Af Per Straarup Søndergaard

Vores samfund ændrer sig og bliver mere mangfoldigt og multietnisk. Denne ændring giver anledning til mange spørgsmål. Blandt andet er grund til at undersøge, om de teorier og metoder, som lærere og vejledere læner sig op ad, passer til de nye målgrupper.

Når det gælder multikulturel vejledning, har der i Danmark – ligesom i mange andre europæiske lande – ikke været nogen forskning. Men det har der til gengæld i Australien, USA, Canada og England. Som led i et forsøgs- og udviklingsprojekt har jeg sammen med Karin Jakobsen fra Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse kigget nærmere på nogle af de erfaringer, man har gjort sig i de lande. Erfarings- og vidensopsamlingen er primært foregået gennem litteraturstudier, men der blev også mulighed for at gennemføre en studierejse til England.

I London – nærmere bestemt på University of East London – mødte vi Jenny Bimrose. Hun leder af ’Centre for Training in Careers Guidance’ og er med til at uddanne de vejledere, der siden kommer til at rådgive engelske vejledningssøgende i uddannelses- og erhvervsspørgsmål. Hun har endvidere gennemført flere forskningsprojekter om multikulturel vejledning.

”Multikulturel vejledning har sine rødder i den amerikanske borgerrettigheds- bevægelse, der tilbage i 50’erne og 60’erne kæmpede for at skabe lige muligheder for de etniske grupper i USA,” fortæller Jenny Bimrose og fortsætter: ”Et af de steder, hvor farvede blev diskrimineret i det amerikanske samfund, var fx på arbejdsformidlinger. Vejlederne dér tilhørte typisk den hvide amerikanske middelklasse. Udtalelser fra undersøgelser fra dengang om den farvede befolknings oplevelse af vejledning kan sammenfattes således: Vejlederne er arrogante og hånlige i deres attitude, og de accepterer og respekterer ikke kulturelle forskelle. Den farvede befolknings oplevelse af deres udbytte af vejledning kan også siges meget kort... Udbyttet var lig nul.”

Det tværkulturelle møde opleves heller ikke som uproblematisk fra den anden side af skrivebordet. Det har Jenny Bimrose’s egen forskning vist. I en undersøgelse fra 1995 spurgte hun en lang række vejledere, hvilken vejledningssituation de følte sig mest usikre ved. Og her var forskelle i etnicitet mellem vejleder og vejledningssøgende blandt de absolutte topscorere. Vejlederne blev bedt om at uddybe deres usikkerhed med nogle tillægsord, og eksempler på dem er blandt andet angst, blufærdighed, irritation og frustration.

Pas på med stereotyperne
Jenny Bimrose er i sin egen undervisning og forskning inspireret af tre amerikanske forskere. De hedder Derald Wing Sue og Allan Ivey, mens den tredje har et danskklingende navn, nemlig Paul Pedersen. Den mest kendte titel af de tre er  ”A theory of  multicultural counseling and theraphy.”

”Kernen i deres forskning er, at vi skal lære at anskue vejledning – og psykologi og pædagogik for den sags skyld – som en kulturel aktivitet,” siger Jenny Bimrose og kommer med en uddybende forklaring på, hvorfor vejledning er kultur. ”I den vestlige kultur er selverkendelse, uafhængighed, personlig vækst og individualitet centrale nøglebegreber. Og det er de også inden for vejledning. Derfor vil vejlederen bevidst eller ubevidst forsøge at hjælpe den vejledningssøgende med at opnå de – i vejlederens øjne – meget attraktive mål. Men hvis den vejledningssøgende har en anden kulturel baggrund, er det langt fra sikkert, at han eller hun synes, at fx personlig uafhængighed er et attraktivt mål. På nogle sprog findes der nemlig slet ikke ord for begreber som  identitet og personlig vækst. Ja, på nogle sprog findes ordet jeg slet ikke. Så derfor giver de ord ikke mening for mennesker fra den pågældende kulturkreds.”

