af Marianne Nøhr, Mellemfolkelig Samvirkes Minoritetsafdeling, København.

Etniske minoritetspiger støder somme tider på udfordringer i mødet mellem ude og hjemme; i grænselandet mellem kulturelle verdener. Og pædagoger, lærere, socialarbejdere, politikere og andre støder somme tider på udfordringer i arbejdet med disse piger.
Hvis fagfolk skal støtte pigerne i projekt ”hvem er jeg?”, skal støtten ikke gives i form af en redningsaktion til ”ofre for fremmede traditioner” – den skal gå til at understøtte pigerne i at træffe deres egne, kompetente valg.

”At føle sig som én blandt andre unge. Ikke én, det er synd for. Og ikke én, der bliver sat i bås med alverdens traditioner, bare fordi håret er sort. At få lov til bare at være – Pige.”
Sådan lyder det fra sofaen i en af de pigeklubber, der har skabt drengefri rammer, som giver mange etniske minoritetspiger mulighed for at deltage – og som også lokker etnisk danske piger til.
De fleste fritidstilbud har ikke særligt fokus på pigernes behov for rum; klubberne har travlt med at give drengene plads til at få rendt de aggressioner af, som er de mest synlige årsager til problemer.

I skolegården oplever mange minoritetspiger, at de hele tiden skal forklare og forsvare sig. ”Hvorfor spiser I ikke svin, hvorfor går I med tørklæde, hvornår skal du giftes?” Pigerne er trætte af deres eksotiske offerrolle. Den kan de få en pause fra i pigeklubberne – eller de kan diskutere spørgsmålene indbyrdes, hvis det er dét, de har brug for. Frirummet går netop ud på at få plads til at føle efter, hvad man kan stå inde for og hvor man kan føle sig god nok. Føle sig som én blandt andre unge og ikke én, det er synd for.
Pigerne har brug for pigerum, for ro til at spejle sig i hinanden og lege med identiteten. Og særligt de etniske minoritetspiger har brug for frirum; for andre ligesindede og for voksne med pigesind til at finde ud af, hvem de er – og hvem de gerne vil være. Så selvom nogle godt må komme i de almindelige fritids-ungdomsklubber, er det måske ikke det, de har brug for.

Denne artikel sætter først og fremmest fokus på pigeklubarbejde. De erfaringer, man her har gjort sig i forhold til arbejdet med de tosprogede pigers særlige problemstillinger, kan formentlig også bruges i skoleregi.
 
Kultur skal man ikke blande sig i
Ofte bliver ”det etniske” brugt i det pædagogiske og sociale arbejde som begrundelse for, at ”det sociale” ikke fungerer. Når minoritetspigerne ikke kommer i de almindelige klubber, er det fordi de ikke må. Når de ikke hænger ud med de andre unge i skolegården, er det fordi de ikke må gå med drenge og ikke kan tale med om fester og alkohol. Og så videre.
”Det sociale går skævt på grund af de kulturelle barrierer”,  mener nogle. ”Kultur er ikke noget, man skal blande sig i”, er en ligeså brugt sætning. De to antagelser går ofte hånd i hånd, og dermed fritager fagfolk sig selv for pædagogisk ansvar. Samtidig kan det blive en selvforstærkende faktor for de unge, som hele tiden konfronteres med deres etniske baggrund som årsag til problemer.
Fagfolk må blive bedre til at se hele mennesket – ikke bare ”en fremmed” -, når de arbejder med etniske grupper. Tale om social integration fremfor kulturel integration. Flere faktorer tilsammen er dele af den sociokulturelle virkelighed, der tilsammen udgør mosaikker i de unges liv – det etniske aspekt skal på én gang inddrages og adskilles, når man vil se på pigernes ståsteder og dilemmaer.

Stereotyper
Hvordan er det at være etnisk minoritetspige i Danmark? Det har vi stort set ingen dokumenteret viden om. Men vi har masser af forestillinger om hvordan det må være. De fleste af disse forestillinger bygger ikke på egentlig viden om pigerne, men på de fordomme og stereotyper, der generelt hersker omkring folk med sort hår i Danmark.
Pigerne går under begrebet ”indvandrerpiger”. Det er ikke så belastet som ”2.generationsdrenge”, men til gengæld har pigerne omtrent lige så lidt indflydelse på de billeder, som ordet ”indvandrerpiger” sætter i gang. Der har været en del fokus på disse piger gennem de senere år – og fokus er forskelligt fra det, der er rettet mod drengene. Mens man betragter drengene som aggressive og dermed selv skyld i deres situation, ses pigerne som ofre. Vi forsøger at sætte os i deres sted, og vi bekymrer os for dem. Men på trods af denne interesse er de fleste kun nået til at konstatere, at arrangerede ægteskaber er noget skidt og at de kulturelle barrierer for at nå pigerne er for store.

