af Helle Lykke Nielsen, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet

Arabisk er sammen med tyrkisk de største minoritetssprog i Danmark i dag, hvis man måler størrelsen i antallet af fastboende sprogbrugere: Mellem 2 og 3% af den danske befolkning taler arabisk eller tyrkisk, hvilket er noget mere end antallet af tysk- og svensktalende og kun overgås af engelsk, der i kraft af sin status som internationalt lingua franca efterhånden har fået status som andetsprog for mange danskere.

De mange arabisktalende i Danmark betyder, at arabisk i dag indtager en ny og hidtil ukendt position i det sproglige landskab: Fra at have været et fjernt og eksotisk sprog, der primært interesserede nogle få forskere med speciale i islamiske manuskripter og arabiske rejseberetninger fra middelalderen, er der i dag flere danskere end nogensinde før, der stifter bekendtskab med sproget. Det sker i dagligdagen – gennem naboer, i supermarkeder, på biblioteket eller hvor man ellers færdes i det offentlige rum – og det sker på mange arbejdspladser, i børneinstitutioner, skoler, offentlige kontorer etc. Og denne sproglige kontakt har selvfølgelig konsekvenser: Selvom det (endnu) kun er et fåtal af arabiske ord, der er gledet ind i dansk, har vi allerede fået ord som Halal-hippier, kebab-sandwich, imamer og mujaffa-spil. Og antallet af danskere, der går i gang med at lære arabisk, fordi de f.eks. har brug for det i forbindelse med deres job, er stødt stigende.

Med den sproglige kontakt, der altså finder sted i disse år, kan der være god grund til at få noget mere at vide om, hvad arabisk egentlig er for et sprog, og hvilke betingelser det stiller for arabisktalende i Danmark.

Fra Golfen til Atlanterhavet
Arabisk består lidt firkantet sagt af to varianter, et tale- og et skriftsprog. Skriftsproget er fælles for hele den arabiske verden og er en videreudvikling af det sprog, muslimer hævder, Koranen blev åbenbaret for Muhammed på. Talesproget er derimod forskelligt fra land til land og ofte fra egn til egn på samme måde, som dialekter varierer i USA, Frankrig eller Tyskland - blot med langt større forskelle. Når arabere hævder, at arabisk er det sprog, der bruges „fra Atlanterhavet i vest til Golfen i øst, og fra Syrien i nord til Yemen i syd“, mener de altså skriftsproget. Anvendes der talesprog, vil en marokkaner og en iraker kun med meget stort besvær kunne forstå hinanden.

Man kan diskutere, hvorvidt det talte og det skrevne arabisk er to forskellige sprog eller blot to forskellige varianter af samme sprog. Hvilken definition man vælger, er i højere grad et politisk end et sprogligt spørgsmål: I Skandinavien har vi valgt at kalde svensk, norsk og dansk for tre forskellige sprog, omend vi i langt de fleste tilfælde faktisk forstår hinanden. Blandt arabere hævder mange, at arabisk er ét sprog trods forskelle, der i hvert fald ikke er mindre end dem, vi kender i Norden.

Et givet arabisktalende område som f.eks. Ægypten kan altså beskrives som bestående af arabisk skriftsprog og en ægyptisk talesprogsvariant. En sådan forskel på tale- og skriftsprog kaldes diglossi. Situationen kompliceres en smule af, at disse sproglige varianter ikke udelukkende bruges i henholdsvis skrift og tale: Skriftsproget bruges ud over i de fleste skrevne tekster også ved officielle taler, i det politiske liv, i radio og TV, når højtuddannede diskuterer intellektuelle sager osv. Talesproget udfylder de øvrige funktioner - indkøb, dagligdagssamtaler og andre praktiske gøremål - og forekommer også af og til i en skriftlig form f.eks. i personlige breve eller visse teaterstykker.
Når arabere fra forskellige dele af den arabiske verden skal kommunikere med hinanden, giver det altså ingen problemer, når det gælder om at læse eller skrive: En avisside indeholder måske et enkelt ord, der kan være lokalt farvet, men ellers er sproget det samme fra Golfen til Atlanterhavet. Denne indbyrdes forståelse forudsætter, at folk har lært at læse og skrive, og det er selvsagt ikke tilfældet for alle arabere, omend antallet af analfabeter er faldende.

