Interview med Anne Holmen
»Hovedopgaven fremover bliver at få udbredt fagligheden omkring dansk som andetsprog til alle lærere, så det indgår som et element i alle fag,« siger Anne Holmen, professor i dansk som andetsprog ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
»Det var en milepæl for undervisningen af tosprogede elever, da dansk som andetsprog i 1995 blev anerkendt som fag i folkeskolen. Der blev allerede undervist i dansk som andetsprog mange steder, men nu blev faget skrevet ind i folkeskoleloven, og det fik sit eget faghæfte. Dermed påtog Undervisningsministeriet sig et ansvar for den fremtidige udvikling, og diskussionen om, hvorvidt vi overhovedet skulle have et fag, der hedder dansk som andetsprog, ebbede ud. Fra da af kunne man i højere grad koncentrere sig om at udvikle indholdet,« siger Anne Holmen. »Den officielle anerkendelse betyder f.eks. at der bliver udløst midler til faget, og at der bliver foretaget evalueringer af det. uc2 har netop gennemført den første evaluering for Undervisningsministeriet, og den tyder blandt andet på, at de midler, som er afsat til dansk som andetsprog, kan forsvinde til andre formål, fordi der ikke er fastsat et timetal for faget.
Det viser, at der netop skal et ministerium til at sige: Her er nogle børn, der har krav på en undervisning. Der er udløst nogen midler, hvordan er de blevet brugt?«
Nu skal vi have alle lærere med
Udviklingen inden for undervisningen i dansk som andetsprog har i høj grad været præget af, at alt gennem nogle engagerede læreres indsats er vokset op nedefra, fordi der har været et behov for det. Anne Holmen ser det som hovedopgaven fremover at få udbredt fagligheden omkring dansk som andetsprog til alle lærere, så det indgår som et element i alle fag i alle klasser med tosprogede elever. »Der har været fokus på de yngste elever, og det er da også et naturligt sted at starte, men der er stadig behov for at se på dansk som andetsprogs placering hele vejen op gennem skoleforløbet,« siger hun.
»Der er igennem årene sket meget med fagligheden, men udviklingen er i høj grad foregået i lukkede rum og blandt de lærere, som vælger at se det som deres faglige identitet. Hovedproblemet er at få de sidste 50 lærere på skolen med, udover de ti, som har taget efteruddannelse, læst fagbøgerne og engageret sig i udvikling af undervisningen. Man skal have flertallet af lærerne med, og man skal have ledelsen med – både skolens ledelse, forvaltningen og den politiske ledelse.
Mange kræfter flår i folkeskolen, og lærere er jo også påvirkede af den politiske debat. Men hvis man tager folkeskoleloven alvorligt, så er det en nødvendig udvikling også at se på, hvordan dansk som andetsprog inddrages i alle folkeskolens fag. Det er en udfordring, der for alvor kan få bredden mere med.
Det er f.eks. helt tydeligt i Københavns Kommune, at dansk som andetsprog har fået et løft i bredden på grund af den indsats, der er gjort for at efteruddanne alle lærere i, hvordan man i alle fag kan støtte andetsprogsindlæringen.«
Et løft til læreruddannelsen
Muligheden for at vælge dansk som andetsprog som liniefag på seminariet har givet et vigtigt løft til nyuddannede læreres forudsætninger for at undervise tosprogede elever.
»En nyuddannet lærer i dag står meget stærkere end tidligere, hvis hun har haft dansk som andetsprog som liniefag på seminariet, og hvis hun har været i praktik et sted, hvor man arbejder bevidst med dansk som andetsprog. Så har hun både en viden og erfaring med sig fra seminariet,« siger Anne Holmen. »For 25 år siden skulle man selv som ny lærer finde frem til den viden, man havde brug for. Og det meste af faglitteraturen var skrevet på engelsk eller andre fremmedsprog. I dag er der en langt større danskbaseret viden at trække på. Der er mulighed for at få både teoretisk viden om dansk som andetsprog og at trække på andres erfaringer via UFE’s udgivelser og erfaringsopsamlingen fra Integrationsprojektet i 1990’erne. Der eksisterer også dansksproget faglitteratur i dag, f.eks. er der udgivet en lærebog om andetsprogsdidaktik (Lars Holm og Helle Pia Laursen, 2000).«
»Men det har også stor betydning, hvordan skolen og det kommunale skolevæsen som sådan har organiseret sig:
Er dansk som andetsprog et område, der prioriteres og tildeles ressourcer? Hvor er der kompetence og viden? Har man en konsulent, hvis viden lærere kan trække på? Er der tosprogede kolleger? Har man f.eks. sikret sig, at der som minimum er en lærer i hvert årgangsteam, som ved noget om andetsprogspædagogik og brug af undervisningsmaterialer? Har man sådan en kollega i et forpligtende fællesskab, står man anderledes, end hvis man skal klare det hele selv.