Etniske minoritetspiger kan ikke skæres over én kam. Anima og Farhat er mindst ligeså forskellige som Nanna fra Vesterbro og Bente fra en landsby nær Sønderborg. Men selvom Anima har tyrkiske rødder og Farhat pakistanske, deler de et fælles udgangspunkt i de billeder, der generelt tegnes af dem og deres familier i medier, blandt mange politikere og af mange mennesker i Danmark.
Stereotypen ser nogenlunde sådan ud: Forældrene tænker mere på tradition end på følelser, fx når de ønsker at gifte deres piger bort til unge mænd fra hjemlandet. Drengene støtter forældrene og render rundt og holder øje med deres søstre. Pigerne er undertrykte, sidder isolerede derhjemme efter skole eller hjælper til med at passe hjem og søskende. Hvis de påstår, de selv har besluttet at gå med tørklæde eller at gifte sig med en mand de ikke har mødt, må det være fordi de ikke tør indrømme, at de er pressede af deres fædre og brødre. Og når pigerne ikke deltager i fritids/ungdomslivet, må det være fordi de ikke må. Og kan man måske gøre noget ved dét? Det kan også være fordi de ikke vil – de er jo meget stille og der er mange ting, de ikke kan snakke med om.

Modbilleder
Mange af de piger, jeg har mødt gennem Projekt Pigeliv fortæller nogle helt andre historier om dem selv. Pigerne er reflekterede, visionære og bevidste piger, som ved hvad de vil og som har en masse ressourcer. Nogle synes det er kan være hårdt at balancere mellem flere værdisæt, men andre betragter det som en ekstra ressource at have flere kulturelle modeller med sig i bagagen.
Mens stereotyperne om pigerne som nogle, der bør beskyttes mod deres forældre, mod tvangsægteskaber, mod tørklæder, mod kedsomhed over ikke at måtte gå til fester – mens disse stereotyper lever deres egne liv, er der ikke mange der finder på at spørge pigerne selv, om det egentlig er sådan, deres liv er?
Det, der gør det mest udsat ved at være pige med sort hår, er måske netop at andre mener man er det. Hvad mener pigerne mon selv? ”Det er synd for de danske piger, som selv må bestemme alt, som må være ude til klokken fem om natten og ikke behøver fortælle hvor de har været. Deres forældre kan ikke elske dem særlig højt,” siger en pige jeg har mødt. Hun ville gerne selv have lov til lidt mere – ”men ikke så meget som mine veninder”, smiler hun.

Somme tider føler pigerne, at deres egne ønsker og behov kolliderer med det, som lærere, pædagoger eller socialarbejdere ønsker for dem. Og pigerne bliver let i tvivl; de er ikke vant til at tage stilling selv.
Mange piger er tvunget til tidligt at forholde til forskellige livsverdener og værdisæt. Det giver nogle af dem en bevidsthed, der gør dem stærke og som er med til at knytte nogle sammen i stærke netværk; andre formår ikke balancen eller får ikke muligheden for den. Men pointen er, at etnicitet i sig selv ikke skaber udsathed – det er de ting der følger med at være minoritet i det danske samfund, der skaber muligheder for udsathed.

Ude i pigeklubberne oplever man, at pigerne – ligesom andre unge – har behov for at komme ud blandt ligesindede og få sociale netværk; for at møde etnisk danske unge og ungdomsliv; for at finde forskellige rollemodeller at spejle sig i; for at møde voksne som de kan snakke med, og som kan lære dem at forhandle sig frem til det de gerne vil med deres liv. At afsøge de muligheder der er for at beslutte, hvordan deres danskhed skal se ud.
Desuden viser pigeklubbernes verden, at mange forældre gerne vil give deres døtre oplevelser udenfor hjemmet – måske savner de bare de rammer, som gør det muligt for dem at give pigerne friheden til at tage hjemmefra. Rammerne kan kort beskrives: 1) Der skal ikke være drenge eller alkohol, 2) aktiviteterne skal være fornuftige, og 3) der skal være en voksen, som overholder de to første punkter og som forældrene kan have tillid til.
Et tilbud der opfylder disse punkter og i øvrigt har respekt om de ting, der betyder noget for pigernes forældre, er det rimelig nemt at få deres opbakning til.

