dansk, der var dårlige til matematik, og omvendt. Klassen blev meget glade for at have matematik. I nogle lektioner har vi haft hjælp af en irakisk matematiklærer, der har undervist de dygtigste elever.
Engelsk
Man skal kunne engelsk, hvis man skal videre i det danske undervisningssystem. Også her står vi med en meget uhomogen gruppe. Nogle taler ganske godt engelsk, og andre har aldrig lært et fremmedsprog, og nu skal de lære både dansk og engelsk på en gang. Det er en meget stor mundfuld, og derfor har vi besluttet, at enkelte kan vente med engelsk, til de har bestået Almenprøve 1.
Omverdensforståelse
Faget er en blanding af geografi, historie og samfundskendskab, og målet er at give dem en større forståelse for deres egen baggrund, det land de nu bor i, og hvad der sker i verden i dag.
EDB
De undervises i Word, Power Point og Excel, og så bruger de selvfølgelig Internettet som en integreret del af undervisningen.
Musik og sang
Vi er så heldige, at have nogle meget musikalske lærere, som har lavet en rigtig dejlig undervisning med ungeklassen, hvor de har sunget og brugt rytmiske instrumenter. Især pigerne er meget gode.
Vejledning
Klassen har hver uge vejledning med en skolevejleder, og de kommer jævnligt ud i arbejds- og studiepraktikker for at få et bredere kendskab til arbejdsmulighederne i Danmark. Det er karakteristisk for mange udlændinge, at de har et snævert kendskab til erhvervsmulighederne her i landet, og vi hører ofte, at de vil være læger eller ingeniører. I sidste uge var klassen i praktik, og her var en afghansk pige f.eks. i praktik som cykelsmed med stor succes.
Målet med ungeklassen
Målet med undervisningen i ungeklassen er i løbet af 2-3 år at gøre dem klar til at påbegynde en ungdomsuddannelse, men mange vil have brug for god støtte undervejs i form af lektiehjælp og vejledersamtaler. Der er masser af ressourcer i denne gruppe, men nogle skal samles op fra 2.-3. klasses niveau, og den opgave findes der ingen hurtige løsninger på.
Samarbejde med andre undervisningsinstitutioner
At gøre den unge arbejdsmarkedsparat kræver samarbejde med flere aktører. Vi forestiller os et samarbejde med modtageklasser, Produktionsskolen, VUC og evt. en teknisk skole. Sprogcenteret tager initiativ til et møde i nærmeste fremtid, hvor vi kan drøfte, hvordan vi kan samarbejde bedst muligt om denne elevgruppe.
1 Spor 2 = kursister med kort forudgående skolegang fra hjemlandet
2 Spor 3 = skolevante kursister med min. 8-9 års skolegang i hjemlandet
3 Spor 1 = analfabeter (eller latinske analfabeter)