Mere kompliceret bliver det, når arabere skal tale sammen på tværs af forskellige dialekter: Er det veluddannede arabere, kan de vælge at slå over i en talt variant af skriftsproget, men det er der i praksis ikke mange, der magter – i hvert fald ikke ret lang tid af gangen. I stedet vælger de fleste at tale deres egen dialekt, men at tilpasse den til samtalepartnerens baggrund – ganske som det sker, når danskere kommunikerer med svensk- eller norsktalende: Man taler langsommere, omskriver ord og udtryk, man erfaringsmæssigt ved skaber problemer for den anden, indskyder måske et ord fra et andet sprog etc. etc. Jo større forskel der er mellem samtaleparternes talesprog, jo flere af den slags teknikker bruges der for at sikre, at kommunikationen foregår så gnidningsfrit som muligt på tværs af sproglige forskelle.

Det arabisk, der bruges i Danmark, er underlagt samme sproglige betingelser som dem, der gør sig gældende i arabisktalende lande: Arabere i Danmark behersker både en dialekt samt - for de flestes vedkommende – arabisk skriftsprog. Når palæstinensere, irakere og marokkanere der udgør de største arabisksprogede grupper i Danmark, skal tale med hinanden på tværs af dialekter, sker det som regel ved brug af deres egen dialekt i en „forhandlingsvenlig“ form, evt. med indskud af ord fra det arabiske skriftsprog eller danske ord og vendinger.

Arabisk skriftsprog
Arabisk skriftsprog adskiller sig en hel del fra dansk, ikke blot ved at det bruger et andet alfabet og i modsætning til dansk skrives fra højre mod venstre, men også fordi sproget på nogle områder strukturelt er opbygget efter andre principper end det, vi kender fra dansk og andre nære fremmedsprog. Og nogle af disse træk smitter af og til af på den måde, arabisktalende udtrykker sig på dansk på.

Arabisk har ingen store bogstaver og anvender ikke pausetegn som punktum og komma i samme omfang som vi er vant til. Derfor vil der i en arabisk tekst kunne forekomme meget lange passager bestående af en række sætninger, der er forbundet med småord som „og“, „for“, „så“ o.lign.

Arabisk er et bogstavsprog ligesom dansk: Det har 28 bogstaver samt nogle små tegn over og under linien, der markerer fordobling, forlængelse af bogstaver m.m. Af de 28 bogstaver er 3 (lange) vokaler, nemlig a, i og u, og det er de eneste vokallyde, man kan skrive på arabisk (enten i kort eller lang form) – i modsætning til f.eks. dansk, der også har bogstaver for e-, o-, y-, æ-, ø- og å-lyd. At der kun er tre skrevne vokaler i arabisk skrift (men flere i talesprog, for arabere bruger hyppigt e og o, når de taler), giver forvirring, når man f.eks. skriver arabiske navne med latinske bogstaver: Navnet „Muhammad“ skrives på arabisk med vokalerne u-a-a, men får flere varianter, når det skrives med vores bogstaver, hvor man finder former som Mohammad, Muhammed eller Mahomed. Som hovedregel varierer det arabiske „u“ med u og o i latinsk skrift og det arabiske „i“ med henholdsvis i og e, og derfor kommer man tit ud for, at personer med samme arabiske navn vil underskrive sig forskelligt, når de angiver deres navn med latinske bogstaver.
Arabisk omtales gerne som et konsonantsprog, netop fordi 25 af de 28 bogstaver i det arabiske alfabet er konsonanter, og de 3 vokaler i øvrigt også anvendes som „halvvokaler“ eller „halvkonsonanter“ - det der med et sprogvidenskabligt udtryk kaldes diftonger. Det betyder i praksis, at arabisk skriftsprog primært skrives med konsonanter svarende til, at vi på dansk f.eks. ville skrive sætningen „Han sang i køkkenet“ som „hn sng i kknt“. På arabisk er der ganske vist mulighed for at tilføje små tegn over og under konsonanterne for at angive de korte vokaler a, i og u, men det er noget, der hovedsageligt bruges i Koranen, som jo altid skal læses på samme måde, samt i begynderbøger for arabiske børn, der skal lære at læse. Det normale er, at disse vokaltegn ikke angives, og at den arabiske læser derfor selv må tænke sig til de manglende vokaler. Og selvom det ikke er helt så vanskeligt som det måske kunne se ud til, fordi man kan hente mange informationer fra de omgivende ord, besværliggør det læseprocessen: I sætningen „hn sng i kknt“ kan „hn“ jo både stå for „han“ og „hun“, mens „sng“, der i princippet kunne være både „sang“, „synge“, „sneg“, „snog“ m.m. relativt let ladet sig identificere som det første pga. de omgivende ord.