Fritidstilbud til piger
Gennem de sidste år har der været mange forsøg på at få pigerne med til at deltage i fritidslivet og i andre tilbud fra skoler og institutioner. En del af disse tilbud melder pas: pigerne kommer jo ikke! Tit viser det sig, at man har glemt at konfrontere målgruppen: At spørge pigerne selv, hvad de har brug for? Desuden har man ofte glemt at målgruppen faktisk også er forældrene. For uden forældrenes opbakning deltager pigerne ikke.
Der er ikke mange af disse projekter, og de eksisterende har trange kår. Mange kommuner har svært ved at se formålet med en særprioritering af de etniske minoritetspiger: hvordan kan det være så vigtigt at have en klub for 10 eller måske 15 piger, når der gøres et godt stykke arbejde i den almindelige fritids-ungdomsklub ved siden af, hvor der kommer 120 tilfredse unge?
Det er vigtigt, fordi det er en rigtig god måde at få fat på nogle piger, som ellers ville tilbringe tiden efter skole derhjemme. Som ikke har andre chancer for at opleve dansk ungeliv, som måske i stedet bliver gift og får børn i en tidlig alder og opdrager deres børn som de selv er blevet opdraget – uden at få spejlet sig i den virkelighed der omgiver dem.

Og det er vigtigt, fordi de som bedst bygger bro til de mere ”forstokkede” forældre (som er bange for at miste deres børn til det danske samfund ) – det er pigerne selv. Det er deres mulighed og dermed ansvar at opdatere deres forældre i forhold til tid og sted.
Desuden er det vigtigt for at få de etniske minoritetspiger til at møde etnisk danske piger. I pigeklubben bliver det muligt at arbejde med Piger som overskrift, fremfor etnicitet. Skal man bryde med ”os-og-dem” tænkningen, er det ikke kun de etniske danskere, man skal have fat i.

Fordomme begge veje
”Etniske” fordomme om hinanden er stort set alle grupper i Danmark med til at vedligeholde – også minoritetspigerne. Mange af dem starter i skolen med at være sammen med etnisk danske piger, men efterhånden som de kommer op i de højere klasser finder de ”deres egne” og lukker sig inde i det nogen kalder ”etniske rum”.
”Vi snakker ikke længere om de samme ting”, forklarer Yasemen. ”Det er så besværligt at man hele tiden skal forklare sig, vi bliver så træt af dumme spørgsmål.” Pigerne fortæller ikke længere deres historier til hinanden – og fordommene får frit spil i alle lejre.
Det typiske billede af dansk ungeliv, som jeg møder hos de etniske minoritetspiger, kan være at danske piger drikker, må alt hvad de vil, skifter drenge som andre skifter sko – og at de lever i kærlighedsløse familier, hvor der ikke er noget sammenhold og hvor ingen bekymrer sig om deres døtre.
Når minoritetspigernes billeder af dansk unge- og familieliv er unuancerede og usikre, bliver det også svært for dem at rokke ved deres forældres billeder. Og det bliver svært for dem at finde nogle rollemodeller at rette den usikre pubertetsidentitet imod. Det letteste er at vide hvad man ikke vil; at vælge et hverken-eller. De piger, som vi møder i klublivet, bliver rustet til det både-og, som kombinerer ”det bedste fra begge kulturer”.

Udsat for danskhed
Ikke alle etniske minoritetspiger er pr. definition udsatte. De er først og fremmest Piger med pubertetskonflikter, drengelir, ballade med forældre og søskende – de er i gang med at finde sig selv som unge, som kvinder, som borgere i Danmark. Alle unge, også etnisk danske, afprøver hele tiden de kulturelle spillerum og forsøger at finde den identitet og de sociale rammer, som føles rigtigt. Eller som volder færrest kvaler.
Danskheden er for de fleste minoritetsunge en bøjelig størrelse. En hidtil uafprøvet tilstand, hvor de unge spiller forskellige muligheder op som fjerbolde i luften - nogle lander i en vandpyt og glemmes, andre flyver godt og de unge vælger dem til som en del af identiteten.
En stor del af de minoritetspiger, der i dag er i puberteten, er født og opvokset i Danmark. De vil gerne have nogle af forældrenes livsfortællinger med sig, men til gengæld kan mange minoritetspiger i mindre grad end danske piger bruge forældrenes erfaringer og valg til at pejle efter, når det gælder valgene i deres egne liv.
At skabe identitet og værdisæt helt fra scratch, at håndtere balancegangene mellem flere meget forskellige livsverdener – det kan betyde en særlig udsathed for nogle minoritetspiger. Særligt dem, der ikke har netværk eller storesøstre, som har banet vej for visionerne. Disse piger har brug for støtte til projekt ”hvem er jeg”.

