af Jan Trojaborg, Formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF´s hovedstyrelse

Danmarks Lærerforening barslede i oktober 2001 med et politikpapir om undervisning af de tosprogede elever, ´Fællesskabets skole i et multietnisk miljø´. Faget kristendom forslås ændret til religion, og der rettes en skarp kritik af stat og kommuner, der i for ringe grad har støttet skolen med integrationsopgaven.  Skolerne må dog også påtage sig deres del af ansvaret, og der anbefales en række handlingsmuligheder. Papiret er nu til medlemsdebat med henblik på endelig vedtagelse på kongressen i oktober.

Folkeskolen er blevet kritiseret for at være præget af for mange ´synsninger´ og for lidt reel viden og dermed faglig funderet metodik. Undervisningen af de tosprogede børn er et eksempel på et område, hvor både eksperternes og lærernes uenigheder har hæmmet udviklingen. Nu er 1980´ernes og 90´ernes ørkesløse diskussioner om ´drukning i dansk´ kontra dansk som andetsprog afløst af en enighed blandt forskere og de fleste lærere om, at danskindlæringen skal foregå som tilegnelse af det andet sprog med en dertil hørende pædagogik. Det betyder samtidig, at modersmålsundervisningen får betydning for det enkelte barns hele skolegang og derfor bør hænge nøje sammen med den øvrige undervisning. 

Det har desværre taget mange år, før den pædagogiske verden har taget nationale og internationale forskningsresultater til sig og anvendt dem i den daglige undervisningspraksis. Det skyldes i høj grad, at kommunerne har forsømt at efter- og videreuddanne lærerne i takt med skolernes stigende antal indvandrer- og flygtningebørn. Skolerne kan dog ikke fralægge sig et medansvar for at undlade at sende kolleger på de relevante kurser.
Forvaltningerne har i mange kommuner endvidere manglet _ og mangler fortsat _ den fornødne ekspertise på området, og såvel uddannelse af som ansættelse af tosprogede lærere halter langt bagefter. Endelig har seminarerne totalt forsømt at ruste de nyuddannede lærere til den multietniske virkelighed, de møder i dagens Danmark. Vi må erkende, at arbejdsmarkedet og skolen på trods af en ofte ihærdig indsats har haft begrænset succes med integration af de etniske minoriteter.

DLF blander sig i debatten
Der er dog sket markante forbedringer de senere år. Undervisningsministeriets ´Integrationsprojekt´ fra 1994-1998 har samlet mange værdifulde erfaringer og viden fra skolernes udviklingsarbejder, skolerne har udarbejdet udviklingsplaner med formuleringer om undervisningen af de tosprogede elever, der er gennemført en betydelig kursusvirksomhed for lærere, der er foretaget et udvidet samarbejde med de sociale myndigheder, ´uc2´er oprettet, der sammen med en generel positiv udvikling af undervisningen har skabt betydelige fremskridt.
Alligevel er det påfaldende, hvor lidt lærere og fagforening de senere år har blandet sig i den offentlige debat om integration af indvandrere og flygtninge. I Danmarks Lærerforening har vi erkendt, at siden foreningen i 1994 udsendte de to publikationer ´Flere kulturer _ fælles folkeskole´, har DLF´s indsats været begrænset. Derfor besluttede vi i pædagogisk udvalg for nogle år siden at prioritere området blandt andet med afholdelse af 10 dialogmøder landet over og udgivelse af pjecen ´Kvalitet i undervisningen af tosprogede elever´ i 1998.

Næste skridt var beslutningen om at formulere en egentlig ny politik, hvilket blev indledt med afholdelse af en konference på kursusejendommen Skarrildhus i november 2000 blandt andet med deltagelse af repræsentanter fra UFE. En arbejdsgruppe gik dernæst i gang med udformningen af politikpapiret, som efter afholdelse af den anden arbejdskonference i april 2001, blev behandlet i DLF´s hovedstyrelse i flere omgange før og efter sommerferien. Resultatet ´Fællesskabets skole i et multietnisk samfund´ kunne derefter udsendes til de kongresdelegerede i september 2001 og er senere udgivet som et særtryk til ´Folkeskolen´ nr. 49, 2001.
Den sene færdiggørelse gav anledning til kritik for manglende medlemsdebat om det vigtige emne. Derfor er pjecens status, at det er hovedstyrelsens papir, der nu er sendt til medlemsdiskussion med henblik på vedtagelse på kongressen 3.-4. oktober 2002. Med en kredsformandsudsendelse og med afholdelsen af 10 regionale inspirationsmøder i denne vinter og dette forår ser vi frem til, at skoler, grupper af lærere og faglige foreninger, herunder UFE, indsender synspunkter, der kan udvikle papiret og skabe den efterlyste brede forståelse og opbakning. Fristen for indsendelse til pædagogisk udvalg er 15. maj.

