af Annette Rolsting, Stud. Ling. Merc. i Kommunikation & Formidling, Handelshøjskolen i København

Lige som Danmark har Spanien igennem de seneste år gennemgået en heftig debat omkring flygtninge og indvandrere, fordele og ulemper ved et multikulturelt samfund, racisme samt manglende løsningsmodeller for integration af en stadig stigende tilstrømning af flygtninge og indvandrere. Resultatet blev at man, på lige fod med Danmark, vedtog en stramning af udlændingeloven.

Men naturligvis opnår man ikke gode integrationsresultater via lovgivning alene, også selv om man har både en lov om solidaritet i undervisningen og en lov om ligestilling i undervisningen, som det er tilfældet i Spanien. Man er nødt til at tænke langsigtet og praktisk. Desuden kræver det velvilje, tålmodighed, ansvarsbevidsthed, gå-på-mod, fantasi samt ikke mindst menneskelig og økonomisk opbakning.

I det følgende vil jeg beskrive et sprog- og integrationsprogram i Spanien, som på få år har spredt sig fra Sydspanien til 2 andre regioner i Spanien.

Spansk Lovgivning
Før end jeg kommer ind på selve programmet vil jeg kort beskrive nogle få elementer af den spanske lovgivning, der gør at det spanske undervisningssystem er lidt anderledes end det danske; elementer der gør at de spanske folkeskolelærere arbejder ud fra nogle lidt anderledes forudsætninger.

F.eks, har både flygtninge- og indvandrebørn samt børn, der søger asyl, ret og adgang til undervisning i den spanske folkeskole på lige fod med de spanske elever. Dvs. børn, der sammen med deres forældre søger asyl, starter ikke deres undervisnings- og integrationsforløb på særlige isolerede flygtningecentre. Dog tilbydes flygtninge ikke modersmålsundervisning.

Når det drejer sig om selve den spanske folkeskole, er undervisningen obligatorisk fra børnene er 3 til de er 16 år gamle, dvs. de starter i folkeskole tidligere end danske børn gør.

Fra Eksperiment til Model
Det spanske sprog- og integrationsprogram Aula Temporal de Adaptación Lingüística, også kaldet ATAL, dækker over en Midlertidig Skoleklasse for Sproglig Adaptation, som svarer lidt til de danske modtagelsesklasser.

Oprindeligt var det ment som et forsøg på at skabe „en praktisk løsning på et praktisk problem“, hvor man satsede på at forebygge frem for at helbrede. Nogle folkeskolelærere fra 2 skoler i det fattige og racistiskprægede Almería i Sydspanien så samfundsudviklingen i øjnene og blev klar over, at de ikke kunne vente på regeringen og mere professionelle kræfter, hvis de skulle kunne takle det stigende antal flygtninge- og indvandrerbørn i området (825 indvandrebørn var indskrevet på de 2 skoler i 1999).

Men eksperimentet bar frugt på ganske kort tid, bl.a. fordi man pædagogisk set formåede at tackle udfordringerne med de mange tilkomne flygtninge, asylansøgere og indvandrere på en god måde, f.eks. ved at gøre dem i stand til at kommunikere og indgå i kulturudveksling med de spanske elever.

Imidlertid, som nævnt ovenfor, er det ikke kun lovgivning, der er nøglen til succes. I dette tilfælde har det været meget afgørende, at specialister i lokalområdet, bl.a. fra universitetet i Almería, har bakket op om projektet ved at stille deres ekspertise til rådighed. Ydermere har en lokal NGO ydet økonomisk støtte så man kunne sikre, at de nye udenlandske elever kunne blive bragt til og fra skole i bus.

Siden hen er projektet blevet formaliseret og følger nu en nøje nedfældet studieordning, hvor de selvlærte specialister suppleres af lærerkræfter, som følger en særlig undervisningsplan før end de får lov til at undervise.

