Referat fra UFE-Fyn møde på Højstrupskolen i Odense, onsdag den 17. april 2002
af Hanne Hansen, lærer
Med et fremmøde på ca. 85 interesserede tilhørere i Højstrupskolens personalerum taler behovet for et oplæg om tosprogede elevers specialundervisningsbehov næsten for sig selv.
Anette Poulsen, speciallærer i København og tilknyttet det tidligere UC2 – nu UCV –kom og gav et tankevækkende oplæg om emnet. Aftenen kunne være blevet kort, for som svar på aftenens overskrift sagde hun: nej!
Tosprogede elever har ikke et specialundervisningsbehov, der er større end andre elevers, men AP´s erfaringer fra Københavns Kommune fortæller at antallet af henvisninger/visitationer af tosprogede elever til 20.1 specialundervisning er større procentvis end af danske elever.
Og hvordan kan det nu være?
AP tog udgangspunkt i Magrit Hauges bog Barn i grenseland og talte om, at barnet ikke har et indre dansk leksikon, når det starter i skole eller daginstitution. Til gengæld har barnet evner og kompetencer, som der ikke før er blevet spurgt til. Dette hænger sammen med, at dansk som fremmedsprog-undervisningen op gennem 1970erne og 1980erne var præget af et mangelsyn, der gav sig udtryk i, at der skulle fyldes nyt på børnene, for de evner og kompetencer, som børnene havde kunne ikke bruges.
Derfor kunne man risikere, at barnet endte i en ond negativ selvforstærkende spiral, der i sidste ende endte med, at barnet fik adfærdsvanskeligheder.
Bl.a. på denne baggrund har der været tradition for, at tosprogede elever blev fejlplaceret i specialundervisningen.
AP gav også en anden mulig grund til tosprogede elevers fejlplacering i specialundervisningen.
På mange skoler skelnes der ikke mellem specialundervisning og dansk som andetsprog-undervisning på trods af, at det er forskellige behov der gør sig gældende; i specialundervisningen lægges der vægt på afkodning og i dansk som andetsprog-undervisningen skal der lægges vægt på indholdet.
Derfor – understreger AP – er det vigtigt, at dansk som andetsprog-undervisningen tager afsæt i en fremmedsprogspædagogisk baggrund frem for i en specialpædagogisk.
I Faghæfte 19 er det understreget, at dansk som andetsprog er et fagområde, der skal medtænkes i alle fag.
I Klare mål, der afløser Faghæfte 19 afspejles en sprogpædagogisk synsvinkel, der tager udgangspunkt i tosprogede elevers særlige behov for sprogundervisning. Samtidig fokuseres der også på mål for undervisningen.
Når så mange tosprogede elever fejlagtigt er blevet henvist til PPR skyldes det ofte lærerens manglende viden om tosprogede børn. AP fremviste derfor en tjekliste over overvejelser man som lærer bør gøre sig i forbindelse med en henvisning. Disse overvejelser handler bl.a. om kendskab til elevens familiebaggrund, sprogmiljø hvor dansk er nødvendigt observationer mm.
Ved henvendelse til PPR skal læreren på den anden side også være opmærksom på arbejdsvilkår og rutiner hos PPR; hvordan er PPR´s kvalifikationer i forhold til tolkning af tests på tosprogede børn?
Dette er uhyre vigtigt, da det kan blive „farligt“ for de tosprogede børn, hvis dette arbejde bliver for kulturspecifikt.
Dette ledte os hen på aftenens sidste del, hvor AP redegjorde for hvilke tests, der er hensigtsmæssige at bruge på tosprogede børn.
Mange tests er ellers komplicerede i brugen på tosprogede børn, fordi den danske kontekst medtænkes.
Derfor kræver disse tests et nøje vurderingsarbejde og tests´ne må ofte ikke stå alene, fordi resultaterne bliver fejlagtige.
AP nævnte som gode og brugbare tests – specielt udarbejdet til tosprogede elever Den blå perle, der er en ikke-kognitiv test men fokuserer på trivsel og selvværd.
Medina er en anden test, der fokuserer på kommunikation, sproglig ananlyse og helhedsvurdering.
Tak til Anette Poulsen for en spændende og – som nævnt – tankevækkende aften.
