af Pernille Petersen og Marianne Ditlevsen, studerende ved Odense Seminarium

En almenpædagogisk udfordring
Læreruddannelsens fornemste opgave er og må altid være at uddanne lærere, som praktiserer på baggrund af en overbevisning om, at alle eleverne i folkeskolen har ret til en ligeværdig behandling. Derfor bør beskæftigelse med udfordringerne omkring tilstedeværelsen af tosprogede elever udgøre en væsentlig del af vores uddannelsesforløb. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt at henlægge opgaven til et enkelt linjefag, fordi en lille skare af eksperter ikke vil sikre det føromtalte princip for ligeværd. Undervisningen af tosprogede er en almenpædagogisk udfordring !

Integration er alle læreres opgave
Skolen er netop den institution, hvor folket og hermed hele folket med forskellige kulturelle og sociale baggrunde mødes. Til dels for at uddanne sig, men den næste generation møder også for at overtage og videreudvikle samfundet med dets vaner, traditioner og ideologier. Derfor er det højst nødvendigt, at vi lærere har gjort op med os selv, i hvilken retning samfundet skal udvikle sig. Der er i Danmark 400 000 tosprogede danskere, og dette antal vil ifølge Danmarks Statistik ikke blive mindre. Derfor kan vi som lærere ikke lade være med at forholde os til folkeskolens rolle i integrationen.
Det er altså ikke nok med en lille skare eksperter, når integrationsopgaven skal løftes. Det må og skal vi alle bidrage til. Da vi lærere skal handle professionelt, kan det derfor ikke være rimeligt for hverken de tosprogede elever, de danske elever eller vi lærere, at der på landets seminarier stadig uddannes lærere, der ikke i tilstrækkeligt grad har stiftet bekendtskab med fyldestgørende teori om tosprogede og deres integration. Det er med andre ord en urimelig situation, vi alle står i, når det stadig i 2003 er på baggrund af hverdagsforståelser, vi drøfter integrationen.
Vi lærere, der bliver uddannet med linjefaget dansk som andetsprog skal undervise tosprogede børn. Men det er ikke alene os, der skal sikre de tosprogede en ligeværdig skolegang og fremtid !

Et linjefag – på gule plader
Når man vælger at søsætte et nyt linjefag, der oven i købet er på forsøgsbasis, kræver det særlige didaktiske refleksioner, så faget kan finde sin rette form og placering i forhold til resten af uddannelsen. Ifølge bekendtgørelsen for læreruddannelsen udgør dansk som andetsprog en helhed af to gensidigt afhængige dele. Dansk som andet sprog er således både et sprog- og et kulturfag, og det er på baggrund af begge, at fagdidaktikken udspringer. Man kan således ikke planlægge en undervisning, der retter sig mod tosprogede uden at medtænke begge dimensioner. Dette gælder både i folkeskole- og læreruddannelsesregi.
Men faget er for os studerende kommet til at fremstå som fragmenteret, fordi undervisningen i sprog har været adskilt fra undervisningen i kultur. Selvom vore undervisere, indenfor hver deres område, har udført særdeles kompetent undervisning, må vi i den afsluttende fase af faget erkende, at der ikke er skabt den nødvendige sammenhæng, så vores fagdidaktiske overvejelser kan blive tilstrækkeligt kvalificerede.
Den bevidsthed om sprog og den kulturopfattelse, som vi bibringer børnene, er basis for deres oplevelser af egne muligheder i samfundet. Hvis vores undervisning ikke afspejler dette, risikerer vi at bremse børnene. Sammenhængen mellem sprog og kultur må i den fremtidige gennemførelse af linjefaget fremstå tydeligt for studerende og undervisere, hvis vores uddannelse skal blive tilstrækkeligt kvalificerende.

En vision for læreruddannelsen
Der er kraftigt brug for videreuddannelse af vore undervisere, så de bliver bedre rustet til at undervise på tværs af de to fagområder. Endvidere må det sikres at de relevante undervisere omkring faget får mulighed for at drøfte faget på tværs af deres fagområder i et udviklende team samarbejde. Disse bør være; de psykologisk pædagogiske undervisere, samt undervisere i dansk, fremmedsprog og kulturfeltet.

Med andre ord kræver dette forsøgslinjefag at politikere såvel som samtlige rektorer indser, at sammenhæng ikke alene opnås gennem faglig pionerånd og i form af underviserengagement. Det kræver i høj grad visionær pædagogisk stillingtagen på et ledelsesniveau, samt midler til at virkeliggøre disse visioner, hvis dansk som andet sprog skal lykkes.

En progressivt læreruddannelse tilpasser sig ikke blot virkeligheden, men har visioner for fremtiden, som bliver gennemført. Derfor må målet være at sikre, at alle lærere, der uddannes fra landets seminarier besidder en almenpædagogiske kompetence i at takle integrationen, og at linjefaget dansk som andetsprog får optimale vilkår.