For arabere, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med et vestligt fremmedsprog som f.eks. engelsk eller dansk, er vokaler med andre ord ikke vigtige i skriftbilledet, og derfor er det ikke ualmindeligt, at der smutter nogle vokaler, når de i den første tilegnelsesfase skal udtrykke sig skriftligt på dansk. Undervisere i dansk som andetsprog kan fremvise mange eksempler på, hvordan „køkken“ kan blive til „kkn“ eller „madras“ til „mdras“, etc.

Om rødder og ordbøger
Et særligt træk ved arabisk er, at størstedelen af alle ord kan reduceres til 3 (i sjældnere tilfælde 4 eller 2) grundbogstaver, såkaldte rødder, der angiver ordets grundbetydning. Så forskellige ord som yadrusu, darasa (han studerer, han studerede), madrasa, madaaris (skole, skoler), diraasa, duruus (det at studere, lektioner), mudarris (lærer), yudarris, darrasa (han underviser, han underviste) m.fl. kan alle reduceres til grundbogstaverne D-R-S, der angiver grundbetydningen „at studere“. Kender man betydningen af et sæt grundbogstaver eller rødder, fordi man f.eks. kender et ord med samme rødder, er det altså muligt at gætte sig frem til betydningen af et ukendt ord med samme grundbogstaver: Kender man f.eks. ordet kataba (han skrev), der bygger på K-T-B, vil det være muligt at gætte kaatib (en skribent, forfatter) eller maktab (kontor, stedet hvor der skrives), både ud fra den kontekst ordet bruges i, og fordi man yderligere hjælpes på vej af nogle faste sproglige træk ved arabisk, hvor ma- foran et ord som oftest angiver „stedet hvor“, eller hvor vokalmønstret aa –i som i ordet kaatib angiver en person, der udfører grundbetydningen.

Arabisk er med andre ord et sprog, der kan beskrives meget systematisk, men det er selvfølgelig ikke noget, arabisktalende går rundt og tænker over, når de bruger sproget i dagligdagen. Arabere lærer jo deres modersmål på samme måde som alle andre og ikke gennem viden om en særlig måde at beskrive deres sprog på. Når det alligevel er vigtigt at have kendskab til rodsystemet, også for arabere, er det fordi arabiske ordbøger stort set alle er bygget op på basis af rodsystemet: Skal man slå ordet maktab op, kan man altså ikke starte med at slå op under m- og derefter gå systematisk frem med de efterfølgende bogstaver; i stedet må man vide, at ordets rod er K-T-B og slå ordet op under disse tre bogstaver. I tilfældet maktab er problemet ikke så stort, fordi alle tre grundbogstaver træder frem på ordets overflade, og der tillige kun er en enkelt konsonant, nemlig m-, der skal elimineres, men rodsystemet er meget udbygget og til tider ganske vanskeligt at gennemskue, også for arabere: F.eks. skal ordet mustaqbal slås op under Q-B-L, muttasil under W-S-L og istafaada under F-J-D, for blot at give nogle få eksempler på vanskelighederne. Et sådant system ville tilnærmelsesvis svare til, at danske retskrivningsordbøger var indrettet således, at alle ord, der havde en eller anden betydning af træde, skulle slås op under dette ord: Udover „træde“ altså også „aftræde“, „betræde“, „fremtræde“, „foretræde“, „overtræde“, „tiltræde“, mens det ville være uklart om ord som „trædemølle“, „trædepude“ eller „trædesten“ skulle findes under „træde“ eller hhv. „mølle“, „pude“ eller „sten“.

Nu er det at anvende ordbøger i tredjeverdenslande ikke særligt udbredt, både pga. økonomiske og skolemæssige forhold, og når de principper, ordbøger er bygget op efter, tillige kræver særlige sproglige forudsætninger for overhovedet at kunne anvendes, må det nødvendigvis være med til at hæmme brugen af sådanne redskaber. Det betyder måske ikke så meget for arabere, der jo behersker deres modersmål og som regel ikke i dagligdagen oplever, at de har brug for at slå ord op i en ordbog, men det får betydning, når man skal lære et fremmedsprog som f.eks. dansk, fordi den manglende erfaring med brug af sproglige hjælpemidler hæmmer tilegnelsesprocessen: I vores del af verden er vi vant til, at voksne, der ønsker at lære et fremmedsprog, kan betjene sig af ordbøger for selv at finde frem til den sproglige information de mangler, men det er ikke en erfaring, der uden videre kan overføres til arabere, der er i gang med at lære dansk. Og det bør lærere i dansk som andetsprog selvfølgelig tage højde for i deres undervisning ved f.eks. i højere grad at træne færdigheder i brug af ordbøger.