Samtidig er programmet udbredt til regionerne Katalonien og Madrid, som modtager det største antal flygtninge og indvandrere i Spanien. Men intet system er perfekt, og slet ikke i løbet af bare 5 år, så programmet evalueres og justeres løbende.

Grundstenene i programmet er:

• Der er tale om en overgangsperiode på max. 3 måneder, som begynder lige så snart børnene ankommer til Spanien og de enkelte skoler
• Børnene modtager op til 4 timers spanskundervisning dagligt 
• Samarbejde med familien og det lokale miljø, blandt andet ved at sørge for at børnene bliver transporteret til skolen i bus og familierne bliver holdt orienteret om hvad der foregår i skolen
• Heterogene klasser, dvs. en blanding af alder, køn og nationaliteter, hvilket måske også skyldes antallet af nationaliteter og ønsket om et multikulturelt miljø for integrationsundervisningen
• Tutorordning der sikrer at der formidles fast kontakt mellem elev, skole og familie. Dette sker bl.a. i samarbejde med en mediator, som taler den enkelte elevs sprog
• Hurtig sproglig integration med henblik på at børnene bliver i stand til at kommunikere og kan fortsætte i det videre undervisningssystem uden at dette medvirker til at det generelle faglige niveau i folkeskolen sænkes
• Undervisning med udgangspunkt i det lokale miljø og den enkelte elevs behov
• Der skal udarbejdes særligt undervisningsmateriale, der passer til undervisningssituationen

Den Værdibaserede Undervisning lægger fokus på at:

• Børn først og fremmest er børn
• Ligestilling, dvs. børnene skal vide at de har lige så megen ret til uddannelse som alle andre
• Demokratiopfattelse, dvs. børnene skal lære om begrebet demokrati samt introduceres til fundamentale institutioner og begreber i det spanske og vestlige samfund
• Fokus på sameksistens, dvs. børnene skal træne deres sociale kompetencer i samarbejde med deres spanske klassekammerater, og lære om normerne for god opdragelse og dannelse
• Derudover skal de lære værdien af at udvise respekt for interkulturelle værdier, det enkelte menneske og det omkringliggende samfund. Hermed er de selv med til at bygge bro til deres „nye land“
• Forebyggelse af sociale problemer, herunder kulturchok og isolation. Dette sker bl.a. ved at gøre det muligt for børnene at komme videre i skolesystemet, blive respekteret af det omgivende samfund samt vise spanierne at de kan og vil blive en ressource og ikke en byrde for „deres land“. Hermed opbygges børnenes selvværd også.
• Børnene skal mødes med respekt for deres egne værdier og kulturer, f.eks. musik, tøjstil, legetøj
• Sideløbende med spanskundervisningen i særlige klasser deltager børnene også i undervisning i kreative fag og idræt i en almindelig spansk skoleklasse. Herudover deltager de i udflugter på skolen sammen med spanske elever og i sociale aktiviteter arrangeret af bl.a. Røde Kors gennem de særlige modtagecentre

Klasselokalet som Lærebog
Udover at klasselokalet er et fast og trygt tilholdssted, så har man også valgt at gøre det til børnenes eget, hvor de kan skrive ord, opsætte tegninger og billeder samt opsætte kunst eller andre ting, der repræsenterer deres kultur.

Derudover, for at medtage det multikulturelle og demokratiske aspekt, ser man på væggene i flere af skolerne oversigter over FN’s Menneskerettighedserklæring, en oversigt over de kristne og muslimske højtider, flag der repræsenterer de enkelte elevers lande, en oversigt over menneskekroppen, et kort over de spanske regioner samt udtryk på både spansk, arabisk og afrikansk.

Hermed bliver børnene også hele tiden mindet om nye og kendte aspekter af den verden de nu lever i, og det bliver både legitimt at bruge egne udtryk og naturligt at benytte og tillære sig de tilsvarende spanske udtryk.

