af Else Nielsen, formand for ufe

Betragtninger vedrørende udkast til forslag om ændring af lov om folkeskolen (styrket undervisning i dansk som andetsprog, herunder ved udvidet adgang til at henvise tosprogede elever til andre skoler end distriktsskolen).

1. Undervisningsministeren har tidligere bebudet, at hun ønsker at lovliggøre "Albertslundmodellen", og det er det, der nu er lagt op til med den bebudede lovændring. (se lovforslaget på www.uvm.dk/grundskolen)
Det bliver med denne lovændring, som altså ikke er vedtaget endnu, frivilligt for de enkelte kommuner, om de vil gøre brug af muligheden.
Det bliver sagt i bemærkningerne, at forslaget fremsættes for "at give kommunerne og skolerne de nødvendige redskaber for at finde lokale løsninger for at kunne styrke folkeskolens undervisning af tosprogede elever for derved at afhjælpe det forhold, at tosprogede elever klarer sig dårligere i uddannelsesforløbet".
Med forslaget udvides muligheden for henvisning til andre skoler end distriktsskolen til også at gælde elever, der ud fra en pædagogisk vurdering har et ikke uvæsentligt behov for undervisning i dansk som andetsprog. Det nye er altså, at børn, der ikke har behov for basisundervisning i dansk som andetsprog, men som kan indskrives og deltage i klassens almindelige undervisning, hvis de får støtte i et antal timer på hold mv., også kan henvises til andre skoler end distriktsskolen. Det kan ske selvom forældrene ikke ønsker det. En del af de tosprogede elever fratages hermed retten til at blive optaget på distriktsskolen.
Albertslund Kommune, som har spredt de tosprogede elever gennem mange år, har ikke kunnet konkludere, at de tosprogede elevers karakterer ved afgangsprøverne var bedre end i de andre kommuner, hvor man ikke spreder.
Det kan derfor undre, at bemærkninger til lovforslaget fremhæver, at forslaget skal medvirke til at afhjælpe det forhold, at tosprogede elever klarer sig dårligt i skolesystemet.
Forslaget blander uddannelsespolitik og integrationspolitik. Vi svigter de tosprogede elever ved kun at tale om fordelingspolitik. Det, der er behov for, er i stedet kvalificerede undervisningstilbud. Man kan ikke stille spredning over for pædagogik. Spredningsdiskussionen har fyldt alt for meget i Danmark. Det har flyttet fokus fra den faglige og uddannelsespolitiske synsvinkel. Måske et det dette skæve fokus, der nu har medført at Danmark ikke klarer sig særligt godt i internationale undersøgelser, når det drejer sig om tosprogede elever?
Denne diskussion har været ført i Danmark siden slutningen af 1970erne, og det har medført en handlingslammelse på mange niveauer. Hvis man i stedet havde forholdt sig til, at skolen nu engang har de børn den har, så havde man for længe siden kunnet iværksætte en undervisning, der passer til de tosprogede elevers sproglige og kulturelle forudsætninger.
Hvorfor har spredningsdiskussionen fyldt så meget? Er det fordi vi lever med den opfattelse, at den danske skole fortsat kan og skal være en monokulturel og etsproget skole? Hvorfor forholder vi os ikke til, at de tosprogede elever klarer sig dårligt, og sætter ind med uddannelsespolitiske løsninger i stedet for at gøre de tosprogede elever til andenrangselever, som man bare kan flytte rundt på? Kunne vi i højere grad tilgodese de tosprogede elever ved at erkende, at der i den danske folkeskole nu er ca.10 % tosprogede elever, som har behov for at folkeskolen er mere interkulturel og flersproglig?

