- En undersøgelse af unge flygtninge i uddannelse

af Jette Kofoed, Danmarks Lærerhøjskole

Når drømme om uddannelse ikke er gjort til virkelighed endnu, sættes der ind med vejledning.
I vejledningen spørges der til ønsker og planer, der begynder at tage form;
og der spørges før nogen ved, hvad der kan lade sig gøre.
Unge flygtninges drømme og forestillinger om et videre liv assisteres af et sådant formaliseret undervisningstilbud og af en vejledningsindsats.

De unge er, og har været, i gang med en retning. Som udenforstående iagttager spørger man sig: understøtter de projekter, de nu befinder sig på, den retning, de selv oplever at være i gang med? og: kan vejledningen håndtere de overvejelser, sent ankomne unge flygtninge gør sig?

Hvilke unge?
Sent ankomne unge flygtninge er de, som kommer til landet som 14-16-17-årige, med eller uden deres familie, og ofte med uafsluttede skoleforløb bag sig, da de færreste er gamle nok til at have afsluttet et grundskoleforløb i deres hjemlande, eller fordi uddannelsessystemerne er brudt sammen.

De sent ankomne unge flygtninge vil i Danmark ofte være for gamle til de uddannelsestilbud, der gives unge i folkeskolen, fordi de tilbud retter sig mod unge indtil 16 år. Og de vil være for unge til de voksenuddannelsestilbud, der eksisterer. Disse unge befinder sig imellem to forskellige uddannelsesniveauer, og ofte er de ældre end det faglige niveau, de befinder sig på. De kommer med vidt forskellige faglige niveauer, som vanskeligt placeres i det ordinære uddannelsessystem. De unge bliver de ikke-alderssvarende.

Hvis der i Danmark er undervisning af unge flygtninge, vil det være særligt tilrettelagte forløb. Der er tale om projektundervisning, der sættes i værk, fordi det bliver klart, at denne gruppe ikke uden videre kan passes ind i de eksisterende uddannelsestilbud.

Det drejer sig altså om en særlig gruppe af unge flygtninge, som på nogle måder ligner danske unge, og på andre måder ligner voksne flygtninge. De ligner andre unge ved at være i en overgangssituation, hvor ikke blot spørgsmål om valg af uddannelse trænger sig på, men også identitetsspørgsmål som `hvem er jeg' blander sig hermed. De er i gang med at forme hvem de er, og hvilke retninger de skal tage. Her er valg af uddannelse blot ét spørgsmål. Samtidig er de unge flygtninges situation unik og anderledes, fordi deres liv er præget også af andre brud, hvor det mest grundlæggende er opbruddet fra deres hjemland, og fordi de er i et andet afhængighedsforhold til det danske behandlingssystem.

Disse unges drømme møder her lærernes forventning om realisme. Det er dette møde, jeg i en undersøgelse for Dansk Flygtningehjælp beskæftigede mig med (2) . Jeg skal
i det følgende kort gengive de spændingsfelter, jeg i interview med lærere og elever har mødt. Spændingsfelter i de unge flygtninges livs- og uddannelsessituation, som er
forbundet med deres læreres forventninger. Disse forventninger spiller sammen med og til tider imod de unges tvivl. Det billede, jeg tegner, bygger på besøg på tre uddannelsesprojekter for unge sent ankomne flygtninge. Det væsentligste materiale er interview med de unge, men også spørgeskemaer besvaret af lærerne og interview med disse. Diskussionerne vedrører for så vidt kun disse tre projekter, men kan forhåbentlig bruges til at rejse diskussioner, der gælder for andre og flere end netop disse unge, som i en omvæltende periode af deres liv delte deres tanker og overvejelser.

Min interesse har været at undersøge forholdet mellem de unges forventninger og opfattelser af sig selv og de professionelle, der forvalter den del af systemet, de aktuelt befinder sig i. Derfor har jeg spurgt til, hvordan fremtidsforestillinger tager sig ud, før de gennemføres.

Det er projekternes hensigt at designe undervisning, der er tilrettelagt netop for denne gruppe af unge ud fra en betragtning om, at de har særlige behov og ud fra et ønske om at imødegå de problemer, der kan forudses ved de unges møde med uddannelsessystemet. Alligevel ser det ud til, at det, der er særligt for denne gruppe af unge, overses.

Tvivl som vilkår
Tvivl ser ud til at være blevet de unges grundvilkår. Det er særligt for gruppen af sent ankomne unge flygtninge, at tvivl ikke er en enkeltdimension i deres liv, der f.eks. kun vedrører uddannelse, men derimod er tvivl deres betingelse for at træffe allehånde beslutninger.

