Tak til Kirsten Schalburg- forhenværende inspektør på Enghøjskolen.
Else Nielsen, formand for UFE
Den 30.5 holdt Kirsten sin afskedsreception efter 13 år på Enghøjskolen.
Kirsten er ikke kun kendt som en aktiv inspektør for Enghøjskolen, men også som foredragsholder og inspirator på mange planer, når det drejer sig om ideer til forbedringer af undervisningen af tosprogede elever.
I den anledning vil i UFE sige tak for den enorme indsats gennem mange år.
En særlig tak fra os fordi Kirsten helt tilbage i 1978 var med til at tage initiativ til, at der kunne dannes en faglig forening ved navn LUFE, som endelig blev stiftet den 7. november 1979. Kirsten var en af de allerførste lærere på Københavns Vestegn, som kunne se, at der med det stigende antal tosprogede elever i folkeskolen var brug for en faglig forening, som både kunne arbejde med pædagogiske og fagpolitiske spørgsmål indenfor området. Det var en utrolig fremsynet handling.
I følge referaterne fra møderne dengang, blev der af Kirsten og en lille håndfuld andre engagerede lærere rejst helt nye debatter, som der før i den danske folkeskole ikke havde været behov for at rejse.
Det var på et tidspunkt, hvor der ikke var megen hjælp at hente fra litteratur, de kommunale forvaltninger, Undervisningsministeriet og DLF mv., da erfaringerne med at undervise tosprogede elever var meget få i Danmark. Derfor var det en stor indsats, der blev gjort dengang, fordi debatter skulle rejses for at skabe opmærksomhed om den nye udfordring, det var dengang at undervise tosprogede elever.
Kirsten satte ikke kun processen i gang i 1978/79, men har siden utrættelig og med stor energi været med til at udvikle og fastholde diskussionerne og frem for alt været med til at pege på helt konkrete løsninger.
Vi ønsker held og lykke med den nye tilværelse. Vi håber samtidig, at Kirsten på flere måder stadig vil være aktiv, bl.a. når UFE skal holde sit 25 års jubilæum i 2004. Vi er sikker på, at Kirsten stadig har meget at bidrage med.
