af Peter Toft og Susanne Keiding, lærerne ved Frederiksberg Gymnasium

Vi er blevet opfordret til at skrive noget om hvad det betyder/om det betyder noget for vores gymnasiums musikliv at have relativt mange elever med indvandrerbaggrund. Før vi går i gang er det vigtigt lige at gøre opmærksom på hvor komplekst et spørgsmål det egentlig er at svare på. Hvem ved  hvilken retning samme musikliv havde taget uden de var der? Hvilke tendenser viser sig i unges musikliv i det hele taget? Hvor meget betyder det hvilken anden kultur de har rødder i? De kan ikke bare betragtes som én homogen gruppe, deres musikalske baggrund er vidt forskellig, osv.. Eva Fock har for ikke længe siden skrevet en meget interessant bog på baggrund af systematiske undersøgelser af en række af disse forhold (Mon farven har en anden lyd?, se andetsteds i bladet). Den giver bl.a. nogle bud på forklaringer på og årsager til de faktiske forhold som er ret tankevækkende. Så den er god at have i baghovedet når man læser nedenstående.

Over halvdelen af de elever vi har med anden etnisk baggrund end dansk, har rødder i Afrika, Tyrkiet, Irak, Iran, Libanon, Palæstina, Jordan og Pakistan, de øvrige kommer bl.a. fra Østeuropa og  Kina. Mange af dem er fra muslimske hjem.
Skolen har 4 fastansatte musiklærere og en timelærer. Der er musik på alle niveauer, kor og skoleband, og  vi opfører en musical hvert andet år.

Generelt er det vores erfaring at specielt de muslimske elever ikke er ret synlige i skolens musikliv. Hvor elever med asiatisk og østeuropæisk baggrund findes på linje med de danske på skolens valghold, i frivillig musik, musical mm. er der langt imellem de muslimske elever der er med i disse aktiviteter. Inden for de sidste 5-6 år har kun et par stykker deltaget i musicalen (som i reglen har 50-75 medvirkende), og i alt 3 har haft musik som valgfag i den årrække.

Vi har også observeret en nedgang i antallet af „garagebands“, altså elevbands der benytter skolens øvelokaler uden for skoletiden. Kolleger på skoler i vores nærhed som kun har ganske få elever med indvandrerbaggrund beretter om samme tendens. Så her kan man måske søge årsagen andre steder,  måske i den stigende interesse for at lave sin egen musik i sit eget hjemmestudie. Den elev der før stod og trykkede den af i et band sidder nu og hekser med sequenzere, samplere etc..

Med hensyn til selve undervisningssituationen er der stor forskel på erfaringerne med elever med indvandrerbaggrund. I nogle klasser er det meget vanskeligt og kræver meget energi at motivere specielt drengene for musikundervisningen, og det kan der være flere forskellige forklaringer på. I ovennævnte bog kommer Eva Fock ind på en række forhold der kan forklare dette. Hun gør fx rede for at størstedelen af eleverne med indvandrerbaggrund i Københavnsområdet kommer fra familier med rødder i landsbymiljøer i Tyrkiet, Pakistan og Marokko. Hun skriver - at musik i disse miljøer er helt uundværlig ved festlige lejligheder, fx bryllupper hvor musikerne ofte hentes udefra - at der i den muslimske kultur ikke er tradition for at man dyrker musikalske aktiviteter i hjemmene, bl.a. kan religiøse normer her have betydning – at musik generelt ikke har en særlig høj status i disse kulturer.

I andre klasser er engagementet lige så stort som hos de „danske“ elever, det afhænger måske af hvilke lande de tosprogede elever har rødder i? Eller hvilken socialgruppe de tilhører? Eller hvad man underviser i? Det er et vanskeligt spørgsmål, og vi har jo også alle erfaringer med 100% pæredanske klasser som bare ikke er til at få op af stolene.
På obligatorisk niveau  er der nu et krav om at „ikke-vestlig“ musik skal inddrages i undervisningen. Vi må indrømme at det hos os mest er kommet i stand ved at eleverne har holdt oplæg om deres „egen“ musik (i en klasse er vi fx blevet præsenteret for en albansk protestsang, indisk filmmusik og arabisk pop). For vi musiklærere mangler i høj grad redskaber og viden om disse forskellige musikformer for at kunne kvalificere klassediskussionerne og inddrage musikken  på en ordentlig måde, ikke bare som et krydderi mellem Mozart og Beatles.

Ved vores årlige skolebal talte vi med nogle forældre der havde stået på balkonen og kigget ned på eleverne, der dansede lanciers: „Hvor er det dejligt at se de unge fra alle mulige kulturer danse sammen!“ Der var nemlig mange på gulvet, og specielt pigerne med tørklæder tiltrak sig opmærksomheden, deres festtøj var meget smukt. Da denne særdeles „vestlige“ dans var forbi og diskoteket skulle til at starte kom der egyptisk pop på , og en stor gruppe elever, igen blandet på kryds og tværs dansede en cirkeldans med skiftende par i midten. Det var skægt og opmuntrende at overvære.

Vores erfaringer med elever med indvandrerbaggrund bygger på et relativt kort forløb, og det er svært at besvare redaktionens spørgsmål entydigt. Der knytter sig mange diskussioner til spørgsmålet som vi vil tage i musikgruppen og på skolen i det hele taget (og måske i bladet?) med Eva Focks bog i hånden. 

På vegne af musiklærerne ved Frederiksberg Gymnasium