Rådgivning og vejledning
Særligt de etniske minoritetspiger kan have brug for rådgivning og vejledning. Nogle kan mene at det kræver særlig eller anderledes rådgivning, men i virkeligheden handler det om at rådgive præcis sådan, som jeg tror man ville rådgive de fleste etnisk danske unge – man tager udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvad ønsker du for dig selv?”
Man skal ikke rådgive ud fra egne ideer om hvad det bedste måtte være for hvemsomhelst, men på at tage udgangspunkt i pigens egne visioner. Og hvis hun ikke har nogen klare modeller parat, så handler det om at give hende tid og rum til at mærke efter, tilbyde hende en ”mur” at spille bold op ad, og fremfor alt søge at hjælpe hende med et netværk af ligesindede, hun kan spejle sig i. Den bedste rådgivning er den, der opregner nogle forskellige muligheder fremfor at vise en enkel vej.
”Sådan gjorde jeg” eller ”jeg kendte en som gjorde...” er fremfor alt bedre rådgivning end ”du skal gøre sådan...” – at åbne mange veje fremfor at fastlåse mulighederne i enkle forestillinger om hvad et godt kvindeliv er.
Pigerne viser sig som før nævnt tit at være reflekterede og gerne ville selv. Det i sig selv er en ressource der er større end problemet med at nogle ikke har erfaringer med at kommunikere følelser, hverken til sig selv eller til andre. Tag fat i den.
Ofte vil der i en håbløs situation vise sig en udvej, når man går mulighederne igennem – især hvis man kan hjælpe med at opstille andre, end dem den enkelte pige selv lige kan få øje på. Dér hvor jeg oplever vi kan være behjælpelige, er ved at udvikle evnen til at kommunikere – bevidstheden om at dialog kan antage mange former. Hvis forældrene er svære at stikke i på den ene måde, er der måske en anden vej. Afsøg terrænet. Giv hele tiden pigen et billede af, at der er flere muligheder.
Håbløsheden er den, der virkelig slår benene væk under pigerne, og den der gør at nogle tager fatale skridt som fx at sige ja til et arrangeret ægteskab – fordi der ikke synes andre muligheder.

Berøringsangst
Mange voksne er i tvivl om hvordan de skal støtte piger, der giver udtryk for dilemmaer som fx at forældrene ønsker et ægteskab for dem, som de ikke selv har lyst til. For piger ønsker måske ikke at ødelægge forholdet til hendes forældre; hun er bange for hvad et eventuelt brud kan medføre af tomhed og udsathed i et majoritetssamfund, hvor det i forvejen er svært at gebærde sig. Det bliver mere komplekst end vi kan bære, vi bliver bange for at ødelægge mere end vi gavner – og måske skal vi heller slet ikke blande os i ”kultur”?
Balancen er hårfin. Respekten for pigens baggrundskultur er god nok, men det behøver ikke at betyde at man stiltiende accepterer alle handlinger. Pigen har brug for kommunikation eller hjælp til kommunikation. Hvis hun ikke får det, er respekten misforstået, og pigen føler sig hverken mødt eller hjulpet.
Det, pigerne har brug for, er at blive mødt, at få hjælp til at håndtere deres egne tanker og til at tale med – og somme tider forhandle med – deres forældre. Det kan man godt være med til, hvis man arbejder ud fra en respekt, der tror på at alle har noget at lære af alle – at alle parter har deres forståelse af hvad der er godt og skidt og handler med baggrund i den forståelse.
Det er ikke det samme som at mene at det hele er lige fedt, for det er det ikke. Der er masser af forældre, som har godt af at få at vide, at de modarbejder pigernes tarv, og at det bliver set af nogen. Men det er vigtigt at kaste sine egne forventninger og forforståelser over skuldrene, når man begiver sig ind på ”fremmed land”; hvor man ikke kender de værdier, der er i spil.

