Af Heidi Wang, borgerrepræsentant i København

Undervisningsministeren har den 28.februar 2002 fremsat forslag om en ophævelse af kommunernes pligt til at yde modersmålsundervisning til tosprogede børn i den undervisningspligtige alder, bortset børn fra EU-landede, EØS-landede(i dette tilfælde Norge, Island og Liechtenstein) samt Færøerne og Grønland. Det er Venstre i Københavns officielle holdning at Venstre ikke er imod modersmålsundervisning, men Venstre i København er imod modersmålsundervisning for offentlige midler.
Jeg er specielt blevet bedt om at fremlægge de synspunkter, de asiatiske indvandrer har med hensyn til modersmålsundervisning som et led i integration. Som mor til en dreng på 14 og en liberal politiker med en anden etnisk baggrund vil jeg fortælle, hvorfor jeg personligt synes dette lovforslag og holdningen, der ligger bag, gør så ondt i sjælen hos de mange danskere, som er udenlandsk gifte eller mange asiatere som er danskgifte, de mange danskere, der i det daglige omtales som nydanskere, selvom de have været her i mere end 100 år, og især børn af forældre fra det tredje lande.

Der er mange der siger:
„Jamen vi har ikke noget imod modersmålsundervisning, bare I selv betaler for jeres børn.“ Det gør ondt på mig når jeg hørt ordet „Jeres børn“, det er da „vores børn“. Er de måske ikke også fremtidige danskere, som har en pligt til at deltage i forsørgelsen af os alle sammen og på alle måder deltage i samfundets videre udvikling. ?
Det gør indtryk på mig, når jeg hører, at kommunen har pligt til at tilbyde gratis modersmålsundervisning, når ens forældre er EU-borgere EØS borger. Det svarer så til hvis Mary Donaldsen, som kommer fra Australien, gifter sig med Kronprinsen, hendes børn får ikke modersmålsundervisning, men PRINCESS Alexandra, som har en Østrigsk mor og et Engelsk pas, hendes børn må godt. Men Frederiks skatte kroner skal trods alt være med til at finansiere Joachims børn. Med andre ord, et relevant undervisningstilbud skal ikke fremover gives på baggrund af børnenes forudsætninger og behov, men på baggrund af forældres statsborgerskab.

Verden er i stadig forandring, og hvem kan garantere, at det om 20 år stadigvæk være franskmænd eller tyskere, vores børn skal handle med? Sprog er en gave, en færdighed, en ressource eller et værktøj på linje med en PC - jo flere sprog børnene kan, jo bedre rustet er disse fremtidige danskere. Er vi virkelig kommet derhen, hvor vi skal opdele børnene i første, anden og tredje rangsborgere?
Der er også mange der siger:
„Jamen jeg har ikke noget imod modersmålsundervisning, men hvorfor skal jeg betale for at dit barn skal lære kinesisk eller vietnamesisk. „
Med samme logik vil jeg med rette kunne sige at: Når mit barn ikke bruge bøjle på tænderne, hvorfor skal jeg betale for dit barn, der skal bruge det eller - Jeg har ikke mine forældre her i landet - hvorfor skal mine skattekroner gå til plejehjem og til dine forældres omsorg. Hvis vi forsætter med denne logik, så vil værdifællesskabet i vort velfærdssamfund smuldre.

Danmark er blevet udviklet til et multidansk samfund, hvor nogle er født som danskere, nogle har lært at være danskere og nogle har valgt at være danskere.

Københavns Kommune er en multidansk kommune med borgere, som siger goddag på både dansk og på 179 andre sprog. I et velfærdssamfund som det danske i en stadigt mere globaliseret verden er det vigtigt, at vi har et værdifælleskab for alle - lige meget hvor man er født - lige meget hvilket statsborgerskab man har. Dette værdifælleskab går ud på, at det man får af samfundet, skal man give tilbage til samfundet. Med andre ord det man nyder, skal man også yde.

Forældrene til tosprogede børn har været glade for modersmålsundervisningen fordi det har styrket børnenes faglighed, deres selvværdsfølelse og ikke mindste følelsen af, at samfundet regner med børnene - som med deres to- eller fleresprogethed i bagagen i fremtiden måske sælger danske møbler til Korea, hospitalsudstyr til Thailand, landbrugsmaskiner til Vietnam eller som måske oversætter dansk litteratur til 1,3 mia. læser i Kina eller får japanske investorer til at investere i Mediconvalley i Ørestad.

Disse børns interesser og Danmarks interesser hænger sammen og falder sammen - Integration drejer sig ikke om statsborgerskab men medborgerskab. Integration drejer sig ikke kun om ret, men også pligt - Integration drejer sig ikke om at være dansk statsborger, men om at være samfundsborger.

Hvis vi fjerner kommunens pligt til at tilbyde modersmålsundervisning, fjerner vi også en Medborgerskabsfølelsen.
Hvis vi fjerner kommunens pligt til at tilbyde modersmålsundervisning, fjerner vi også det som Hendes Majestæt Dronning Margrethe udtrykte i sin Nytårstale i 2001: „et forpligtende tilhørsforhold“.
Det drejer sig ikke om en gratis undervisning, men en fremtidig investering. Det som mange danske asiatere beder om er:

1. at kommunen ikke fjerner værdifællesskabet - som går ud på, at det vi får af samfundet skal vi også give tilbage til samfundet.
2. at samfundet regner med og støtter børnene – uanset om deres forældre er etnisk danskere, eller nye danskere
3. at folk som stammer fra et tredje land, for eksempel Mary Donaldsen ikke skal leve med en følelse, som den Shubidua synger om i „ de varme lande er noget lort.“