Ufe logo
Artikler fra Ufe-nyt nr. 2 2006 
[ søg ]
 
 
Dansk som andetsprog i relation til danskfaget

Af Helle Pia Laursen, CVU København & Nordsjælland

Danskfaget står overfor en række udfordringer, som er forbundet med de globaliseringsprocesser, der præger samfundet på forskellig vis. En af dem er den flersproglige udfordring, der grundlæggende stiller spørgsmål til, hvordan faget forholder sig til den sproglige mangfoldighed. Herunder hvordan sproglig variation behandles i undervisningen, hvordan de tosprogede elevers særlige forudsætninger tilgodeses blandt andet i relation til literacy, hvilke normer der sættes for sprogundervisningen, og hvordan man i den konkrete undervisning sikrer, at elever, for hvem dansk er deres andetsprog, får mulighed for at tilegne sig det faglige indhold, der formidles på dansk. Med andre ord hvordan andetsprogsdimensionen medtænkes i danskundervisningen.

I den internationale litteratur, der har fokus på andetsprogsdimensionen i fagene, er det kendetegnende, at der primært er fokus på tre områder: matematik, naturfag og historie-samfundsfag1. Umiddelbart kan det måske undre, at der er mindre opmærksomhed på, hvad man – i mangel af bedre - kunne kalde modersmålsfaget2 eller nationalsprogsfaget, da man kunne forestille sig, at det var det mest nærliggende at tænke andetsprogsdimensionen ind i. Det kan virke oplagt, at dansk måtte kunne favne dansk som andetsprog. Men det er langt fra enkelt. Man kan grundlæggende anskue spørgsmålet fra to perspektiver:

For det første kan man se det fra danskfagets perspektiv. Spørgsmålet bliver så, hvordan elever med dansk som deres andetsprog kan støttes i at tilegne sig det indhold og den viden, der hører hjemme i faget. Et spørgsmål, der svarer til det grundlæggende spørgsmål i de nævnte fag, matematik, naturfag og historie/samfundsfag. For overblikkets skyld vil jeg her tale om et dansklærerperspektiv på relationen. Udfordringen her kan siges at være kompliceret af, hvad man kunne karakterisere som danskfagets mere eller mindre iboende identitetskrise, der ikke er blevet mindre af de omfattende samfundsmæssige ændringer, der er fulgt i kølvandet på globaliseringen.

Man kan også tage afsæt i eleverne med dansk som andetsprog og deres sprogtilegnelsesbehov. Spørgsmålet bliver så, hvorvidt og i givet fald hvordan danskfaget kan tilrettelægges, så elevernes andetsprogstilegnelse kan tilgodeses indenfor danskfagets rammer. Man kan her tale om et sprogindlærerperspektiv eller – set fra underviserens side et sproglærerperspektiv, der på anden vis udfordrer danskfaget, idet der her vil være tale om en hel eller delvis integration af andetsprogspædagogikken, som jo grundlæggende er baseret på en anden faglighed.

Forsknings- og udviklingsprojektet Dansk som andetsprog i relation til danskfaget er led i et længerevarende forsknings- og udviklingsprojekt, som blev igangsat i 2002 i et samarbejde mellem CVU København & Nordsjælland og Københavns Kommune. Samlet set sigter projektet mod at skabe en dansk vidensbase, der trækker på den internationale forskning om andetsprogsdimensionen i fagundervisningen, og samtidig gennem lokale forsknings- og udviklingsprojekter genererer ny viden om de pædagogiske muligheder og problemstillinger, der i praksis er forbundet dermed.

Projekt Dansk som andetsprog i relation til danskfaget er blevet gennemført i 2004-2005 med henblik på at afsøge relationen mellem dansk som andetsprog og danskfaget, når dansk som andetsprog ses som en dimension i danskfaget. I projektet har deltaget 3 studiegrupper, der har gennemført en række udviklingsarbejder. En, der har beskæftiget sig med folkeskolens mellemtrin og to grupper, der har beskæftiget sig med folkeskolens ældste klasser og gymnasiet. Jeg har ledet projektet og stået for den forskningsmæssige afdækning og indsamling af relevant forskning og pædagogisk litteratur.

I forlængelse af dette forsknings- og udviklingsarbejde er udgivet en rapport med titlen Dansk som andetsprog i relation til danskfaget (2005). I rapporten diskuterer jeg indledningsvis relationen mellem danskfaget og dansk som andetsprog såvel ud fra et dansklærer- som ud fra et sproglærerperspektiv, og de tre studiegrupper beskriver og reflekterer herefter over de gennemførte udviklingsarbejder.

Rapporten er den tredje i en serie rapporter, som sætter fokus på dansk som andetsprog i fagene. De andre rapporter er: Dansk som andetsprog i fagene (2003) og Den sproglige dimension i naturfagsundervisningen (2005). Rapporterne kan rekvireres på www.uc2.dk.

Noter:

1) I lande som England, USA, Canada og Australien taler man i den sammenhæng om content-based language instruction (CBI), content-area language teaching, content-ESL mv. Disse overskrifter dækker ofte både over en særligt tilrettelagt andetsprogsundervisning, der er bygget op over et fagligt indhold, og en indholdsundervisning, der i sig har integreret et andetsprogligt perspektiv.

2) Netop når talen er på dansk som andetsprog i relation til danskfaget synes det paradoksalt at tale om et modersmålsfag, idet det jo signalerer, at det er for elever, for hvem det pågældende sprog er deres modersmål.

 


Udskriftvenlig
 

opdateret: 27. april 2010
© 2000/2012 UP Navigator Ufe - Undervisere for tosprogede elever
en faglig organisation under Danmarks Lærerforening og Københavns Lærerforening for lærere,
som beskæftiger sig med undervisning af indvandrer- og flygtningeelever