af Anne Froberg, leder af uc2

Den 23. maj 2002 vedtog folketinget at gøre det frivilligt for kommunerne at til tilbyde modersmålsundervisning. Der var arrangeret en demonstration af bl.a. modersmålslærerforeningen den dag. 2 af talerne bringes her i ufe-nyt:

“I Danmark er modersmålet dansk!”
“Det kan ikke være rimeligt, at man i flere generationer bliver ved med at være tosproget!“

Det er eksempler på de politiske udtalelser der i disse tider kommer om modersmålsundervisningen og undervisningen af tosprogede elever. Selvfølgelig har jeg valgt nogle af de mere tåbelige - men når de bliver gentaget tit nok, er der mange mennesker, der tror, at de er sande.

Disse udtalelser viser, at mange danske politikere tror, at “modersmål” er noget udvendigt - noget, man kan skifte ligesom påklædning eller arbejde. Eller at “modersmål” er noget, man kan bytte ved grænsen - når man er i Danmark er modersmålet dansk.

Det viser også, at mange mener, at “tosproget” er noget vældig forstyrrende, underligt noget, som man må afskaffe så hurtigt som muligt. Som om målet var, at i Danmark skal vi alle sammen være etsprogede. Det modsatte af flere sprog - to sprog - er jo nemlig ét sprog.

I virkeligheden er de fleste mennesker i verden flersprogede. I de fleste lande er det nødvendigt at flere og flere mennesker er i stand til at bruge og forstå mere end ét sprog. Også i Danmark. Og det ved politikerne godt, når vi ikke taler om jer, der står her i dag. Engelskundervisningen skal starte tidligere - og mange børn er allerede i gang med at bruge engelsk hver dag, når de får det i skolen.

Men de fleste mennesker har kun ét modersmål. Og det kan man altså ikke skifte ud ved grænsen. Det er det sprog, man er opdraget på af sine forældre. Det er det sprog, som man bliver trøstet på, når man er ked af det, vejledt og irettesat på, når man gør noget galt, det er det sprog, man får historier på om familien, om religion, om godt og ondt, om grimt og smukt i netop min familie.

Og modersmålet er selvfølgelig en privat sag. Forældre må selvfølgelig opdrage deres børn på det eller de sprog, de selv synes, de bedst kan være forældre på. Og så er det sprog barnets modersmål - for resten af barnets liv.

Når man bliver ældre og skal tale om politik og matematik, om historie og geografi, om litteratur og om samfund, ja så er de fleste ord, vi bruger, ord, vi har lært i skolen - ikke hjemme ved middagsbordet. Hvis man skal udvikle sit modersmål - uanset hvilket sprog det er - så skal man undervises i og på det.

“Modersmålundervisningen er privat sag”, siger politikerne.
Jamen det er dag også en tåbelig konsekvens at tage. Alle ved, at det sprog, man lærer hjemme og det sprog, man lærer i skolen er helt forskellige. Det er blandt andet derfor, man skal gå i skole - for at lære noget, man ikke lærer hjemme!

En god modersmålsundervisning er en undervisning, hvor alle elever lærer nye ord på deres modersmål. Ord, der kan beskrive alt det, de ved.. I en god modersmålsundervisning lærer man at beskrive og forstå sit liv og sin verden. Man læser bøger, man diskuterer, man skriver. Og man skal gerne blive så god til sit modersmål, at man kan bruge det, når man skal lære andre ting - f.eks. matematik eller andre sprog. Eller - ja, alle ting, vi lærer noget om i skolen.

Når modersmålsundervisningen er god, giver den de tosprogede elever endnu et sprog til at forstå skolens undervisning med. Og dermed gavner den alle andre fag i skolen.
Man afskaffer jo heller ikke i dag al modersmålsundervisning. Børn af EU-borgere, grønlandske, islandske og færøske børn - de skal stadig tilbydes modersmålsundervisning. Nogen mener altså, at dem er det godt for!!

Der er altså ingen pædagogiske argumenter for at afskaffe modersmålsundervisningen. Og det ville være dejligt, hvis politikerne ville holde op med at lade som om, de har forstand på pædagogik. Ved f.eks. at påstå, at “det er bedre at bruge pengene til mere danskundervisning!”
Argumenterne er politiske. “I Danmark er modersmålet dansk”; “modersmålsundervisning er en privatsag”. Den slags udsagn er pædagogisk set tåbelige, som jeg netop har begrundet.
Men politisk er det noget helt andet. Med denne lov sender man et politisk signal om

• at “nogle sprog er mere værd end andre”,
• at “Danmark er et etsproget, kulturelt ensrettet land” og
• at “børn fra etniske minoriteter - statsborgere eller ej - har færre rettigheder end børn fra f.eks. EU-lande”.

Det ville også være dejligt, hvis politikerne ville sige disse ting lige ud, så man vidste, hvilke argumenter man er oppe imod.

Jeg vil ønske alle held og lykke med at overbevise kommunerne om, at de skal bevare modersmålsundervisningen selv om den ikke er en pligt. Måske kan I ikke overbevise alene med pædagogiske argumenter - men som medborgere i dette demokratiske land har I jo også ret til at bruge politiske argumenter.