Et storylineforløb i 2. klasse - skrevet af Pernille Cordes
Jeg kan se en mand – en rar, gammel mand med turban. Han har en bog under armen. Han må være historiefortæller. Han flyver på et flyvende tæppe. Læreren kigger dybt i sin krystalkugle, mens alle sidder samlet i en rundkreds. Lyset er slukket og lokalet er kun oplyst af 15 stearinlys. Børnene i 2. klasse er dybt optagede og forventningsfulde. Manden er på vej hertil. Jeg kan se, han får betydning for jeres fremtid. Han har noget, han gerne vil fortælle jer … Jeg kan se, han kommer nærmere…… og nærmere… Han står vist udenfor vores dør nu…
Der går et sus igennem klassen, da en af børnene bliver bedt om at åbne døren. Udenfor står AlakaJan med turban og kjortel og 1001 nats eventyr under armen parat til at indføre børnene i eventyrets magiske verden.
Sådan indledte vi et 7 ugers storyline forløb i fagene dansk, dansk som andetsprog og billedkunst med titlen Aladdin og 1001 nats eventyr. Vi havde to mål med undervisningsforløbet. Det første var, at hele klassen skulle opleve et langt sammenhængende forløb, der inddrog et bredt spekter af faglige aktiviteter. Det andet – og det er det jeg vil skrive om her – var, at de 5 arabiske børn skulle deltage i hele forløbet sammen med deres lærer i dansk som andetsprog (TS-læreren). Han skulle deltage og støtte de arabiske børn i klassen, i stedet for at tage dem ud de 4 timer om ugen, som han normalt ville gøre. Fra starten var vi enige om, at det var vigtigt, at hans medvirken i klassen virkelig blev brugt på de tosprogede børn. Undervejs kunne han så tage børnene ud, hvis vi mente, der var behov for det til nogle af aktiviteterne.
Baggrunden for at lave et tværfagligt forløb, der inddrager dansk som andetsprog, er at jeg i min tid som klasselærer og dansklærer for klassen, har oplevet de tosprogede børn, næsten som en klasse i klassen.
Dette hænger bl.a. sammen med de mange timer, hvor de har dansk som andetsprog - specielt i 0. og 1. klasse - hvor de er ude af klassen omkring halvdelen af tiden. Når børnene heller ikke går i SFO eller fritidshjem, er deres samvær med de andre børn meget begrænset. 3 af de 5 arabiske børn i denne klasse vil jeg betegne som meget dygtige – de har et godt dansk sprog, læser godt og lærer i øvrigt hurtigt. Den 4. er godt på vej, mens den sidste har temmelig store vanskeligheder (hvorfor han også får støtte på anden vis). Derfor ligger der nu en stor opgave i at få børnene integreret i klassen – både i arbejdsfællesskabet og kammeratskabet.
Et andet aspekt er, hvordan man i den almindelige undervisning understøtter de tosprogede børn og inddrager deres kultur i undervisningen. De fleste undervisningsmaterialer er i høj grad præget af en svunden dansk enhedskultur – og ikke den flerkulturelle virkelighed mange af os befinder os i. I et story-line forløb skaber vi vores eget univers. Her bestemmer vi selv miljø, personer og handling. 1001 nats eventyr er særlig oplagt, når man har arabiske børn i klassen. Miljøet minder om noget de måske genkender fra rejser til eller fortællinger fra deres forældres eller bedsteforældres hjemlande, ligesom islam også spiller en vigtig rolle i eventyrerne. Begge dele giver mulighed for - i undervisningen - at snakke om religiøse og kulturelle forskelle og ligheder. Personerne er endvidere mørkere i huden og har mørkt hår – eller har de ? Børnene bestemmer jo selv, men der er langt flere identifikationsmuligheder for de tosprogede børn her end i Søren og Mette. Storyline-metoden er meget velegnet til tosprogede børn, som fordi dansk er deres andetsprog, har større brug for, at begreber og ord bogstavelig talt bliver synlige.
Før vi startede gennemgik TS-læreren nogle relevante ord og begreber for de tosprogede børn ud fra noget billedmateriale. Vi ønskede, at de skulle være forberedte på forløbet. Det viste sig dog undervejs, at det var nogle helt andre behov der gjorde sig gældende.
Flere af de tosprogede børn havde svært ved at indgå i gruppesammenhæng. Det viste sig ved, at de ikke kunne finde på, hvad de skulle lave, og de blev nemt isoleret i grupperne, mens resten af børnene arbejdede sammen. Det var her TS-læreren for alvor gik ind. Det handlede blandt andet om forståelse af de aftaler, der laves i en gruppe. Hvem gør hvad ? Hvordan skal det, jeg laver, indgå sammen med de andres ? Hvem laver hvad af de fælles ting ? Ofte er det jo små tegn, ord eller signaler børnene bruger til at lave den slags aftaler i gruppen. Vi havde flere snakke med børnene i plenum om at arbejde i grupper, og konkret gik vi ind og satte ord på for børnene i situationen. Fx Sig at du godt kunne tænke dig at lave en balkon til jeres slot, og hør efter hvad de andre svarer. TS-læreren var også med til at sætte børnene i gang og fastholde dem på de ting, de arbejdede med.
I de 7 uger oplevede jeg nogle gladere, mere engagerede tosprogede børn i min klasse. Det har også været sjovt at opleve dem lidt mere på hjemmebane, som fx da vi snakkede om drypstenshuler og bedetæpper - hvor de havde nogle erfaringer, som de andre børn kunne lære af.
Flere af de tosprogede børn har selv givet udtryk for, at de meget hellere vil have Jan inde i klassen, så de kan være med til det, resten af klassen laver. De ved godt, at han stadig er ”deres” lærer, selvom undervisningen foregår i klassen. Jeg vil nu foretrække, at vi kan veksle lidt. At vi som lærere selv kan tilrettelægge undervisningen i dansk som andetsprog mest hensigtsmæssigt og ud fra det enkeltes barn behov.
Undervisningsforløbet vi fulgte, står beskrevet i bogen : Man ska’ ku’ læse, som jeg varmt kan anbefale…
Litteratur :
Cecilie Falkenberg og Sigrid Madsbjerg: Man ska’ ku’ læse
Danskærerforeningen. 1996.
Cecilie Falkenberg og Erik Håkonson: Storylinebogen – en håndbog for undervisere
Kroghs Forlag, 2000.
Tusinde og éen nat fortalt for børn
Gyldendal.