Danmark er multietnisk
De seneste års offentlige debat om integration har været nedslående, præget af politiske fordomme og manglende erkendelse af den nye virkelighed i Danmark. Adskillige politikere, især borgmestre på Københavns vestegn, har hårdnakket kæmpet mod, at Danmark bliver et multietnisk samfund. Det er paradoksalt, når netop disse kommuner har store etniske minoriteter og derfor i årevis faktisk har været multietniske. Denne fatale mangel på at se kendsgerningerne og dermed vælgerne i øjnene har præget debatten senest i forbindelse med folketingsvalget.

Det er en tiltrængt og nødvendig politisk markering, at Danmarks Lærerforenings pjece i første linje fastslår, at „Danmark er blevet et multietnisk samfund“, og at  „.. Diskussionen om, hvorvidt vi ønsker et multietnisk samfund eller ej, er derfor ikke længere relevant“. Vi har bevidst valgt ordet multietnisk frem for multikulturel. Dels fordi det er en kendsgerning, at der lever mange etniske minoriteter i Danmark, dels at det med den ujævne fordeling af ´de nye danskere´ kan diskuteres, om nationen som sådan er blevet multikulturel. Dertil kommer, at begrebet multikulturel er vanskeligt at definere og indebærer en debat om forståelsen af ´kultur´, om Danmark således ikke allerede længe har været multikulturel, hvis diverse befolkningsgrupper betragtes som subkulturer.
Politikpapiret fastslår samtidig, at det multietniske er en ressource, som både skole og samfund skal værdsætte. Mangfoldigheden er såvel en udfordring som en ressource, der imidlertid skal gøres en aktiv indsats for at ´aktivere´. Her vedkender vi os som skolefolk et ansvar for, at det lykkes at inddrage børn og forældre. Det er skolens ansvar som ´vært´ at være udfarende og imødekommende. Skolen og lærerne skal være ´tydeligere´, det vil sige formulere sig klart og præcisere forventninger og krav til alle børn og forældre, men især til de tosprogede der jo ofte mangler en forforståelse af, hvad den danske folkeskole indeholder af værdier og holdninger.

Integration er en langvarig tovejsproces
Det netop overståede folketingsvalg bekræfter de senere års samfundstendens, hvor individualismen har været fremherskende, idet de liberalistiske kræfter er blevet styrket. Det er derfor heller ikke en tilfældighed, at det nye politikpapir er udsendt under overskriften ´Fællesskabets skole´, som DLF nu har anvendt i flere udgivelser. Folkeskolen er én af landets vigtigste kulturinstitutioner, hvor alle børn kan mødes, og hvor samfundet har lejlighed til at opbygge fællesskaber. Herved understreger vi både skolens samfundsbevarende og -udviklende forpligtelse. Vi påtager os derved vores del af ansvaret for en vellykket integration. Skolen har enestående muligheder for at bringe alle børn uanset socialgruppe og etnicitet sammen, og de skal bruges. Samtidig erkender vi, at skolen ikke kan løse integrationsopgaven alene. Der skal opbakning til både fra kommuner og stat, der har svigtet fatalt på en række områder. Derfor opregner papiret en række krav til myndighederne gående fra læreruddannelse, tidssvarende undervisningsmateriale til efter- og videreuddannelse.

