Af Inger M. Clausen

I oktober 2004 offentliggjorde Undervisningsministeriet resultaterne af en evaluering af dansk som andetsprog i folkeskolen, foretaget af uc2 og KLEO, CVU København & Nordsjælland.
Ministeriet havde iværksat evalueringen på baggrund af en række undersøgelser, der viser, at tosprogede elever ikke klarer sig på lige fod med etnisk danske elever i grundskolen og i ungdomsuddannelserne. En af årsagerne til, at de tosprogede elever ikke klarer sig så godt som deres kammerater, kan være utilstrækkelige danskfærdigheder. Derfor har Undervisningsministeriet ønsket en evaluering af den hidtidige indsats på fagområdet dansk som andetsprog i folkeskolen – både som selvstændigt fag og som en dimension i skolens øvrige fag.
Evalueringen viser, at der er meget store forskelle mellem kommunerne og de enkelte skolers tilbud til eleverne. Omfanget af den undervisning, en elev med behov for undervisning i dansk som andetsprog får tilbudt, er helt afhængig af hvilken kommune, eleven bor i, hvilken skole eleven er indskrevet på, og hvilken klasse eleven går i.

Nogle konklusioner fra evalueringsrapporten:
Tosprogede elevers udbytte af undervisningen i dansk som andetsprog og den almindelige undervisning er stærkt varierende.
Tosprogede elever opnår generelt væsentlige dårligere skoleresultater end etsprogede elever.
De tosprogede elevers dårligere skoleresultater kan blandt andet skyldes, at mange lærere og skoler generelt opfatter tosprogede elevers ikke-danske oprindelse som så problematisk, at de nedjusterer mål og forventninger til både eleven og skolen.
Undervisning, der lever op til målene i Fælles mål for dansk som andetsprog, bygger på et ressourcesyn på tosprogede elever, hvor elevens og skolens mål svarer til målene for etsprogede elever.

Fællestrækkene ved ”best practice” er:

• At de involverede lærere besidder viden om andetsprogstilegnelser og interkulturel pædagogik
• At der bliver arbejdet med mål, indhold og metode og vurdering i relation til undervisningen i dansk som andetsprog.
• At planlægning og gennemførelse af undervisningen sker i dialog og samarbejde mellem lærere.
• At lærerne og skolen arbejder ud fra en grundholdning om, at skolens undervisning kan og skal gøre en positiv forskel for den enkelte tosprogede elev.

Øvrige konklusioner:
Mange kommunen skelner ikke mellem basisundervisning og supplerende undervisning i dansk som andetsprog.
Basisundervisningen er typisk organiseret centralt hvorimod det overlades til de enkelte skoler at organisere den supplerende undervisning i dansk som andetsprog.
Kommunerne har ikke overblik over, hvorledes ressourcerne til dansk som andetsprog anvendes på de enkelte skoler og skolerne har ikke selv overblik over i hvilket omfang skolens ressourcer på dette område rent faktisk bruges til undervisning.
I kommunerne fastsættes ressourcerne typisk ud fra en fremskrivning af budgettet frem for en opgørelse af behov. Kommunerne fordeler ressourcerne til skolerne ud fra administrative kriterier, som f.eks. antal tosprogede på skolen.
Det er ikke en sagkyndig sprogvurdering, der ligger til grund for henvisning til basis- eller supplerende undervisning. Og der er en gruppe elever, der har lovfæstet krav på denne undervisning, som ikke får den tilbudt.
Undervisningen i dansk som andetsprog sker næsten udelukkende som særlig tilrettelagt sprogundervisning ved siden af det sædvanlige skema, og ikke som en dimension og en integreret del af den almindelige faglige undervisning.
Det er op til den enkelte skole at prioritere fagområdet, idet faget er uden et centralt fastsat timetal.
Den enkelte skoles samarbejdskultur bestemmer, om der sker et samarbejde eller om der er barrierer for et sådant mellem faglærerne og underviserne i dansk som andetsprog.
På de fleste skoler er ansvaret for undervisningen af dansk som andetsprog placeret hos nogle få lærere og ikke som en fælles opgave for hele lærerkollegiet.
Generelt betragtes opgaven som kompensatorisk. Elevernes tosprogethed betragtes som et problem frem for som et vilkår som undervisningen må tage sit udgangspunkt i.
Efteruddannelse har en afgørende positiv betydning for lærernes indsigt i det grundlæggende regelsæt og for implementeringen af de centrale CKF’er i den konkrete undervisning. Udsagn fra de ikke-efteruddannede lærere viser, at manglende kvalifikationer bidrager til en følelse af magtesløshed over for den opgave det er at undervise tosprogede elever.
Fagområdet prioriteres meget forskelligt på de forskellige skoler inden for samme kommune, idet det oftest står den enkelte skoleleder frit for at tolke folkeskolelovens bestemmelser på området.