Arrangerede ægteskaber
At give pigen et billede af, at der er flere muligheder – er det altid muligt? Og er det altid muligt at rådgive og vejlede med ydmyg respekt og forståelse for pigernes dilemmaer? For hvad så, når vi står overfor en sag, som forekommer os så langt ude, at vi støder på vores egne grænser for, hvad vi vil eller kan forstå?
Det gælder fx de arrangerede ægteskaber – eller tvangsægteskaber, som nogen kalder dem. De hører til under majoritetens ”afskyelighedstærskler”; vi kan ikke forstå nogen finder sig i dem, og det provokerer os at se nogle så tilbagestående traditioner leve side om side med ”vores” ægteskaber, der jo indgås ved kærlighed. Efter mange års kampe i det selvstændige individs navn.
Derfor er det også meget svært for ”os” at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til ”dem”. Vi kan mene hver vores – men den dag der står en pige foran os og er i klemme, rykker virkeligheden tæt på og er ofte meget mere nuanceret og kompleks end den så ud til på afstand.
I forbindelse med min bog ”Elsker – elsker ikke” har jeg interviewet en lang række piger med anden etnisk baggrund om ægteskaber og om forestillingen om et godt liv. Nogle af interviewene er med i bogen og vidner om en fælleshed på nogle områder, men også vidt forskellige måder at tackle nogle af de samme problemstillinger på.
Alle piger er imod tvangsægteskaber. Men dem er der heldigvis ikke så mange af, siger de fleste – de vil hellere kalde dem arrangerede ægteskaber og så diskutere, hvornår et pres fra familien bliver til regulær tvang. Mange piger mener til gengæld, at der kan være gode ting at hente i arrangerede ægteskaber – eller at det kan være nødvendigt også for pigerne selv at have forældrene med på sidelinjen.
Flere og flere piger forholder sig aktivt til arrangerede ægteskaber. En del af de unge kvinder har gjort sig erfaringer, som de giver videre til deres yngre medsøstre.
Jeg fik vendt mange ting på hovedet, mens jeg arbejdede med bogen. Fx spurgte pigerne mig tit om jeg var skilt, og selvom jeg sagde at jeg var gift, blev jeg ofte mødt med forestillinger om hvor ensomt og kærlighedsløst danske par, og særligt alle danske enlige forældre, må leve.
Jeg fik også indimellem at vide at det er synd for danske piger, at deres forældre ikke rigtig interesserer sig for deres kommende liv! Det omvendte hørte jeg selvfølgelig også – at pigerne gerne ville have den frihed jeg har haft som ung, for nu ikke at gøre deres tilværelser alt for rosenrøde.
Men det der gav mig mest stof til eftertanke var den måde, vi talte om livsværdier på, ikke mindst kvindelivsidealer. Det, der er frihed for mig, er det ikke nødvendigvis for den pige, jeg sidder overfor. Den erkendelse er svær at få ind under huden.

Mine værdier – dit liv
I BT læste jeg en artikel, der kækt fortalte om vores forhenværende kvindelige indenrigsministers tale til en gruppe etniske minoritetskvinder. Hun havde bl.a. sagt.: ”Lad opvasken stå og sig til mændene, at de også skal hjælpe til med den. Sig til dem, at de skal gøre halvdelen af rengøringen. Det gjorde vi, og der kom ballade og skilsmisser ud af det. Men hvis vi finder os i den slags, bliver det aldrig anderledes.” BT fortsætter: ”Indvandrerkvinderne smågrinede indbyrdes. Man kunne se på dem, at de tænkte: Det går aldrig.”
Jeg kan godt forstå kvinderne har smågrinet. Men måske var det noget andet de lo ad. Måske var det slet ikke deres dagsorden, den forhenværende indenrigsministeren talte til dem om. Det var hendes eget projekt, som hun ville overføre på dem, udfra en overbevisning om at vi alle starter med ufrihed i den ene ende og ender med samme form for frihed og lighed i den anden ende, bare med forskellig hastighed.
Der er en tendens til, at kvindefrigørelsen og anti-religiøsiteten bliver fremført som et næsten fundamentalistisk korstog – i højere grad end det frie individuelle valg. Det værste pædagogiske projekt er dét, der vil presse ens egne projekter ned over hovedet på andre – og så legitimere det ved at kalde det dansk kultur eller ”gode intentioner”. Hvis man skal tale om udsathed, så tror jeg en af de værste ting man kan udsætte disse piger for, er overføringen af egne værdier på pigernes liv. I langt de fleste tilfælde skubber vi pigerne fra os.

