Af Bo Sørensen
I Ufe-nyt nr. 2 skrev Anne Marie Kidde om screeningsmaterialet ”På Vej”, som hun havde lavet i samarbejde med Anne-Marie Sørensen. Materialet er rettet mod tosprogede børn, som lige har påbegyndt en undervisning i Danmark, og det vil kunne give barnets lærere nogle informationer om, hvor det befinder sig i forhold til skolens grundlæggende fag.
Afdelingen for Pædagogisk Integration under Københavns Skolevæsen har indkøbt screeningsmaterialet og udleveret det til Skolevæsenets MII og MIII klasser for der at afprøve materialet på nytilkomne elever. I forbindelse hermed blev Anne Marie Kidde inviteret til en eftermiddag i august måned at gennemgå materialet for lærere tilknyttet de nævnte klasser.
Anne Marie Kidde gennemgik screeningsmaterialets forskellige opgaver og sluttede med at fortælle, at det er nemt at bruge, og en screening vil vare omkring 30 minutter
Denne artikel er refleksioner over afprøvningen af det screeningsmateriale, som retter sig mod elever mellem 7 og 10 år.
Materialet indeholder 10 delprøver og efter at have sat sig ind i materialets opbygning – indhold og formål, består den første opgave for læreren at klippe i materialet, så der inden for de enkelte delprøver ligger en række kort, som eleven skal forholde sig til.
I delprøve 1 skal eleven farvelægge en bold og klippe en anden bold ud. Læreren skal i et registreringshæfte notere, hvorledes eleven løser opgaverne, og hvorledes elevens arbejdsmetode viser sig ved at svare ja eller nej i nogle rubrikker.
Delprøve 2 omfatter helhedsopfattelse, hvor fire forskellige figurer hver mangler noget, som eleven skal gøre opmærksom på.
Delprøve 3a og 3b drejer sig om henholdsvis genkendelse af geometriske figurer og reproduktion af et kvadrat.
I delprøve 4 med overskriften Rum og retningsopfattelse skal eleven udpege identiske figurer på et ark med torsoer med arme/ben i forskellige retninger.
Delprøve 5 handler om visuel hukommelsesspændvidde. Eleven får forevist et kvadrat med 9 felter med mellem 1 og 5 prikker. Efterfølgende skal eleven gengive priksammensætningen fra det viste kvadrat.
I delprøve 6a og 6b skal eleven først opdele 16 brikker i 4 kategorier: frugt, tøj, værktøj og dyr og derefter ud af 4 emner udpege det emne som ikke tilhører kategorien: 3 billeder, der relaterer sig til drikkevarer og en taburet, 3 biltyper og en cykel samt tre forskellige fugle og en hveps.
Delprøve 7 omfatter 4 billedserier: ”Åløb”, ”gaver”, ”regn” og ”sand”. Den første billedserie ”Åløb” vises for eleven, og så skal hun lægge billederne i de øvrige serier i meningsfulde sammenhænge. Fremgangsmåden med først at vise eleven fremgangsmåden og så lade eleven selv løse opgaven er et gennemgående træk ved alle delprøverne.
Den sidste delprøve ser på elevens skolefaglige viden. Eleven skal fuldende nogle tallinier og foretage nogle udregninger inden for addition, subtraktion, multiplikation og division. Eleven fuldender denne delprøve med at eleven skal vise at hun kender det latinske alfabet.
Som nævnt ovenfor skal læreren notere, hvorledes eleven løser opgaverne, og hvorledes elevens arbejdsmetode fremstår. Disse registreringer sker under forløbet med screeningen uden større problemer, men et spørgsmål bragte nogen tvivl hos mig om, hvorledes det skal forstås. Under overskriften ”Elevens arbejdsmetode” bliver der spurgt: ”Er elevens arbejdsmetode spontan?” ja eller nej, og da jeg ikke helt forstår betydningen af spontan her, har jeg måtte undlade at besvare dette spørgsmål, som kommer igen i de fleste delprøver.
Anne Marie Kidde havde ret i at prøve og registrering tager 30 minutter, men det kan skyldes at de to elever, jeg har afprøvet screeningsmaterialet på klarede alle delprøverne uden videre bortset fra lidt problemer med at lægge billedserierne i meningsfulde sammenhænge. Ved første serieforsøg viste der sig at være en enkelt fejlplacering af et billede hos begge elever, men de efterfølgende billedserier blev lagt uden tøven og i korrekt rækkefølge.
På vej viste sig at være et meget nemt materiale at arbejde med både for lærer og for elev, og der var god kontakt mellem den voksne og barnet undervejs i prøveforløbet. Resultatet af forløbet bekræftede mig i, at der var tale om to dygtige elever, interessant vil det være, når jeg møder knapt så velfungerende elever, hvilket jeg så vil vende tilbage med i en artikel.
