referat af ufe’s lørdagsarrangement i København

af Lisbeth Eg Jensen

Lørdag den 6. april afholdt lokalgrupperne i København og Vestegnen deres årlige arrangement. Som sædvanlig lå temaet for lørdagsmødet tæt op af det emne som ufe’s temanummer behandler. ufe’s temanumret i år hedder: Værdier, holdninger og interkulturel undervisning. Emnet for lørdagsarrangementet i år var Kulturbegrebet og Interkulturel Undervisning.

Signe Hvid og Susanne Perez holdt oplæg om formiddagen de beskæftigede sig primært med hvordan kultur virker i skolen specielt med hvordan børn opfatter kultur † og så kom de med et mere konkret bud på hvordan interkulturel undervisning i skolen kan gribes an. De to har i forbindelse med deres uddannelse på RUC skrevet speciale om kultur set ud fra børnenes perspektiv. Susanne Perez og Signe Hvid har i arbejdet med emnet været ude på en folkeskole og konkret studeret hvad kultur betyder for børn og hvordan børn opfatter kultur.

Susanne Perez og Signe Hvid har i ufe nyt 4 fra 2001 skrevet en artikel om emnet. Artiklen hedder Kultur i Børnehøjde. På Susanne Perez’s og Signe Hvids hjemmeside er der henvisninger til flere artikler de har skrevet om emnet og nogle artikler kan downloades. Adressen er: www.perezoghvid.dk. På denne hjemmeside findes også de overheads som blev vist på lørdagskurset.
Om eftermiddagen kom lederen af Kulturstudier ved Syddansk Universitet, Johannes Nørregaard Frandsen og talte mere generelt om kulturbegrebet.

Vil de tosprogede børn have synliggørelse?
Signe Hvid gennemgik interessante dialoger mellem børn og kom på den måde med forskellige eksempler på hvornår og hvordan kulturforskelle indgik i børnenes skoleliv. Nedenfor refereres 5 episoder hvori elevernes forhold til „noget kultur“ viste sig i den undersøgelse som Signe Hvid og Susanne Perez foretog:

1) I en undervisningssituation beder læreren eleverne træne danskfagligheden „mundtlig udtryksfærdighed“ ved at forskellige elever skal fortælle om hvad de har lavet i weekenden. Der kommer alle mulige historier på bordet om gæstebesøg, fødselsdage, indkøb af computerudstyr og id fest. I denne episode optræder et kulturemne id/religion på linie med alle mulige andre emner.

2) Signe Hvid og Susanne Perez havde også iagttaget at i forbindelse med ramadanen talte nogle af de muslimske børn i frikvarteret om fasten; hvem faster hvor meget? I de samtaler holdtes de danske børn uden for et fællesskab. De havde ikke noget at bidrage med. De danske børn i den observerede klasse var nysgerrige og ville deltage i en fælles snak.

3) En anden dag fortæller en pige fra Pakistan om urdu. Hun forsøger at sige at urdu i Pakistan/Indien har status som engelsk har i den vestlige verden vist i forbindelse med at hun skal forklare hvorfor hun kan se og forstå indiske film.

4) De tosprogede børn udtrykker ikke at de synes de er noget særligt fordi de kan mange sprog. Mange af dem behersker mere eller mindre 3 4 sprog i 4. og 5. klasse: dansk, engelsk, modersmål og et evt. nationalitetssprog i det land de oprindelig kommer fra. Det synes de ikke er flot eller usædvanligt eller noget at være stolt af.

5) I en diskussion med Signe Hvid udtrykker en tosproget elev at det da er helt naturligt at man i Danmark beskæftiger sig i timevis med emnet Jul men Store Id og Lille Id stort set forbigås i den danske skole. Som den tosprogede elev sagde: „Vi bor jo i Danmark så det er da klart at skolen beskæftiger sig med de kristne højtider.“

Så svaret på om de tosprogede børn, som Susanne Perez og Signe Hvid havde kontakt med, ønsker at „deres“ kultur/religion/sprog synliggøres i undervisningen må være et både og. Når eleverne taler om skolen, giver de udtryk for en accept af skolens prioriteringer. Men ser man på det daglige samvær forsøger eleverne (særligt de stærke elever) at bidrage med faglige pointer fra deres erfaringsverden – erfaringer, som sjældent tages op og kvalificeres i plenum.
På den måde afspejler elevernes holdning det dilemma mellem synliggørelse og usynliggørelse, som lærerne også står i.

Interkulturel undervisning
Susanne Perez beskrev etnificering som værende den situation hvor skolen/lærerne forsøger at undervise i de tosprogede børns formodede kultur. Etnificering er hvis/når fx skolen synliggør en stereotyp forestilling om pakistansk kultur som en entydig og udynamisk størrelse. Med etnificering bliver etniciteten noget eksotisk, snarere end noget der kan bruges i faglige sammenhænge. Susanne Perez’s budskab var at interkulturel undervisning ikke måtte ende i ren etnificering. Når man skal arbejde med interkulturel undervisning er det relevant at spørge:

• Hvordan kan man inddrage kultur i undervisning altså kulturelle emner i forskellig fag

        og

• Hvordan kan man lave kulturundervisning kan kulturundervisning være et fag og i så fald hvordan skal/kan man undervise i det.