Forventningens sorger
Vi skubber også pigerne fra os, når vi gør dem til ofre – når vi udsætter dem for negative forventninger. Hvis vi ligger inde med nogle fastgroede stereotyper kombineret med en angst for at blande sig, kan det styre de gode intentioner om hjælp i en helt skæv retning.
En ung kvinde fortæller fx, at hun gik til sin studievejleder for at få råd omkring valg af et medicinsk studie. ”Det er nok bedre du vælger en kortere uddannelse, du skal jo formentlig giftes inden længe, og det vil jo være spild af tid kun at nå en halv uddannelse”, var studievejlederens forstående råd. Pigen gik igen uden at kommentere de gode intentioner. Desværre orker mange af pigerne ikke at rette op på de misforståede hensyn, de møder – og fordommene får lov at leve videre.
De negative forventninger gør mange piger potentielt udsatte. Stereotyperne er med til at lamme pigernes handlinger og til at sætte snævre rammer for hvad de tør ønske sig.
Et godt eksempel er den voldsomme fokusering på tvangsægteskaber, som pressen har været med til at fastholde gennem de seneste par år. Ofte er ikke pigernes historier, men journalisternes, der fortælles. De piger, som fx mener, at kærlighed bygger på arbejde og positiv indstilling fremfor hovedkuls forelskelse, går journalisternes ører forbi.
Men pressens historier går ikke pigerne forbi. Pigerne læser historierne, og mange kender historier der ligner – men mange kan også fortælle, at historierne ofte har en bedre udgang end aviserne spår. Men for de piger som ikke har andre erfaringer at reflektere op ad, kan disse historier om dem selv blive selvprofeterende.
Flere gange har jeg hørt en piges historie om at hun forventer et ægteskab, som hun ikke selv har noget at skulle have sagt overfor. Når jeg eller andre spørger, om hun har fortalt sine forældre, hvad hun selv ønsker, har jeg mødt tøven: ”Det nytter alligevel ikke noget”. Pigerne forventer det negative, og forventninger går meget ofte i opfyldelse.

Modsatrettede forventninger
En anden af de rigtigt store udfordringer for den etniske minoritetspige er de modsatrettede forventninger, hun hele tiden ramler ind i. Hver gang hun beslutter sig for noget, oplever hun, at hvad veninderne klapper i hænderne over, fordømmer forældrene – eller omvendt. Det er umuligt at høste ros for én beslutning hos alle dem, der betyder noget for hende, og ofte ser det ud, som om der ikke findes nogle gyldne middelveje.
I det danske samfund kræves det fx af hende, at hun lærer at tage stilling selv; at mærke efter hvad hun selv gerne vil. Den stillingtagen bliver måske ikke betragtet som en værdi derhjemme, hvor det sættes højere at kunne efterleve fællesskabets behov.
Så selvom hun gør sig umage, reflekterer og forholder sig, gør de modsatrettede forventninger det svært for hende at blive og optræde som et kompetent individ i forhold til alle de valg og mennesker, der fylder hendes hverdag. Det kræver støtte fra de voksne, som hun møder i skole, institutioner og fritidsliv.

Det er altid både dumt og farligt at generalisere. Selvom man somme tider er nødt til at forsøge at tegne et billede af én målgruppe, vil der altid være masser af nuancer og undtagelser. Ikke alle piger med sort hår lider under disse modsatrettede forventninger. Nogle formår at vende dem til muligheder – det er de piger, der finder ud af at vælge ”det bedste fra begge kulturer”. Det kræver selvsikre piger med højt selvværd, nogle gode forældre og nogle gode voksne i deres omverden. De, som i stedet møder modstand uanset hvor de vender sig og hvad de gør, bliver rodløse og får svært ved at finde sig selv.