Denne tvivl vedrører først og fremmest to forhold: nemlig tvivl om uddannelse og tvivl om sted eller geografisk placering. Tvivlen om stedet vedrører usikkerheden om hvor i verden, man hører til. I Danmark, i Somalia eller i et tredje land? - i Canada?
Som ung flygtning er der ikke længere noget selvfølgeligt sted at være, udtrykkes det i interview med de unge. Det er et gennemgående tema i interviewene, at det diskuteres, hvor i verden man hører til, og at tilhørsforhold ikke kan hverken diskuteres eller afgøres isoleret, men vedholdende blandes sammen med spørgsmålene om valg af uddannelse. Samtidig er begge disse tvivlspunkter også hele tiden et spørgsmål om identitet, og fordi de er forbundne, som de er, er de ikke rangerende men sideordnede. Disse forbindelser spørgsmålene imellem gør det vanskeligt at besvare de spørgsmål, der enkeltvis rejses om f.eks. valg af uddannelse.

Tvivlen om valg af uddannelse er mere konkret og drejer sig indlysende nok om, hvorvidt man vil være læge, automekaniker eller frisør. Den er samtidig bundet op på tvivlen om hvor i verden, man hører til, og bliver derved atter vanskeligt at træffe konkrete beslutninger om. Selv konkrete beslutninger om AMU-kurser eller deltagelse i projektundervisning bliver også ukonkret, fordi det også handler om de meget større spørgsmål.

De to beslutninger er forbundet, således at valget om uddannelse hænger sammen med hvor i verden, man skal være.

Tid
I tvivlen spiller tiden en afgørende rolle. De unges personlige tid er ude af trit med de parametre, de måler sig på: de jævnaldrende og det faglige niveau. En stor del af de unge synes, at de har den `forkerte' alder. De er ofte ældre end de danske elever på samme uddannelsesniveau og er også `bagefter' den samme aldersgruppe i hjemlandet. Gruppen i hjemlandet er sjældent en konkret gruppe, enten fordi uddannelsessystemet ikke længere eksisterer, eller fordi deres venner også er flygtet, og sammenligningen i den forstand er fiktiv. For så vidt ser tid ud til at blive et spørgsmål om mangel på tid, om tidstab. Det som af systemet kaldes ikke-alderssvarende. Disse erfaringer med tidstab ser ud til at gøre det vanskeligt at gribe den tid, der ligger foran dem; som om fremtiden er uden for rækkevidde. Når tidstab er erfaringen bliver det tilsyneladende vanskeligt at tænke om fremtiden, at den kan planlægges i tid. Måske nok i indhold, men for flere unge ser forslaget om at planlægge i tid ikke ud til at rummes i det, der er blevet deres erfaring, nemlig at have levet `normalt' og nu leve i eksil. Den erfaring, der er med til at sætte rammen for, hvad der kan drømmes om.

De unge har konkrete erfaringer fra deres egne hjemlande, og samtidig må de med ankomsten til Danmark starte fra år 0, blandt andet fordi deres hidtidige erfaringer ikke medtænkes i det danske uddannelsessystem, hvor dansktilegnelse fremtræder som det centrale, og danskkundskaber bliver en forudsætning for videre faglig udvikling.

Mellem de unge og lærerne
Hvor tvivl var det gennemgående tema i interviewene med de unge, beskriver lærerne generelt de unge som urealistiske og formålet med vejledningen at gøre de unge realistiske, at lave en plan for dem, der er realistisk.

Der ser således ud til at være et modsætningsforhold mellem de unge og vejlederne. Rationalet i vejledningen kan beskrives som: de unges drømme er lig målet. Og vejen mod dette mål må antages at være ensrettet. Det indebærer også, at hvis målet af vejlederen anses for urealistisk, så må målet ændres, hvilket indebærer, at drømmene mødes med krav om ændringer og realisme.

I de unges beskrivelser af deres egne overvejelser ser drømmene om et fremtidigt liv og en fremtidig uddannelse ud til at være drivkraft eller den motor, der får den enkelte unge fremad, får den unge til at bevæge sig. Her er det drømmene, der driver.

Når disse unge møder en vejledning med en underliggende forudsætning om, at drømme er lig mål, og at de unge som hovedregel er urealistiske i deres drømme, og der derfor i vejledningen sættes spørgsmålstegn ved drømmene, så er konsekvensen også, at der sættes spørgsmålstegn ved det, der driver de unge frem. Og så er konsekvensen en helt anden end at pille ved et mål, som lærerne beskriver som hensigten med vejledningen. Det har ganske andre konsekvenser at pille ved drivkraften, også selvom det ikke var intentionen.