Formålet er i følge Susanne Perez at bibringe elever kulturfaglige kompetencer. Eleverne (og lærerne og det er svært) skal kunne se på hverdagssituationer og forstå disse situationer med særlige kulturfaglige briller. Denne særlige kulturfaglighed kan sammenlignes med den faglighed en matematiklærer forsøger at bibringe sine elever så disse kan forstå verden matematisk. En tilsvarende faglighed skal udvikles så vi i relevante situationer kan forstå verden ud fra en kulturfaglig kompetence. Opgaven er lettere for matematiklæreren fordi matematiklæreren har særlige timer til at undervise i sit matematiske stof, og fordi der er lang tradition for at arbejde med matematiske analyseredskaber i skolen. Vi har ikke i skolen et fag der hedder kultur, og der er ikke den samme tradition for at tale om kulturelle analyseredskaber.

Susanne Perez havde læst nogle af folkeskolens faghæfter og fundet at der i mange fag omtales kulturelle emner og analyseredskaber. Kulturanalyse kan derfor sagtens inddrages i både samfundsfag, dansk som andetsprog, historie, kristendom og sikkert i flere andre. Pointen er at kultur sagtens kan bearbejdes i skolen som en del af fagligheden, og ikke som noget, der ligger i vejen for faglighed.

Susanne Perez gav følgende konkrete ideer til emner der vil indeholde kulturanalyser, altså emner der er velegnede når kulturfagligheden skal udvikles (forslag til kulturanalysespørgsmål er tilføjet i parentes):

1. Nærmiljøet (hvad har skabt miljøet, hvad sker i miljøet nu, og hvordan påvirker det elevers og læreres liv?)
2. Samtaleanalyse (hvordan udvikler samtales sig over tid, hvilke forestillinger og associationer har samtale parterne om det emne de taler om, og hvordan kommer konteksten til udtryk i samtalen?)
3. Minoritet majoritet (sammenlign fx grønlænderes færingers etniske minoriteters det tyske mindretals status, rettigheder og pligter. Der er stor forskel hvorfor og hvordan?)
4. Grand Prix (hvilken rolle udfylder Grand Prix for forskellige grupper, hvorfor har Grand Prix udviklet sig som det har)
5. Kunst (hvad er kunstneres rolle i forskellige samfund, og hvordan modtages kunst af forskellige modtagere?)
6. Kulturprodukters påvirkning: Beverly Hills i DK og i Tyskland (hvordan tolker unge seriens budskaber)
7. Identitetsteorier (hvorfor er det naturligt at fejre jul i stedet for id når man nu er muslim)

Susanne Perez anbefalede Ibis’ og MS’s bog: Globale Dimensioner. Den bog indeholder både teorier og konkrete ideer til arbejdet med interkulturel undervisning.
Målet med at analysere de kulturelle emner i ovenstående temaer er at se på konteksten og forstå den påvirkning og socialisering der ligger til grund for situationen. Yderligere hjælp til at dygtiggøre sig til at kunne lave disse analyser og til at blive mere bevidst om kulturtilegnelse, kulturundervisning og kulturanalyser er at hente i en artikel af Karen Risager i bogen Dansk som andetsprog, Akademisk Forlag 2000 og i Iben Jensens artikel i ufe temanummeret fra 2002.

Susanne Perez bad os i sit oplæg om at forestille os en klasse med palæstinensiske elever der er helt ukoncentrerede om skolearbejdet fordi eleverne hele tiden tænker på og er opmærksomme på den voldsomme og voldelige konflikt der udspiller sig på Vestbredden i forbindelse med Israels inversion af Det palæstinensiske Selvstyre. Vi skulle så diskutere hvilken undervisning vi måske kunne sætte i gang som på en gang ville kunne fange også de palæstinensiske elever og som ville være faglig relevant. Dels opstod der en diskussion om hvorvidt det overhovedet var muligt at arbejde med et emne der var så følelsesmæssigt ladet. Der var forslag om at tage emnet Palæstina op mere generelt og give informationer om baggrunden for konflikten og senere sætte diskussioner i gang. Der var også et spændende forslag om at tape forskellige TV kanalers bl.a. arabiske og danske og amerikanske nyhedsudsendelser om konflikten og så diskutere de meget forskellige fremstillinger af konflikten som medierne med garanti giver.