Den pædagogiske udfordring
Hvad kan vi gøre for at vende de forskellige forventninger til muligheder fremfor barrierer?
Vi skal være med til at tydeliggøre vejene og mulighederne for pigerne, og dernæst stille dem fri til selv at vælge. Dét gør vi formentlig med etnisk danske unge; de stilles over for valg og tilbydes selv at vælge. Mht de unge minoritetspiger har vi nogle meget faste forestillinger – hvad enten vi vil det eller ej – om hvad der er bedst for dem. Eller snarere hvad der ikke er bedst. Og det kan let ske at være det modsatte af hvad deres familie mener. Med vores holdninger gør vi pigerne en bjørnetjeneste; vi bliver en del af den mur, der bygges op rundt omkring dem og låser dem fast. Vi skal være med til at sikre pigerne retten til at mene noget selv – og at det er ok. Det kræver at vi som pædagoger, behandlere, politikere m.v. selv kan rumme, at der ikke er infinitte svar på spørgsmål om hvad et godt liv er eller hvad det optimale mål for en kvinde er.

Dét kræver en menneskelig rummelighed, som der skal tales en masse om i den pædagogiske verden. Når vi bliver provokerede eller bange for at træde forkert, har vi brug for at få vendt tankerne med andre. Det kræver også en massiv indsats og en helt anden fleksibilitet i det kommunale system end den, vi ser i dag. At arbejde med andre værdisæt end dem vi selv har med som ballast, kræver tid og omhu. Opbakning fra ledelse, efteruddannelse, erfaringsopsamling, inddragelse af tolke og kompetente kulturvejledere - og supervision, når det skønnes nødvendigt.
Ikke alle fagfolk opnår det privilegium at tilbyde en lille gruppe piger et stort og særligt rum med de ressourcer, det kræver. Men mindre kan også gøre det; det vigtigste er i første omgang, at pigerne føler sig set og hørt. Det kan man også finde rum til i skolen.

Mit hus, mit jeg
Til allersidst vil jeg vende tilbage til dét at finde sig selv i en ny danskhed – som en pioner, der søger at stykke sin sociale og kulturelle mosaik sammen ved at kombinere tradition og modernitet, ude og hjemme, kollektiv og individualisme - i en identitet, der kan bære det hele, og som oven i købet føles som ens egen.
Jeg kan godt lide at tænke på identitet som et hus, som man har arvet efter sine forældre, og hvor man hele tiden får lyst til at møblere om og skifte ud, efterhånden som man inspireres af de cirkler, man færdes i – og hvor det tager lang tid at finde frem til ens helt egen stil.

Vi kan hjælpe pigerne med at finde de butikker der handler med møbler, nye som brugte, og vi kan vise dem, hvordan vi selv møblerer vores huse. Vi kan også stille møblerne op for dem – men vi kan ikke skabe følelsen af hjem for dem. Følelsen af at høre til. Vi kan være sikre på, at hvis vi råder dem til at smide alt det gamle væk, så vil de gå rastløse og rodløse rundt i deres stuer. Tilhørsforhold har ikke særlig meget med æstetik eller arkitektur at gøre - det har at gøre med den følelse af genkendelighed, som vi henter omme i rygraden. Genkendelighed kan være af historisk eller kulturel art; noget der har med ens rødder at gøre. Men det kan også på sigt blive en genkendelighed man møder i sig selv – den dag man tager et skridt og kan mærke, at det føles rigtigt. Ikke fordi det er en forlængelse af ens rødder, men fordi man langt om længe har fået skabt et rum af sig selv, til sig selv. Faster Almas sofa var tryg og god at have i stuen fordi den mindede om barndommen – men skønt er det den dag man føler sig parat til at skifte den ud, fordi man endelig langt om længe har fundet én, der er passer til én selv, uden at den minder om noget andet. Vennerne kan synes hvad de vil – og det gør de -, for det er en almindelig sandhed at smag og behag er forskellig.
Sådan må det også være med identitet – livet er én lang søgen efter dét, der passer helt præcist. Og ikke to mennesker kombinerer kulturelle eller sociale elementer på samme måde. Heldigvis. Det er den rummelighed, der skal være ledetråd i det pædagogiske, psykologiske og sociale arbejde med etniske minoritetsunge. 

Marianne Nøhr Larsen er antropolog og leder af Projekt Pigeliv i Mellemfolkeligt Samvirkes Minoritetsafdeling. Desuden forfatter til debatbøgerne ”To ristede med pita” (om danskhed) og ”Elsker – elsker ikke” (om arrangerede ægteskaber), CDR-Forlag. Foredrag, supervision m.v. om arbejdet med etniske minoritetspiger. Mari@aleta.dk