Ufe logo
Artikler fra ufe-nyt nr. 4 2005 
[ søg ]
 
 

Glimt fra FOKUTO’s konference om rummelighed og tosprogede elever

af Merete Engel, tidligere tosprogskonsulent i Tåstrup og Therese Vedel, Lærer i Brøndby

Det første indlæg handlede om SPAS, som betyder Spil På Alle Strenge, en undervisningsmodel, der bruges i Esbjerg. Den søger at involvere de forskellige intelligenser i følge Gardener’s model og tage højde for den enkelte elevs læringsstil. Vi fik en indføring i det teoretiske grundlag, samt nogle eksempler på praktiske forløb, der bygger på dette grundlag.

Pernille Hvid havde meldt fra, men Henning Grønborg, som er skoleleder på Bakkeskolen, kom i stedet og fortalte levende og engageret om skolens værdigrundlag og struktur. Han indledte med at rejse spørgsmålet, om vi ønskede en rummelig eller en inkluderende skole. Han definerede den rummelige skole som en skole, der rummer de fleste elever, men ikke nødvendigvis i interaktion., Nogle elever er der ikke plads til. En sådan skole definerede han som statisk uden udviklingsmuligheder. Den inkluderende skole er en dynamisk skole, hvor der arbejdes på at involvere – inkludere ALLE elever.

Han understregede: "Vi er fyldt med pædagogisk optimisme og opfyldt af social indignation – fordi vi VIL de børn. Vi har et engageret, stabilt lærerkollegium med et lavt sygefravær."

Skolen er præget af, at lærere og ledelse i fællesskab føler ejerskab til opgaverne. Alle er stolte af, at skolen fagligt har meget fine resultater med 64 % tosprogede elever og en større gruppe elever fra familier med svære sociale problemer.

Midlerne er en god solid undervisning med høj faglighed og høje forventninger hele vejen rundt, hvor test er et vigtigt redskab til at bestemme elevernes ressourcer og eventuelle hjælpebehov med fokus på elevens potentiale.

Henning Grønborg afviste samtidig kategorisk fælles nationale standardiserede test som et ubrugeligt redskab, der ville virke hæmmende på den gode proces.

De indstillingsskemaer til PPR, der bruges på skolen, handler nu for trefjerdedels vedkommende om elevens ressourcer og kun én fjerdedel om elevens vanskeligheder. Et andet vigtigt element er, at ledelsen går foran i "rose-ringen" – det vil sige, husker at vise læreren anerkendelse for godt arbejde og gode resultater. Denne lader det så brede sig videre til eleverne som ringe i vand.

Næste dag hørte vi mere om Bakkeskolen fra tre af skolens lærere Dorit Buch Larsen, Alice Larsen og Trine Møller. Dorit Buch Larsen fortalte om den tidlige indsats med forebyggende specialundervisning allerede i børnehaveklassen. Hun understregede, at træningsøvelser og hjælpeforanstaltninger ikke må blive kliniske, men skal være kreative og udviklende. Lærerens evne til at skabe ro og nærvær er afgørende for elevernes mulighed for at koncentrere sig og være opmærksomme. Det er en forudsætning for, at de kan tage imod indlæring.

Alice Larsen fortalte om støttecentrets opbygning og funktion og Trine Møller fortalte om organiseringen af undervisningen i "dansk som andet sprog". Alle tre var meget inspirerende at høre på og gav en tydelig fornemmelse af, at det er lærere, der med et stort ansvarsområde, så meget råderum og så gode forhold blandt andet i form af anerkendelse fra deres ledelse, også kan leve op til de forventninger, der stilles til dem.

Forinden havde vi været på besøg på Kvaglundskolen, som er en af de få åbenplanskoler, der findes i Danmark. Skolen har 45 % tosprogede elever og 16 forskellige nationaliteter repræsenteret. De fleste af eleverne er velfungerende almindelige børn, men selvfølgelig er der også enkelte med problemer. Alt i alt er det en kompleks skole, som afspejler det danske samfund. Skolens leder, NN, foretrækker også den inkluderende skole, fordi det er en skole, som på alle planer har plads både til elever med indlæringsmæssige og til elever med adfærdsmæssige vanskeligheder. Det vil sige også til de tosprogede elever, som har problemer på grund af deres flersprogethed.

Vi fik en rundvisning på skolen og sluttede af med et besøg på skolebiblioteket. Her så og hørte vi en masse om skolebibliotekets aktive rolle i SPAS pædagogikken.

Af andre oplevelser var en indførelse i kunstpædagogik med billedet som medie. Vi fik lov at afprøve egne kreative evner med pensel i hånd.

Alt i alt to indholdsrige og inspirerende dage med stof til eftertanke og videre bearbejdelse.


Udskriftvenlig
 

opdateret: 27. april 2010
© 2000/2012 UP Navigator Ufe - Undervisere for tosprogede elever
en faglig organisation under Danmarks Lærerforening og Københavns Lærerforening for lærere,
som beskæftiger sig med undervisning af indvandrer- og flygtningeelever