Af Lars Bogaard, Abildgårdskolen, Odense

I det tidlige forår 2002 sprang tosprogskonsulenten i Horsens ud med en god idé. Lisbeth Glerup ville lave et projekt, som skulle slå flere fluer med ét smæk.

Projektet gik i korthed ud på at skabe de bedste betingelser for, at danske og ikke danske elever kunne forbedre deres sprogfærdighed gennem det, der egentlig er mest nærliggende, nemlig ved at bruge sproget. Jeg skal ikke kloge mig på den teoretiske baggrund, men den grundlæggende filosofi er altså, at sprog læres ved brug. Det er jo klart nok, men når det drejer sig om elever, der ikke har dansk som modersmål, er det en anden sag. For projektet betød det, at tosprogede lærere tilknyttet klasserne var en forudsætning for dets gennemførelse.

Lisbeth fik sin idé anerkendt som et ITMF-projekt og tog kontakt til tre skoler, der alle havde en børnehaveklasse med en sammenlignelig sammensætning hvad angår antallet af tosprogede elever. De heldige skoler var Søndermarkskolen i Horsens, Abildgårdskolen i Odense og Alsgades Skole i København (nuværende Vesterbro Ny skole).

Projektet rummede altså "flere fluer" idet vores målsætning ud over de faglige og IT-mæssige mål også havde en social dimension. Det er måske nok lige lovligt flot at sige, at projektet skulle være et integrationsprojekt, men de sociale mål vi satte op, blandt andet at opleve fællesskab, at interessere sig for forskelligheder og at opnå kendskab til og respekt for forskellige kulturer, religioner, livsformer og normsæt, trækker i den retning.

Vi skulle etablere en IT-baseret kommunikation mellem de tre klasser, som skulle rumme mulighed for, at den enkelte elev kunne komme til orde på netop sit niveau.

På vores første møde gik vi derfor i gang med at planlægge det kommende skoleår på flere niveauer. Dels skulle vi lave en årsplan, der rummede de fælles emner og temaer, der skulle danne udgangspunkt for kommunikationen, dels skulle vi nå til enighed om, hvordan vores IT-platform skulle se ud.

Det er en lykke for sådan et projekt, hvis de involverede lærere har det godt i hinandens selskab. Vi oplevede fra første færd gensidig sympati og følte, at vi havde kendt hinanden altid. Vi udviklede hurtigt en udpræget ejerskabsfølelse for VORES projekt. Det gjorde planlægningen meget nemmere og vores årsplan og IT-platform kom relativt hurtigt på plads.

For ikke at komme til at stå i en situation hvor projektet skulle sættes på standby fordi software- og hardwareproblemer stillede sig i vejen, fravalgte vi i første omgang live-video, IP-telefoni og andre mere specielle tiltag. Vi besluttede at holde os til det sikre og oprette en konference på SkoleKom. Her skulle al kommunikation foregå. I takt med at vi fik mere styr på teknikken, kunne vi bare udvide vores repertoire, mente vi.

Det første emne "Din og min skole - dig og mig" skulle bruges til at skyde projektet i gang, og allerede fra første færd mærkede vi, at der virkelig var mange bolde i luften. Eleverne var sat overfor en stor opgave. De skulle, udover det bombardement af nye opgaver enhver nyslået førsteklasseelev bliver udsat for, forholde sig til børn, de ikke kendte og ikke havde set. Mange af eleverne anede end ikke, at der var noget der hed Jylland, og langt fra alle havde hørt om København. Derudover skulle de holde fast i det de ville fortælle til disse ukendte børn samtidig med, at de skulle finde bogstaver på tastaturet - bogstaver de formelt set ikke havde lært endnu.

Men det gik, beskeden blev sendt af sted og det forunderlige skete: der var nogen, der svarede. Sproget kunne altså bruges til noget.

Det siger sig selv, at eleverne fik megen hjælp til at starte med. De fleste havde kun erfaring med computere som spillemaskiner og vidste derfor ikke, at computere kunne bruges til andre formål. Derfor var succeskriteriet for de allerførste mails blot det, at mailen kom af sted. Men meget hurtigt stod det klart, at eleverne kunne og ville mere. Allerede inden efterårsferien var der elever, der selv loggede på SkoleKom og skrev med frit valg af farvede tekster i forskellig størrelse. Ydermere kom vedhæftede filer såsom tegninger, fotos og lyd til og blev en del af dagligdagen. Vi udvekslede madopskrifter, Eid-kort i forbindelse med ramadanen, julekort, illustrationer til historier og meget andet. Alle elever var sat i mailgrupper, så vi kunne være sikre på, at alle modtog mails uden, at vi skulle bruge meget tid på at kontrollere dette.