Kulturbegrebet
Efter frokost kom leder af kulturstudier ved Syddansk Universitet, Johannes Nørregaard Frandsen. Han skulle fortælle og konkretisere hvad kultur mere generelt er. Han indledte med at sige at kultur er et af de sværest definerbare begreber vi har i sproget. Johannes Nørregaard Frandsen har ikke specielt beskæftiget sig med kultur i relation til de nye indvandrere der er kommet til Danmark de sidste 30 40 år. Han „nøjedes“ i sit oplæg at give eksempler på „dansk kultur“. Han startede med at sige at når kultur er så besværligt et begreb, så skyldes det bl.a. at vi bruger begrebet både om 1) noget vi har (skoler, parcelhuse, fodboldklubber osv.) og 2) noget vi er (danskere, indvandrere osv.). Johannes Nørregaard Frandsen mindede os om 2 tankevækkende facts: ca. 70% af danskerne bor i parcelhuse i omegnskommuner til større byer. De fleste bor således hverken i byerne eller på landet. I 50‘er emigrerede omkring 70.000 danskere til Canada, USA, Australien og New Zealand.
Vores moderne tid betyder at rum, tid og afstande har forandret sig kolossalt og det har enorm betydning for mange forhold, bl.a. kultur og kulturmøder. Dette faktum blev belyst ud fra flere meget sigende og interessante beskrivelser af møder, Johannes Nørregaard Frandsen har haft med forskellige danskere. Vi hørte bl.a. historien om Frode og Johanne som var 75 år da de snakkede med Johannes Nørregaard og fortalte ham at de for 3 år siden for første gang havde forladt deres hjemegn. De havde da foretaget en dejlig tur til Bornholm. De havde syntes rejsen var en stor oplevelse, men den havde ikke givet dem blod på tanden til at rejse til udlandet for: „...nu har vi jo set Bornholm og så er de sådan set ikke nødvendigt at se noget andet.“ og til spørgsmålet om de så havde lyst til at rejse til Bornholm én gang til svarede de at det var der sådan set ikke nogen grund til for „nu har vi havde jo været der“. Overfor dette møde står Johannes Nørregårds beskrivelse af en ung 20 årig kvinde der har købt en billet jorden rundt med ret til at stoppe i ca. 45 lande hvoraf hun måske var lidt usikker på hvor enkelte af dem lå. Da hun kom til Fiji mailede hun hjem at hun kedede sig og at hun ville rejse hurtigt videre! Disse to eksempler på levet liv i Danmark foregår samtidigt selvom de to historiers personer repræsenterer meget forskellige kulturelle verden. Den ene handler om en livsform som hører en gammel (dansk) tid til. Den anden repræsentere den moderne foranderlige internationale verden.

Der var også historien om et husmandsægtepar som i 1956 grædende tager afsked med Kristine, deres datter, som vil emigrere til New Zealand. Afskeden var svær. Forældrene regner nemlig ikke med at skulle se deres datter mere nogensinde. Kristine og mand skulle med båd fra Esbjerg til London og derfra med båd til New Zealand. Dengang var det en tur på mindst 8 uger. Men Kristine genså sin familie i Danmark. Hun kom endda flere gange på besøg i sit fødeland! Også denne historie illustrerer mødet mellem en gammel og en moderne livsform, og den viser noget om de forandringer vi danskere har oplevet de sidste årtier med enorme konsekvenser også kulturelt til følge.
Johannes Nørregaard Frandsen karakteriserede vores moderne tid som en tid hvor Peter Pan myten har altafgørende betydning. I vores moderne verden vil vi alle sammen være unge, bevægelige, på farten og i gang hele tiden. Traditioner og ritualer forkaster vi. Mange af de kulturkonflikt møder vi oplever, vurderer Johannes Nørregaard Frandsen ofte kan forklares som møder mellem tilhængere af Peter Pan myten og dem der ikke er tilhængere af Peter Pan myten. Tilhængerne af Peter Pan oplever stor frihed men også stor angst. De/vi lever med en bevidsthed om at intet er større end os selv. Vi må selv skabe vores liv. Fordi vi lever i en tid med stor frihed, ingen traditioner og ritualer og stor angst gætter Johannes Nørregaard på at religiøsiteten vil vokse stærkt frem i Danmark og i den moderne vestlige verden i nærmeste år. Religionen har et bud på mening med livet, den har traditioner og ritualer.

Johannes Nørregård Frandsen fortalte om de spektakulære ungdomsbevægelser, især hip hop kulturen. Han argumenterede overbevisende for at disse subgrupper skaber og dyrker ritualer der giver mening for dem i en svær overgangsperiode. Hip hop kulturens riter er fx deres kropsbeherskelse når de med stor virtuositet danser, deres tøj, deres måde at gå på osv.

Johannes Nørregaard Frandsen var/er en gudsbenådet formidler: underholdende og vidende. Susanne Perez og Signe Hvid havde vigtige pointer til læreres konkrete arbejde og forståelse af kulturarbejdet i skolen. Men tilbage står at kultur stadig er et diffust og svært håndgribeligt begreb selv efter en hel lørdags oplæg om emnet.