En vellykket integration stiller flere yderligere krav. Opgaven skal være hele skolens og ikke kun forbeholdt de lærere, der aktuelt er beskæftiget med de tosprogede elever, og den kan kun gennemføres med hele skolevæsenets støtte. Derudover skal forældrene inddrages, og de skal vide, hvilke krav der stilles til dem og deres børn. En central formulering lyder: „Hvis det skal lykkes at opbygge et fællesskab for alle, må danskere fra flertalskulturen på den ene side åbne sig, mens nogle ´nye´ danskere på den anden side må være indstillet på at tage afsked med de dele af deres kultur, der ikke er forenelige med grundlæggende principper i et demokratisk dansk samfund“. Her tænkes især på ligeværd og ligestilling mellem kønnene, demokrati og gensidig respekt. Med hensyn til forældrene er pointen, at de skal mødes med respekt, der ikke betyder, at vi blot vil tolerere alle synspunkter og holdninger, idet disse ikke er lige gyldige. Vi accepterer fx ikke fysisk afstraffelse. Men der skal etableres en dialog, og skolen og dens medarbejdere skal gøre sine krav tydelige og samtidig anerkende, at holdningsændring tager lang tid _ for alle forældre.
Da hele pjecen bygger på overordnede synspunkter, må den konkrete diskussion udspille sig på den enkelte skole eller institution vedrørende alle de praktiske og ofte svære forhold, der er forbundet med badning, klædedragt, fritagelse fra undervisning, sprogbrug, etc. Det har ikke været hensigten hverken at præcisere anvisninger til selve undervisningen eller til håndtering af kulturmødets konflikter, men at angive nogle rammer inden for hvilke både skole og myndigheder efter DLF´s mening bør arbejde. Fx støtter pjecen UFE´s politik vedr. betydningen af interkulturel undervisning uden nærmere at angive, hvad den indebærer, men nøjes i stedet med at henvise til forskellige kilder.

Et middel til større forståelse for og indflydelse på den danske skole er oprettelse af ´etniske råd´ ved skolerne bestående af forældre fra de etniske minoriteter, hvilket en række skoler har meget gode erfaringer med.
Inden kongressen i november 2001 blev papiret i pressen fremstillet som et knæfald for minoriteterne og for andre religioner, især islam. Praktiske eksempler på imødekommelse af forældre og fejring af Eid fremført af Jørgen Stampe, formand for DLF´s pædagogiske udvalg, blev helt forvanskede og gjort til foreningens egentlige politik. Journalisterne havde næppe gjort sig den ulejlighed at læse papiret, før de fuldstændig nedgjorde DLF´s synspunkter. Et manende eksempel på, hvor følelsesladet debatten om indvandrere og flygtninge er, og hvilken katastrofal mangel på indsigt og seriøsitet medierne desværre behandler disse alvorlige emner med.

Kristendom skal ændres til religion
Et af papirets markante budskaber er, at tiden er moden til at ændre ´kristendom´ til ´religion´. Det er aldeles uholdbart, at forældre _ herunder en del indvandrere _ kan fritage deres børn fra et af skolens vigtigste fag. Begivenhederne i New York 11. september og det efterfølgende forløb understreger betydningen af forståelsen af livsanskuelser og konkret kendskab til religioner. Faget er jo samtidig en kærkommen mulighed for at diskutere disse store spørgsmål sammen og dermed bidrage til det tiltrængte fællesskab.

Regeringen skal have
kvalificeret modspil
Den nye borgerlige regerings synspunkter virker helt paradoksale. Regeringen har straks i strid med al viden på området erklæret, at den statslige støtte til modersmålsundervisning skal fjernes. Aktuelt står kampen således for at bevare det statslige tilskud til modersmålsundervisningen, der ikke alene bør bibeholdes, men udbygges og bringes i bedre sammenhæng med folkeskolens ´normalundervisning´. I skrivende stund samles der underskrifter til protest mod den foreslåede afvikling, og 26. januar afholdes der demonstrationer i en række større byer.

Landets nye politiske ledelse anser det tilsyneladende ligeledes for overflødigt at have en række nævn og råd med eksperter, fordi menigmand angiveligt lige så vel kan træffe sine valg selv blot ud fra den sunde fornuft. Ingen kan have noget imod sund fornuft, men det hører vel også med, at bred, almen viden skal suppleres med dyb faglig indsigt i komplicerede forhold. Den nye regerings snævre og populistiske indstilling gør det svært at bevare de sidste års optimisme med hensyn til fremme af integrationen og udvikling af undervisningen på dette vigtige område.

Skoene skal kridtes, og der skal nu bruges mange kræfter på at sikre, at de opnåede fremskridt bevares og udbygges. Danmarks Lærerforening vil blande sig i debatten ud fra de overordnede synspunkter, som hovedstyrelsen har tilsluttet sig i pjecen. Forhåbentlig vil også UFE´s medlemmer, der til daglig i praksis beskæftiger sig med disse udfordringer, diskutere papiret og komme med konstruktiv kritik og forslag til forbedringer.