FMTLs Landskursus fredag d. 10. november 2006
- Referat af Hanne Hansen.

Manal Francis, tosprogslærer på Abildgårdskolen, Odense, Yasar Cakmak, souschef på Rådmandsgades Skole, København og Sabah el-Tawil, ligeledes fra Rådmandsgades Skole gav nogle vinkler på forældresamarbejdet.

Manal Francis lagde ud med en definition af samarbejde sociologisk set: samarbejde er enkelte gruppers eller kulturers anstrengelser for at nå et fælles mål.
Derefter stillede hun spørgsmålet Hvordan kan vi få forældre til at medvirke i skole-hjem-samarbejdet?
Det gav hun nogle bud på. Det er afgørende, at lærerne er bevidste om, at der er adskillige ting der kan spille en rolle i forhold til at få forældrene med i et aktivt skole-hjemsamarbejde. Som eksempel kan nævnes forældrenes baggrund eller hvilket beboelsesområde, de bor i.
Endvidere er det afgørende at bevidstgøre forældrene om, at barnets skolegang er et fælles ansvar mellem skolen og forældrene, og derfor skal forældrene informeres om deres pligter og ansvar i relation til at stimulere deres børn.
Manal argumenterede for, at forældrene skal have en forklaring på, hvad samarbejde er (ad. definitionen ovenfor), og hvor vigtigt det er, på trods af de forskellige baggrunde.
Det er, som vi ved, ikke altid helt nemt, og Manal gav en forklaring på, hvorfor det nogle gange kan virke vanskeligt.
Demokrati, som vi kender og bruger det her i Danmark – som livsform, som ligestilling og ligeværdighed, som ret og pligt, som oplysning, information og viden, med ytringsfrihed, religionsfrihed, valgfrihed og selv- og medbestemmelse – er ofte ukendt for tosprogede forældre. Ikke mange har erfaring med anvendelsen af demokratibegrebet, som det her er defineret, og derfor heller ingen erfaringer med anvendelsen af det.
Under alle omstændigheder er det sjældent, at der kendes til dette niveau af demokratiet.

Hvis vi som lærere ikke er bevidste om de her nævnte ting, vil tosprogede forældre ofte få den opfattelse, at deres barn har et problem..
Så derfor er Manals pointe – at informere tosprogede forældre om, hvorfor samarbejde er vigtigt, om rettigheder og pligter og information til forældrene om deres ansvar – vigtig.

Herefter var det Yasar Cakmak og Sabah el-Tawil, der gav os et indblik i Rådmandsgades Skoles politik i forhold til skole-hjemsamarbejdet – hvordan det udmøntes i principper og praksis.
Yasar Cakmak lagde ud omkring skolens politik på området.
Forældrene skal stille op til fire forældremøder om året. Endvidere er der sociale arrangementer og to etniske aftener, hvor forskellige problemstillinger tages op i relation til de enkelte sproggrupper. Disse etniske aftener, sagde Yasar Cakmak, er dog for øjeblikket mere af navn end af gavn.
Det er klasselærernes pligt at føre protokol over, hvilke forældre, der kommer – eller ikke kommer. Ved udeblivelse sender skolelederen brev med hjem.
Generelt bliver skrivelser, der anses for vigtige oversat til modersmålet.
Skolen har fået midler til bl.a. at gå på hjemmebesøg. Det er Københavns Kommune, der med projektet Faglighed for alle, har gjort det muligt at nå ud til 127 familier på denne måde. Hjemmebesøgene anses for vigtige, fordi der her ofte skabes tillid mellem hjem og skole.
Man siger, hvad man mener, er et udtryk for respekt, og i forhold til at anskueliggøre forældrenes rolle vedrørende barnets skolegang spiller de tosprogede medarbejdere på Rådmandsgades Skole en afgørende rolle i skole-hjemsamarbejdet. Der er vigtigt at være tydelig og direkte, når der skal gøres rede for mål og handleplaner, forældrenes rolle og ansvar mm.

Hvordan udmøntes disse principper så i praksis? Det gav Sabah el-Tawil nogle bud på.
Sabah er med sin arabiske oprindelse fortrolig med aspekter ved kulturmødet, som hun bruger i sit arbejde. Hun bruger også sine egne erfaringer fra tiden som nyankommen mor, og det giver selvsagt større muligheder for at forstå forældrene. Det betyder, at hun, og tosprogede medarbejdere generelt, kan fungere som brobyggere mellem kulturerne.
Som Sabah rigtigt gjorde opmærksom på, er der ting i forældresamarbejdet, som tosprogede lærere kan komme ind på, hvor det meget vel ville blive misforstået, hvis det var etnisk danske lærere, der bragte ”ømtålelige” emner på banen. Denne vished bruger hun i sit arbejde med 2.- og 3. generation. Hun kan stille nogle nærgående spørgsmål, som en etnisk dansk lærer ikke ville kunne.
Eksempelvis stiller hun spørgsmål til forældrene som ”hvor langt er du nået som forældre?” eller ”hvordan ser du dit barn om 20 år?”. Igen en understregning af, at tosprogede medarbejdere er en fordel, da de kan forklare valg og konsekvenser for forældrene.
Dog kræver dette arbejde, som Anne Holmen tilføjede fra tilhørerrækkerne, en stor del af empati, da det er vigtigt ikke at skabe modstand hos forældrene. Det er altså en balance mellem adfærdsregulering og dialog, og vi må ikke glemme, at der er forældre, der har dårlige skoleerfaringer med i bagagen.

Der blev rejst nogle spørgsmål til sidst i oplægget, hvor man gerne ville høre noget om, om der var tosprogede forældre i skolebestyrelsen på Rådmandsgades Skole, og der var svaret, at der gennemsnitligt sidder 1 – 2 tosprogede forældre i bestyrelsen.
Endvidere blev der spurgt til konfliktløsning, og alle lærere har fået et 15 timers kursus om emnet.
Der er to konfliktvejledere, der uddanner elever, men det er kontekstafhængigt, hvem der forestår konfliktløsningen.

Det var nogle spændende vinkler til debatten omkring skole-hjemsamarbejdet med tosprogede forældre, og det gav ganske sikker inspiration til mange.