Høflighed og stil
Et af de steder, hvor der til tider træder tydelige sproglige forskelle frem mellem arabisk og dansk, er i „stilen“ – altså måden at formulere sit budskab sprogligt på. Selvom den slags i høj grad er bestemt af sociale og geografiske træk – der er selvfølgelig forskel på, hvordan en ægyptisk bonde fra det øvre Ægypten og en ægyptisk intellektuel fra Kairo udtrykker sig i forskellige sammenhænge – er der dog visse mere almene og tankevækkende forskelle i sprogbrugen på hhv. arabisk og dansk. Hvor vi på dansk f.eks. har tendens til at udjævne sociale forskelle, når vi tiltaler andre mennesker – det er ikke mange, der i dag vil bede „hr. direktør Mortensen være så venlig at…“ – er det modsatte ofte tilfældet på arabisk, hvor systemet af tiltaleformer er langt mere udbygget og hierarkisk. For nogle arabisktalende slår denne sproglige praksis også igennem på dansk: Fru Helle, Doktor Jesper, hr. Professor o.lign. er ikke ualmindelig forekommende sprogbrug.

I det hele taget er graden af sprogligt formuleret høflighed mere fremtrædende på arabisk end på dansk. For en dansker virker det på kanten af det komiske, at man på arabisk f.eks. kan udtrykke høflighed og underdanighed med udtryk som „Vi er blot lopper i Deres underbukser, hr.“, hvis man vil vise samtalepartneren respekt. Udtryk som dette bruges selvsagt ikke til embedsmænd, diplomater eller professorer, men måske nok til en lokal storbonde. Det er selvfølgelig ikke udtryk af den art, der umiddelbart finder genvej til araberes sprogbrug på dansk, men det viser dog en spændvidde i høflighedsformuleringer på arabisk, som vi ikke helt kender på dansk.

Der kan være betydelige stilforskelle mellem arabisk og dansk i mere officielle breve, hvad enten det nu er til eller fra det offentlige, jobansøgninger o.lign. Direktøren for det centrale statistiske kontor i Damaskus skrev f.eks. i anledning af sin udnævnelse, at han „ville benytte lejligheden ved sin udnævnelse som direktør for det centrale statistikkontor til at udtrykke mine bedste ønsker for det forsatte samarbejde mellem vores kontor og Deres administration“ (…) ligesom han ville „benytte lejligheden til at lovprise vores bilaterale og excellente relationer…“. Eller hvad med en jobansøgning med følgende indledning: „Hilsner og bedste ønsker sendes til Dem og Deres (ansatte) og alle indbyggerne i Kongeriget Danmark. Må Allah velsigne jer alle og belønne jeres mange gode gerninger“. Og den fortsætter: „Jeg beder til gud om at få et job i Danmark for at være i nærheden af dig, min ven af menneskeheden, professor ….. Mit hjerte er fuld af entusiasme for tjene kongeriget Danmark (….) med min lange erfaring inden for mit område.“

Arabisk sprogbrug adskiller sig altså stilistisk såvel som på mange andre måder fra dansk og de nære fremmedsprog, vi ellers er bekendt med. Det giver nogle særlige problemer, når arabere skal lære dansk – og når danskere skal lære arabisk – og det må vi til at vænne os til. For som verden ser ud i dag, er der ikke grund til at forvente, at kontakten mellem arabisk og dansk bliver mindre – tværtimod.

Kilder:
Ferguson, C.A.: Diglossia, in: Word, vol. 15, 1959. p. 325-340.
Nielsen, Helle Lykke: Arabisk - et eller mange sprog. I: Rugberg Rasmussen, Torben (red). Mellemøsthåndbogen, Herning, Systime, 1995. S. 29-31.
Thompson-Panos, Karyn og Maria Thomas-Ruzic: The least you should know about Arabic: Implications for the ESL Writing Instructor, i: TESOL Quarterly, vol. 17, no. 4, december 1983. S. 609-623.

Yderligere informationer om arabisk sprog kan findes på. Sproginteresserede, der vil vide mere om arabisk grammatik, kan med fordel benytte det interaktive grammatiksystem ArabVISL på som er udviklet ved Syddansk Universitet. Ved at vælge Pre-analyzed Sentences og derefter Browse Transliterated Teaching Corpus gives der adgang til en lang række arabiske sætninger (omskrevet med latinske bogstaver), som brugeren enten selv kan analysere eller bede om at få fremvist. Der er en user guide til systemet, oversigter over de anvendte symboler, definitioner på grammatiske udtryk, ligesom det er muligt at se oversættelser af de enkelte sætninger samt høre dem udtalt. En tilsvarende arabisksproget version af ArabVISL kan ses ved at vælge Pre-analyzed Sentences og derefter Browse Arabic Teaching Corpus.