Det er et problem, at lave systematisk forskelsbehandling. Der er indført maksimal frihed med det frie skolevalg for nogle børn/forældre, og nu ophæver man så samme valg for andre.
Det centrale spørgsmål må være, hvordan man sikrer den styrkede undervisning i dansk som andetsprog. Der må tages initiativer til forbedring, således at man holder fast i et ønske om at styrke de tosprogedes uddannelsesmuligheder gennem et bedre dansk. De sidste evalueringer fra OECD og også den landsdækkende evaluering af dansk som andetsprog fra KLEO/uc2 peger på initiativer til en opkvalificering af området. Her er der mange ideer at hente. I ingen af de nye evalueringer peger man på spredning som løsningsmodel. Når Sverige klarer sig bedre i PISA-undersøgelserne omkring de tosprogede elever, kunne det skyldes, at de for mange år siden begyndte at diskuterede uddannelsespolitik og pædagogisk begrundede tiltag på området. I USA er man for mange år siden gået bort fra "busse" børn rundt.
I lovforslaget operer man med et nyt færdighedsnivau i dansk som andetsprog: "elever, der har et ikke uvæsentlig behov for sprogstøtte". I bemærkningerne til lovforslaget er det ikke nøjere beskrevet, hvad det dækker over. Det præciseres kun, at der skal ske en vurdering på et individuelt grundlag og, at det er skolelederen, som evt. med bistand fra en sagkyndig person, der foretager denne vurdering.
Efter vores opfattelse er det ikke rimeligt at overlade det til den enkelte skoleleder at vurdere og definere, hvad "et ikke uvæsentlig behov for sprogstøtte er". Der kan opstår stor usikkerhed og procedureproblemer ved optagelsen af et tosproget barn med denne usikre formulering.
Begrebet bygger ikke på objektive kriterier for niveauet af sprogfærdighed på dansk, og der foreligger ikke sprogtests eller vurderingsmateriale, som nærmere kan definere niveauet.
Derfor er der ikke med det vage begreb mulighed for at sætte ind med en pædagogisk indsats hverken på elevens distriktsskole eller på en evt. anden skole, som eleven tvangsmæssigt henvises til.
Den individuelle pædagogiske bedømmelse, som er omtalt i lovforslagets bemærkninger, og som skal danne grundlag for at henvise en tosproget elev til en anden skole end distriktssskolen er ikke et tilstrækkeligt klart grundlag. Der vil kunne opstå tvivl og forældreklager i kølvandet på beslutningerne til skade for den enkelte elev.
Det er vigtigt at den enkelte kommune i sin praksis kan henvise til klare lovfæstede regler og retningslinier for borgernes rettigheder og pligter.
Det er også uklart, hvornår eleven ikke mere har behov for den særligt tilrettelagte undervisning på en anden end distriktsskolen. Dermed er det også usikkert, hvornår de tosprogede elever har retskrav på at blive overflyttet til distriktsskolen, og det kan blive overladt til de kommunale embedsmænd skøn.
Såfremt Undervisningsministeriet fastholder fravigelsen af § 36,stk 2 i folkeskoleloven om at børn har ret til at blive optaget på distriktsskolen, bør der oprettes en uvildig instans, som forældrene kan anke afgørelsen til som sikkerhed mod kommunal vilkårlighed på området.

Hvis det er spredning, man ønsker, så må man sige det, men så skal man ikke samtidig blande det enkelte barns sprogudvikling ind i argumenterne. Måske skulle forslaget have været fremsat af Integrationsministeren i stedet, for så havde man tonet rent flag?
Vi stiller os tvivlende over for lovligheden af forslaget i forhold til international ret.
Lovforslaget går ud på at fjerne den retsgaranti, der gælder for at alle kan blive optaget på distriktsskolen. Der er her tale om forskelsbehandling af en bestemt befolkningsgruppe.
I lovforslaget gør man sig store bestræbelser for at påvise at denne forskelsbehandling ikke er diskrimination. I henhold til FN-konventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan forskelsbehandling tillades, hvis det sker for at sikre fremgang for visse etniske grupper og enkeltpersoner.
Spørgsmålet er, om ophævelse af retten til at blive indskrevet på distriktsskolen er hensigtsmæssig imødegåelse af de faktorer, som ligger bag de tosprogede elevers dårlige resultater i skolen.
Årsagerne skal søges helt andre steder.
Det har "Den landsdækkende evaluering af dansk som andetsprog" fra efteråret 2004 tydeliggjort.
Her peges der på:

• at kommunerne ikke har overblik over omfanget af undervisningen af dansk som andetsprog
• at resurserne til faget ikke tildeles på grundlag af en analyse af elvernes behov, sådan som loven foreskriver, men efter administrative kriterier
• at der ikke finder nogen systematisk vurdering sted af de tosprogede elevers behov for undervisning i dansk som andetsprog
• at der er grupper af tosprogede elever, som ikke modtager den undervisning i dansk, som de har krav på
• at 80% af lærerne, som underviser i faget, ikke er uddannet hertil.

