Ejvind Bitsch farer i JPK (1.11.02) - på samme måde som Dansk Folkeparti i Folketinget - ud med bål og brand: "Nu skal den ulydige borgmester Bregengaard rette sig efter undervisningsministerens ordrer om at lave læseplanen for kristendomsundervisningen på Ålholm Skole om". "Han skal kende sin plads i systemet". Osv.

Jeg kender min plads i systemet:

Undervisningsministeriet laver fagenes formål og centrale kundskabs- og færdighedsområder og vejledende læseplaner. Skoler kan udarbejde egne læseplaner, som godkendes af kommunen, hvilket er sket i denne sag. Ministeriet har ingen myndighed til at gå ind og rette i læseplanen, som både forvaltningen og jeg finder lovmedholdig. Derfor rammer både Ejvind Bitschs og Dansk Folkepartis angreb ved siden af.

I modsætning til, hvad mange af mine kritikere tror, mener jeg ikke, at et fag om livsanskuelser, religion og kristendom er et meningsløst levn fra en svunden tid. I modsætning til mange andre skolepolitikere interesserer jeg mig faktisk for det og finder det vigtigt. Det gør Ålholm Skole også.

I stedet for at kritisere skolens læseplan for at træde lidt ved siden af faget (hvilket jeg bestemt mener, at den ikke gør) burde fagets vogtere rose skolen for at tage tingene alvorligt og gå nye veje i den lokale multikulturelle virkelighed, skolen befinder sig. Meningen med folkeskolelovens bestemmelser om muligheden for at lave lokale læseplaner er jo netop, at der kan sættes et relevant, lokalt præg på undervisningen.

Et fag med én ugentlig lektion har det aldrig godt, og det er mit generelle indtryk (som ikke kun er begrænset til Københavns Kommune), at undervisningen i kristendomskundskab forsømmes i mange klasser. Jeg har endog hørt om lærere, der har fået forældrenes accept af, at man primært bruger timen til at hygge sig og få talt ud om den forløbne uges problemer i klassen. Spørgsmålet er naturligvis, hvor udbredt det er.

Et lille fags overlevelse - andet end på papiret - kræver, at det ses i en overordnet sammenhæng med skolens pædagogik og generelle faglige mål. Dette er for mig at se langt vigtigere end spørgsmålet om, hvor enerådende den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom skal være i fagets undervisning.

Kundskaber er en vigtig del af ethvert fag. Men skal kundskaberne bidrage til elevernes menneskelige udvikling - til deres dannelse - er det vigtigt, at faget både har mål og begynder der, hvor eleverne er, og ikke blot betragter dem som tomme flasker, man bare kan hælde kultur på. Ikke mindst et religionsfag i et mere internationalt orienteret og multikulturelt præget samfund kræver således en interkulturel pædagogik

Ved en interkulturel pædagogik forstår jeg opdragelse, aktiviteter og undervisning, der fremmer den personlige udvikling og en gensidig respekt, og forståelse og samvirke mellem de forskellige ofte etnisk og religiøst betonede kulturer, der eksisterer her i landet. Udgangspunktet er, at børn og unge har forskellige erfaringer og adfærd, betinget af kulturelle forskelle. Interkulturelle aktiviteter og undervisning vedrører både de andre og ens egen selvforståelse. Spørgsmål til kultur og identitet er i centrum.

Formålet er at skabe selvværd og nogle fælles grundlæggende værdier for vores samvær. Solidariteten, menneskerettighederne, ’den demokratiske samtale’ og de demokratiske processer er grundlaget for sammenhængskraften i samfundet. Det handler både om viden, følelser og adfærd. Ingen af delene kan undværes.

Nogle vil betragte kravet om en interkulturel pædagogisk praksis som samfundsundergravende ved at nedprioritere den danske eller kristne kultur, vi kender i dag. For mig er hensigten at forene et samfund, der bliver mere og mere polariseret og dermed er i færd med at blive for spaltet.

En interkulturel pædagogisk tankegang kan være med til at sætte dagsordenen for et opbrud i alle skolens fag, men religionsundervisningen må være et af de mest centrale. Det kan være, at det undrer Ejvind Bitsch og Dansk Folkeparti, men den ministerielle bekendtgørelse for religionsfaget kristendomskundskab siger blandt andet om formålet med undervisningen:

Gennem mødet med forskellige former for livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser, skal undervisningen give eleverne et grundlag for personlig og ansvarlig stillingtagen og handling over for medmennesket og naturen.