Vejledning
Ideelt hviler vejledning på en idé om at assistere en afklarings- og beslutningsproces. Og det bygger på en forudsætning om, at der er muligheder at vælge imellem, og at hvert enkelt menneske træffer valg inden for disse muligheder. Det er vejledningens præmis, og herfra at vejlederen rådgiver i de unges beslutningsprocesser. I vejledningen ligger et forudsat princip om at vælge. Det er lærerne tro mod. Samtidig giver de udtryk for, at de unge flygtninges muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet i Danmark er ringe. De unge beskrives som "de tunge". Vurderingen er, at de unges muligheder for at vælge er begrænsede. Alligevel forklarer lærerne, at vejledningen går ud på at assistere de unge i at vælge. For hvordan vejlede til et ikke-valg?

Den vejledning, de unge møder, ser ud til at indeholde det ene spørgsmål: hvad vil du gerne være? og fanger ikke den eksilspecifikke tvivl: hvor i verden hører jeg til? hvor skal jeg være? Forholdet mellem de unge og vejledningen kan beskrives som fiktionen om det realistiske valg over for de unges tvivl om uddannelse og geografisk placering. Når de unge ikke længere bor det sted, de har været knyttet til, så bliver spørgsmålet `hvor skal jeg være' påtrængende. Det viser sig som en relevant problemstilling for hver enkelt ung. Det realistiske valg, som lærerne opererer med, bygger implicit på Danmark som stedet og overser eksilets vilkår. Derfor indfanges de unges tvivl om, hvor de skal være, tilsyneladende sjældent i vejledningen.

Det indebærer, at de unge ikke mødes på deres tvivl, eller rettere: dér hvor tvivlen har med flygtningesituationen og livet i eksil at gøre, men for størstedelen på den tvivl, der ligner danske unges: hvad skal jeg være.

Lærerne antager ikke, at de unge flygtninge er ligesom danske elever i den forstand, at de entydigt hører til i Danmark. De gør ikke de unge flygtninge til danskere. Men det ser ud til, at de implicit eller underliggende kommer til at formode, at de unge bliver, hvor de nu er. Eller omvendt: ikke forventer, at de flytter sig igen. Denne ikke-forventning kommer til at sætte sig som en uudtalt formodning om, at de unge bliver i Danmark - med al den modsatrettethed, der ligger heri.

Hvad så?
Det er altså kombinationen af de to slags tvivl, der adskiller disse unges vilkår fra danske unges. Det er forholdene tilsammen, der gør livet og valgene anderledes for disse unge, og som gør, at de er ude af overensstemmelse med kravet om normalitet.

Spændingsfeltet i unge flygtninges livs- og uddannelsessituation rummer et paradoks: der tilrettelægges undervisning og vejledning særligt for denne gruppe, og alligevel ser det ud til, at netop det flygtningespecifikke, det jeg har kaldt den eksilspecifikke tvivl, ikke indfanges eller medtænkes. Projekternes formål er at kvalificere de unge, at skabe adgang til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Og mange forlader projekterne med Folkeskolens Afgangsprøve i dansk og matematik. I den forstand fyldes de unges faglige huller, og dansktilegnelse lykkes i varierende omfang. Det forbedrer deres chancer på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Undervisningsprojekterne har samtidig til hensigt at integrere disse unge og at `få fat i' mere end det uddannelsesspecifikke. Dér anes paradokset: hvordan overse netop det eksilspecifikke, når det er unge i eksil, der er målgruppen?

Samtidig med, at projekterne er tilrettelagt netop for denne målgruppe, så overses dét, der er det særlige for disse unge, deres eksilspecifikke tvivl: hvor i verden skal jeg være.

Måske er det et spørgsmål om blinde punkter. Om at der er andre mekanismer på spil, som ikke har karakter af en dagsorden, men som ikke desto mindre sætter sig igennem med samme sikkerhed som drømmenes drivkraft hos de unge: lærerne overser tilsyneladende livet i eksil i projekter, hvor de unge kvalificeres til deltagelse i det danske samfund.

Drømmene er altså drivkraft for de unge, og det er her vejledningen og undervisningen må tage afsæt. Udfordringen ser ud til at være ikke at forkaste drømmene som urealistiske, men at holde drømmene fast netop som drivkraft og ikke som målsætning for de unges liv, imens tilhørsforhold og identitet afsøges videre.
Hvis sent ankomne unge flygtninge lever med tvivlen som retning, så må den vejledning, der skal assistere deres valg af retning, nødvendigvis tage højde for den tvivl, der er forbundet med det komplekse liv i eksil.