Her ligger måske i virkeligheden en del af de forklaringer på de tosprogede elevers dårlige resultater.
Der er et stort behov for at kommunerne lever op til deres forpligtelser, her kunne der måske være behov for "tvangsforanstaltninger" over for kommunerne fra statens side! Der sendes jo penge fra stat til kommuner til undervisning af de tosprogede elever!
Hvis man ville kvalitetsudvikle på området, kunne man have skelet til de kommuner ud over landet, der har iværksat forskellige modeller. Bl.a. at kunne man følge op på Københavns Skolevæsens forslag om magnet skoler. Den nye vedtagne politik bygger på frivillig spredning, og samtidig lægger den op til integration gennem kulturmøder. Der er samtidig iværksat uddannelse, som ruster lærerne på de skoler, hvor der kommer tosprogede elever, til at kunne klare opgaven.
Man kan desuden sørge for, at der er positive ordninger, som gør man ønsker at flytte frivilligt. Her er tosprogede lærere og sproggruppevis integration en mulighed.
Man kunne desuden iværksætte en evaluering af "Albertslundmodellen" ud fra de konkrete resultater. Det ligger lige for, da det har fungeret over en længere årrække. Man kunne lave en evaluering, hvor man sammenlignede skoleresultaterne med en anden kommune, hvor man ikke spreder. Det ville være af stor betydning af få et overblik over gode og dårlige sider ved spredning/ ikke spredning, både hvad angår skoleresultater, men også set ud fra en integrationssynsvinkel.
Når det er sket, kan man måske komme videre til gavn for de tosprogede elever og sætte ind med tiltag der kvalitetsudvikler undervisningen.
Hvorfor skal en model fra en enkelt kommune ophæves til en model, der skal gælde for hele landet?
Er det blot fordi, den synes at tilgodese de politiske beslutningstageres forestilling om, at det er muligt at opretholde en monokulturel og etsproget folkeskole selvom elevgrundlaget ændrer sig?
Hvad blev der af den gode intension om at "tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger", gælder det kun etnisk danske elever?

2. Ud over forslaget om tvangsspredning indeholder lovforslaget også en passus om at placere den supplerende undervisning i dansk som andetsprog udenfor den almindelige undervisningstid.
Det gælder den del, som ikke foregår som en integreret del af undervisningen i klassen. Det er for at eleven ikke går glip af det, der finder sted i klassen.
I en OECD undersøgelse fra 2004 siges det, at det er en uklog løsning, at tosprogede elever er nødt til at udeblive fra timer i andre fag for at drage nytte af den ekstra hjælp.
Det kan være rigtig nok, men det er lige så vigtigt efterfølgende at sikre sig, at den foreslåede foranstaltning vil udvikle samspillet mellem andetsprogspædagogikken i den almene faglige undervisning og den supplerende undervisning.
Man kan være bekymret for, at det vil blive reduceret til lektiehjælp uden sammenhæng med den anden undervisning.

Men det vil alt andet lige betyde en forlænget skoledag for tosprogede elever.
Placeringen udenfor skoletid vil eventuelt kunne forringe elevernes mulighed for at blive integreret med kammerater i boligområde i fritiden samt forringe elevernes muligheder for at deltage i organiserede fritidsaktiviteter.
Forståelsen hos den enkelte elev bliver ikke større blot fordi eleven er fysisk til stede i timerne i andre fag. Hvis der ikke er integreret andetsprogspædagogik i forberedelse og gennemførelse af undervisningen i fagene, vil der være ingen eller ringe positive effekt af den fysiske tilstedeværelse.
Det kan desuden forekomme usædvanligt, at man går ind og detailstyrer skolernes skemaplanlægning i en tid med megen decentralisering.
Den landsdækkende evaluering peger også på, at der kan være et problem med placeringen i skoletiden. Men samtidig pointeres det her, at det kan løses ved at skabe sammenhæng og helhed i undervisningen indenfor det eksisterende skemas rammer. Både når det gælder mellem sprog og fag, og i de emner man arbejder med i undervisningen.
At lægge den supplerende undervisning udenfor skoletid er en mulig organisatorisk løsning, på det problem, at mange tosprogede elever går glip af fagundervisningen. - Men det sikrer ikke nødvendigvis den faglige sammenhæng, der skal være mellem sprog og fag.
I evalueringen er der praksiseksempler fra skoler, som har formået at skabe sammenhæng mellem sprog- og fagundervisning. Disse ideer bør formidles og afprøves.
Vi skal derfor opfordre til, at der iværksættes sammenlignede undersøgelser af konsekvenser med at placere timerne såvel indenfor- som udenfor den almindelige undervisningstid.
For yderligere information om andre foreningers syn på lovforslaget skal her henvises til www.dlf.org og www.skole-samfund.dk. Her kan man læse de to foreningers høringssvar.