De mange overvejelser foran tastaturet om hvad og hvordan man skulle skrive, foregik for de tosprogede elevers vedkommende på den måde, at de tosprogede lærere drøftede indholdet med eleverne. Det foregik for det meste på modersmålet. Det lettede tankegangen og når der så skulle skrives på dansk var hjælpen jo lige ved siden af. De tyrkiske elever benyttede sig af og til af, at de kunne skrive på tyrkisk, mens det for de arabiske elevers vedkommende kun lod sig gøre at skrive på modersmålet fra specielle hjemmesider, hvorfra de sendte hilsner, da ramadanen sluttede. Dette skyldtes, at computernes styresystemer ikke alle tillod at benytte arabiske skrifttegn.

Projektet rummede også en forældredel. Vi involverede forældrene så godt vi kunne. Udover de almindelige forældremøder lavede vi to arrangementer, hvor forældrene kom på skolen en sen eftermiddag og deltog i skriveriet. Det foregik samtidigt på alle tre skoler og det førte til, at nogle af eleverne begyndte at skrive hjemmefra om aftenen.

Endelig var der knyttet to forskere til projektet. Helle Pia Laursen, CVU København & Nordsjælland og Lars Holm, Danmarks Pædagogiske Universitet deltog i vores møder og gav værdifuld feedback på alle vores flyvske idéer. Deres rapport viser, at vi har taget fat på en sprogpædagogisk nytænkning idet "… Man ikke længere kan tage for givet, at læsning og skrivning er noget, der er knyttet til papiret, ligesom man heller ikke kan tage en sproglig homogenitet for givet". Læs hele den komplette rapport på vores hjemmeside.

Vores egne uvidenskabelige indtryk af resultaterne peger alle mod en bedre formuleringsevne og en meget større forståelse af og indsigt i brugen af computere. Vi mener også, at elevernes læse- og staveniveau har fået et løft i forhold til – ja, i forhold til hvad? Her er der jo ikke tale om en kontrolgruppe eller elever, der har fået "placeboundervisning", vores betragtninger bygger udelukkende på vores erfaringer og indtryk fra et langt liv i folkeskolens tjeneste. Så der vil naturligvis være rig mulighed for at hævde, at vi ikke har noget at have vores vurderinger i. Men det kan ikke rokke på vores indtryk af, at vi har begået noget værdifuldt.

Som ovenstående forhåbentligt giver indtryk af, var hele skoleåret tilrettelagt med henblik på projektet. Næsten alle timer og fag blev involveret. Det er naturligvis et privilegium at få lov til sådan noget, men samtidig kræver det stor goodwill fra de kolleger, der ikke er direkte involveret i projektet. Da vi ved skoleårets slutning skulle tage stilling til, om vi ville fortsætte samarbejdet, var vi alle klar over, at en fortsættelse i 2. klasse ikke ville kunne lægge beslag på ligeså mange timer. Det fik os imidlertid ikke til at ryste på hånden. Vores samarbejde havde, som tidligere nævnt, været særdeles godt fra starten, så vi var ikke tvivl om, at vi ville fortsætte.

Nu er vi så nået til 3. klasse, og vi fortsætter stadig. Ganske vist er en del forandret, f.eks. har vi ikke længere tosprogede lærere i alle klasser. Det ændrer på, om jeg så må sige, selve konceptet, men ikke samarbejdet. Og så har vi i øjeblikket tabt vores venner i København. Alsgades Skole er i mellemtiden blevet nedlagt og er genopstået som Vesterbro Ny Skole. I den forbindelse har man "rystet posen", så der er kommet nye sammensætninger. Sådan noget skal man have ro til, synes vi, men når støvet har lagt sig, skal københavnerne selvfølgelig med igen.

Snart står fjerde skoleår for døren og vi skal igen tage stilling til en fortsættelse. Jeg er ikke i tvivl om udfaldet, for selv om tempoet er sat ned, ser vi i Odense frem til at vores venner fra Horsens kommer på besøg i april. Så bliver der igen tæt trafik på vores konference og så varer det ikke længe inden vi passerer indlæg nr.1500.

Læs mere på vores hjemmeside på www.det-polyfone-klasserum.dk