Samtidig gør det det nemmere for børnene at komme rundt om det faglige indhold af programmet bestående af emner som f.eks. menneskekroppen, dyreverden, madvarer, familien, spansk kultur, faste udtryk og vendinger, verber o.s.v., som minder meget om de emner eleverne vil lære i fag som engelsk og biologi. Endelig supplerer det det almindelige undervisningsmateriale.

Kulturudveksling & Demokrati i Praksis
Da programmet i høj grad lægger vægt på at børnene skal have lov til at være børn samt skal forstå begreber som demokrati og retfærdighed, så går børnene i 2 klasser samtidigt for at de kan være sammen med spanske elever i ikke sprog-krævende fag som idræt, billedkunst og musik; en metode som vi også kender det fra flere skoler i Danmark.

Udover selve undervisningen på skolen deltager disse børn også i skolens udflugter samt kulturelle og religiøse højtider, så de ikke kun lærer om og beskriver disse værdier i selve klasselokalet, men også er i stand til at opleve dem på egen krop og praktisere dem, bl.a. ved at give deres mening til kende og fortælle deres historie til spanske kammerater Samtidig bliver disse værdier også tilkendegivet over for lokalmiljøet og de enkelte familier.

Lokale og individuelle behov
I modsætning til Danmark er Spanien præget af meget store lokale og kulturelle forskelle.

F.eks. er Almería i Sydspanien kendetegnet ved fattigdom, stor indvandring, raceuroligheder samt en befolkning sammensat af mange nationaliteter. Desuden er det et område, hvor mange af indvandrerbørnenes fædre har arbejdet en del år i bl.a. tekstilbranchen og i store gartnerier før end de fik deres børn og koner til landet.

I Barcelona står man over for lidt andre problemer. Blandt andet er de ankomne asylansøgere, flygtninge og indvandrere måske kommet fra Almería, hvor de er blevet lettere integreret, men står nu over for at skulle blive en del af en tosproget region, hvor katalansk er det dominerende sprog. Desuden er det ikke nemt for flygtninge og indvandrer at få job i dette område, som er ret internationalt og meget veludviklet både kulturelt og økonomisk. Samtidig vil de kunne observere at mange katalanere er meget nationalistisk indstillet, da de opfatter Katalonien som et land mere end en region med lokalt selvstyre.

Dertil kommer de rent menneskelige forskelle, som man skal tage højde for, herunder at nogle miljøer har flere forældreløse børn end andre, at nogle børn har indlæringsmæssige eller fysiske handicaps samt at børn, der hverken har status som flygtninge eller indvandrere har sociale behov, som man som lærer og institution skal være særlig opmærksom på.

En succes på flere måder
Umiddelbart kan man måske ikke kalde det spanske integrationsprogram for en revolution eller en sensation, og det har da også sine kritikere, som enten ikke er begejstrede for det multikulturelle element eller synes det er et almindeligt program gemt bag en masse smukke hensigtserklæringer. Imidlertid må man konstatere at det er gennemtænkt, gennemprøvet, og frem for alt virker.
F.eks. er de bedste resultater opnået i området med mest racisme, børnene er glade, der er ingen protester fra de spanske børns forældre, lokale NGO’er og lokalregeringer bakker op om projektet og programmet er blevet udbredt til Katalonien og Madrid. Endelig har repræsentanter fra skolevæsnet i både Frankrig og Italien i flere omgange vist stor interesse for programmet og har forsøgt at tage ved lære af den anvendte pædagogik.
 
Det bliver spændene at følge projektet fremover og eleverne på deres vej ind i det spanske samfund og videregående uddannelsessystem. Man kan kun håbe på at eleverne med deres faglige, kundskaber og sociale værdier vil kunne klare sig og måske være med til at skabe et Spanien, hvor fredelig sameksistens er mulig. Desuden ville disse børn også kunne hjælpe det spanske samfund, som er præget af én af verdens laveste fødselsprocenter.
 
Yderligere information om ATAL-programmet kan fås ved at kontakte undertegnede via UFE Nyt’s redaktion.