Étsprogede og tosprogede lærere i folkeskolen.
Fælles udtalelse fra FMTL - Foreningen for modersmåls – og tosprogede lærere og UFE – undervisere for tosprogede elever
Debatten i pressen
På baggrund af den debat, der fandt sted i slutningen af august og i begyndelsen af september i år i pressen om diskrimination af lærere fra de etniske minoriteter, har UFE og FMTL på et møde d. 30.september drøftet de rejste problemstillinger. Det er vigtigt for os at nævne, at det ikke er nye sager om diskrimination, der blev bragt i MetroXpress og Jyllandsposten København, men der er tale om forhold, der fandt sted for 1 år eller længere tid siden og som også tidligere er omtalt i Folkeskolen, KK og dagblade. Når vi alligevel her og nu gerne vil bidrage til debatten, skyldes det, at vi ønsker en nuanceret debat, som peger fremad, og som er handlingsorienteret.
Og der må ikke herske tvivl –
UFE og FMTL tager afstand fra en hver form for diskrimination og arbejder for, at dette ikke sker i fremtiden!
Et nuanceret billede
I hvilken udstrækning, der finder diskrimination sted, ved vi ikke, da det ikke er undersøgt, og det i øvrigt kan være svært at undersøge. De sager, vi hører om i pressen er enkeltsager, som ikke siger noget om, hvor udbredt fænomenet er. Man kan heller ikke pga. enkeltsager generalisere og sige, at tosprogede lærere ikke er en integreret del af skolens liv.
Men fra en undersøgelse ”Oplevet diskrimination” af Lise Togeby ved vi, at det er de personer, der er bedst uddannede, der føler sig mest diskrimineret.
På alle arbejdspladser kan der undertiden være samarbejdsproblemer af forskellig art. På en skole træffes hver dag mange vigtige beslutninger og ofte meget hurtigt, man bruger sig selv som person, og man er dybt afhængig af hinanden og hinandens holdninger og indsats i konkrete situationer.
Der er langtfra altid tale om problemer betinget af sproglige og kulturelle forskelle, men ofte om problemer af almen menneskelig karakter og om forskellig holdning til pædagogik, læring og opdragelse.
Vi er heldigvis vidende om, at der på mange skoler finder et rigtig godt og ligeværdigt samarbejde sted. Samarbejde hvor den tosprogede lærer ud over sin funktion som lærer også virker som rollemodel og brobygger.
Handlemuligheder
Det er vigtigt, at skelne mellem, hvornår der er tale om reel diskrimination, og hvornår der er tale om helt almindelige samarbejdsvanskeligheder.
Hvis og når der er tale om reel diskrimination, kræver løsning af sådanne vanskeligheder på en arbejdsplads en stor portion mod, åbenhed, empati, gensidig hensyntagen og sidst men ikke mindst ærlighed.
Alle er bedst tjent med at vanskelighederne løses på lavest mulige niveau.
Derfor må de lærere, der oplever problemer, først og fremmest drøfte disse med de involverede kollegaer, og jo før jo bedre.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, må man inddrage tillidsrepræsentant, skoleleder og sikkerhedsrepræsentant, og da er det vigtigt, at disse personer behandler problemet seriøst og i offentlighed, så længe der ikke er tale om personsager.
Det er her af stor værdi, hvis ledelse og TR er uddannet i konfliktløsning, hvor også kulturforskelle kan spille en rolle.
Der kan også være behov for at rejse mere principielle sager i pædagogisk råd eller i samarbejdsudvalget. Det er en god idee at formulere en politik for området, et sæt af etiske regler, så forventningerne til hinanden er tydeliggjorte.
Kommunerne bør gøre en særlig indsats for at uddanne og fastholde tosprogede kollegaer blandt andet ved at tilbyde acceptable ansættelses- og arbejdsforhold. Der skal om nødvendigt tages hensyn, ligesom der bør tages hensyn til andre grupper, f.eks nyansatte, seniorer ol.
Der må ikke være tale om særbehandling, men kun om at man forholder sig til de specifikke behov, de forskellige personalegrupper har.
Der må ikke være tvivl om hvilken stillingsbetegnelse, funktion, opgaver, ansvarsområder og rettigheder, den enkelte er ansat til at varetage.
Der skal stilles samme krav til alle lærere om at yde en kvalificeret undervisning, deltage i kollegiale samarbejder ol.
Der skal være tale om ligeværd og ligestilling, hvor hverken den tosprogede lærer eller andre kun fungerer som støttelærere, men alle parter indgår i et ligeværdigt samarbejde, hvor ansvaret deles, og hvor pligter og rettigheder gælder alle.
De faglige organisationers rolle
DLFs kongres 1. og 2. oktober vedtog politikpapiret ”Fællesskabets skole - i et multietnisk samfund”. Heri giver foreningen et signal om, hvilke problematikker der bør tages op, og hvilke løsningsmuligheder der kan være. I dette politikpapir er de tosprogede læreres betydning omtalt flere gange.
I august i år havde DLF indkaldt til en 3 dages konference med fokus på samarbejdet mellem et- og tosprogede lærere.
Konferencen mundede ud i en række gode anbefalinger, som kan læses i UFEs medlemsblad UFE-nyt nr. 3 / 2002.
Vi vil gerne opfordre til, at de kredse og skoler, der har gode erfaringer og resultater med samarbejdet mellem et- og tosprogede lærere, starter en lokal debat og på anden vis medvirker til at de gode erfaringer spredes. Vi ved, at det allerede sker i nogle kredse.
Og vi vil opfordre alle, der har erfaringer hermed, positive som negative, om at beskrive det og sende det til UFE-nyt, så det også kan spredes ad den vej.
Nødvendig debat
Afslutningsvis vil vi gerne her tilkendegive, at vi mener, at en løbende og åben dialog mellem et- og tosprogede lærere er nødvendig, også selvom den kan give frustrationer, men i sidste ende vil den være til gavn for alle parter og forhåbentlig bidrage til at skabe et tilfredsstillende læreliv for os alle.
UFE og FMTL vil desuden sammen løbende drøfte de sager principielt, som vi må få kendskab til.
Derfor vil vi opfordre til, at uddannede eller endnu ikke uddannede et- eller tosprogede lærere, der føler sig diskrimineret eller urimeligt behandlet i deres skolearbejdsliv, henvender sig til de to faglige foreninger, hvis de ønsker at inddrage os i deres oplevelser.
Vi vil også meget gerne høre om de positive oplevelser !
Som en hjælp til at igangsætte en lokal debat, kan man blive inspireret af
Fællesskabets skole i et multietnisk samfund: Danmarks Lærerforening 2001
Kontakt og tone – fortællinger om kulturmøder: IBIS, Nørrebrogade 68B, 2200 Kbh.
UFE-tema 2002 Værdier, holdninger, interkulturel undervisning: www.ufe.dk
Desuden vil vi reklamere for FMTLs konference ”Samarbejde mellem et- og tosprogede lærere” den 1. og 2. november 2002 i Århus.
Program kan ses i Folkeskolen nr.40/2002 og på UFEs hjemmeside www.ufe.dk
Jamal Bakhteyar
Formand for FMTL - foreningen for modersmåls- og tosprogede lærere
Else Nielsen
formand for UFE - undervisere for tosprogede elever