Jenny Bimrose forklarer, at hendes eksempel viser et typisk sammenstød mellem en jeg-kultur og en vi-kultur. Men i samme åndedrag siger hun, at man skal være varsom med at sætte faste etiketter på de forskellige kulturer.
”Det er i hvert fald vigtigt, at man ikke glemmer nuancerne. For det første skal man huske på, at et menneske er andet end kultur. Køn, social klasse, individuelle oplevelser spiller også ind. Desuden er det vigtigt at slå fast, at kulturer er dynamiske. De udvikler sig. Det samme gør mennesker, der bevæger sig fra en kultur til en anden. De tilegner sig nye værdibegreber. Nogle gør det hurtigt. Nogle gør det langsomt. Men alle gør det.”

Jenny Bimrose tager derfor afstand fra den tendens, der er i flere amerikanske vejledningsbøger. Der kan man fx læse om, hvad der kendetegner puertoricanere i USA, afro-americans, de lesbiske kvinder og den oprindelige indianske befolkning. Desuden kan man få råd og vink om, hvordan man siger goddag og farvel, og hvordan man indleder en samtale.

”Det er selvfølgelig godt, at man får et øget kulturkendskab. Men det er misforstået, hvis man læser en kort introduktion til en kultur og så tror, at nu ved man, hvordan en person fra den kultur skal vejledes. Så går man fra uvidenhed til stereotypi, og det er næsten lige skidt. For hvad nu hvis den person, der søger vejledning, har fjernet sig fra sin oprindelige kultur? Eller kommer fra en egn i landet, hvor man gør tingene anderledes end i majoritetskulturen?”

Dette skal ikke tages som udtryk for, at kulturkendskab ikke er vigtigt, understreger Jenny Bimrose. Men hun mener, at den viden, der tilegnes i relation til vejlederens praksis, både har den største nytteværdi og er den mest nuancerede.
”Vejleder man fx mange somaliere, er det naturligvis vigtigt at lære noget om somaliernes kultur. Det kan man gøre ved at studere den, men også ved at tage på private besøg og ved at deltage kulturelle arrangementer. På den måde får man viden om den pågældende kultur på et generelt niveau, men får også indblik i folks forskellighed.”

Vigtig at kende sin egen kultur
Styrkelse af de multikulturelle kompetencer er et væsentligt mål, når Jenny Bimrose uddanner kommende vejledere. Men hvordan styrker man dem?

"Den nonverbale del af vejledningen er meget væsentlig, og den har langt større betydning for oplevelsen af vejledningen, end det talte sprog har. Derfor lærer de studerende, hvilken betydning øjenkontakt, kropssprog, stemmeleje og stemmestyrke har i forskellige kulturer. Desuden prøver jeg at åbne deres øjne for, at forskellige kulturer har forskellige værdier, og at sandheder er relative. Som den hollandske sociolog Geert Hofstede har sagt: Det, der er sandt i en kultur, kan være usandt i en anden. Det er altså ikke specifik viden om forskellige kulturer, men kulturel viden på et mere generelt antropologisk niveau.”

Et andet vigtigt punkt i Jenny Bimroses undervisning er at give de studerende en større indsigt i deres egen kulturelle baggrund.
"Jeg lader dem lave en selvundersøgelse, hvor de besvarer forskellige spørgsmål. Fx
Hvilken kultur har mine forældre og bedsteforældre? Hvad er min kulturelle arv? Hvilke kulturelle grupper identificerer jeg mig med? Hvilke værdier, meninger og holdninger har jeg? Hvorfor valgte jeg at blive vejleder? Hvilke muligheder og begrænsninger indeholder jeg selv i forhold til at kommunikere på tværs af kulturer?”
Ved at besvare disse spørgsmål får de studerende en indsigt i deres egen kultur. Og det mener Jenny Bimrose er en forudsætning for, at man kan lave multikulturel vejledning på et professionelt niveau.

”Det er nemt at iagttage kulturelle træk hos andre end en selv. De er så indforståede, at man ikke kan se dem, og det kan få nogle til at sige: Kultur…jamen, det er da kun noget, som indvandrere og flygtninge har. Derfor er det meget vigtigt, at man får sat ord på sin egen kultur og bliver bevidstgjort om dem. For man kan kun leve sig ind i og forstå en anden kultur, hvis man forstår sin egen kultur.”