- en kommentar til Nationalmuseets undervisningstilbud om Pakistan.
af Merete Kristiansen, Strandgårdsskolen Ishøj

Jeg faldt over tilbuddet i “Skoletjenestens” efterårskatalog og fandt den oplagt at besøge for klassen, der udover en majoritetsgruppe af tyrkiske børn, en lille gruppe danske  også omfatter fire pakistanske børn. Udstillingen er vældig godt beskrevet i kataloget og man har en god fornemmelse af hvad man tager børnene med til.

Vi havde bestilt tid i skolestuen. Her blev vi anbragt på måtter på gulvet og hørte på underviserens oplæg om udstillingen. Rundt om os var væggene fyldt med billeder og plakater og på bordene lå alle de ting, der hører dagliglivet til i Pakistan og som blev vist frem efterhånden som oplægget skred frem.
Det var i starten meget svært at skulle sidde stille og lytte til geografi og historie, men efterhånden som tingene kom frem og børnene genkendte dem, enten hjemmefra eller fra besøg hos familien i Pakistan, “overtog “ de mere og mere af undervisningen.
Vi så drager og hørte om dragekampe fra husenes flade tage, vi så smykker og hvordan man kan sminke og pynte sig med bånd i håret, broderede sko og farverigt tøj med påsyede små spejle og guld- og sølvtråde. Men også dagligdags tøj som skoleuniformer.
Stor var beundringen fra klassen (og lærerne) da emnet var skole og Ramla læste op af den pakistanske ABC. “Og hun læste den baglæns”!!
 Pigen var stolt, for her var hun eksperten.
Og der kom flere eksperter, da Koranen blev vist frem for her kunne de tyrkiske børn også være med og alle var selvfølgelig meget ivrige efter at fortælle, hvad de vidste,
hvordan deres bedetæppe hjemme så ud, hvilke ritualer ,der hørte til og meget, meget mere.
Fortællelysten var stor, også hos de danske børn, og timen fløj afsted, for alle skulle have mulighed for at komme til orde. Det var netop undervisningens styrke. Den tog udgangspunkt i børnenes viden og de fik brugt en masse sprog. Og for vores klasses vedkommende var det minoritetsgruppen der for en dag blev fokus på.

Inden vi gik fra skolestuen fik børnene mulighed for at prøve det smukke tøj og se de ting vi ikke havde nået at tale om.

Herefter gik vi over i Børnenes Museum, hvor børnene kunne lege i den pakistanske markedsbod, i køkkenet omkring “ildstedet”, på hustaget med “udsigt” over byen fra en fjernsynsskærm eller endnu engang klæde sig ud i det smukke, farverige tøj. Især pigerne fandt hurtigt deres roller som små husmødre eller sælgere fra markedspladsen, mens drengene blev fanget af ridderborgen lidt længere fremme, hvor en venlig herre fik pacificeret de mest sprælske ved at iklæde dem læderbrynje, hjelm og et kæmpesværd.
Et oplagt besøg midt i et temaarbejde eller bare for at få en på “opleveren”

Vi fulgte museumsbesøget op næste dag. Dels med samtale om turen og det de havde set og oplevet, dels med at tegne af det, de havde syntes bedst om. Flere nævnte skriftegnene og ville tegne dem. Det endte med at blive en lang snak om sprog og at man skriver forskellige tegn og bogstaver, for de tyrkiske børn kendte jo også bogstaver, der var forskellige fra det alfabet de lærte til daglig. Igen var det børnene der var hinandens undervisere.

Jeg ser frem til mange flere ud af huset-oplevelser, hvor børnene er aktive. De skal bruge alle sanser, genkende og undres.