Alt det skal være synligt i skolevæsenet og på den enkelte skole.«
Forskning og institutionalisering af viden
Anerkendelsen af dansk som andetsprog har også haft betydning for forskningen inden for tosprogethed og dansk som andetsprog.
»En af hurdlerne har været, at der blandt politikere har været tendens til at tillægge begrebet dansk som andetsprog en anden betydning end den sprogpædagogiske – at dansk er andetsproget for børn, der har et andet modersmål end dansk. Man har tillagt begrebet noget holdningsmæssigt – at det danske sprog blev nedprioriteret – og det har man ikke brudt sig om. Det har ført til ”I Danmark taler man dansk-holdningen”. Men selv om det har været uendelig svært at få forskningen omkring tosprogede børns sprogtilegnelse anerkendt og brugt i læreruddannelsen og i undervisningen, så er udviklingen i fuld gang.
Den officielle anerkendelse betyder, at der er en institutionel opbakning til den fortsatte udvikling af faget, og at der bliver uddannet specialister. Der er netop blevet oprettet masteruddannelser i henholdsvis fremmedsprogspædagogik og interkulturel pædagogik. Der foregår altså en institutionalisering af viden, som vil være en stor fordel for udviklingen fremover.«
Ingen uenighed om forskningsresultater
De politiske holdninger betyder imidlertid, at man fortsat ikke har villet anerkende den betydning, modersmålsundervisning har for børnenes indlæring af andetsproget. Det beklager Anne Holmen meget.
»I Danmark har det i mange år været et led i den politiske retorik at sige, at der er uenighed mellem forskerne om betydningen af modersmålsundervisning. Men det er ikke korrekt. Der er stor overensstemmelse mellem de forskere, som har undersøgt modersmålets betydning for tosprogede børns skoleresultater. Den mest omfattende forskning er foretaget af Virginia Collier og Wayne Thomas. Deres undersøgelser bygger på over to millioner elevdata. Og konklusionen er helt entydig: Det faglige udbytte for tosprogede elever er større for elever, der har fulgt en effektiv tosproget undervisning end for elever, der har fulgt en effektiv etsproget undervisning. Der er en meget overbevisende forskning, som viser, at den faktor, som kan vende en negativ udvikling, er de tosprogede elevers modersmål.
Senest har OECD i sin rapport om grundskolen i Danmark peget på, at de tosprogede elevers skolepræstationer er væsentligt dårligere end de dansksprogedes. OECD anbefaler bl.a., at undervisningsministeren ”udbeder sig en ny undersøgelse af den tilgængelige dokumentation vedrørende læreres brug af andre modersmål til at undervise tosprogede elever i dansk.” OECD’s generelle anbefalinger omkring evaluering, øget faglighed, styrket ledelse og bedre læreruddannelse er i det hele taget anbefalinger, som også vil gavne de tosprogede elever. «
Best practice sammenligninger
Anne Holmen peger på, at der er et stort behov for at finde frem til de mest velfungerende modeller for undervisningen af tosprogede elever. Det kan bl.a. ske via best practice sammenligninger mellem kommunerne, som OECD også anbefaler.
»Når man f.eks. ser på, hvilken effekt det store fireårige integrationsprojekt, som Undervisningsministeriet satte i værk fra 1994 til 1998 fik, så må man konkludere, at det rent faktisk betød meget lidt! For deltagerne tror jeg, det har haft stor betydning, men erfaringerne har ikke smittet af på andre skoler og andre kommuner. Det, at man ikke lærer af hinandens positive erfaringer, er et af de punkter, OECD i sin rapport nævner som en af svaghederne i den danske folkeskole.«
Et andet område, hvor Anne Holmen ser et fortsat behov for udvikling, er det interkulturelle aspekt i folkeskolen. Afspejler undervisningen i de enkelte fag, at der er børn på skolen med en anden etnisk og kulturel baggrund end dansk? Kan man se det på skolens virksomhed? F.eks. i forældresamarbejdet?
»Man kan sige, at nu er vi kommet så langt, at der er blevet udviklet nogle modeller for undervisning i de særlige foranstaltninger – dansk som andetsprog – men vi mangler en udvikling inden for den almene pædagogik,« siger hun.
Anbefalinger fra OECD
OECD nævner ”mangelfuld støtte til tosprogede elever” som en af svaghederne ved den danske folkeskole. OECD kommer med følgende anbefalinger:
Initiativer for ministeren
- Ministeren iværksætter et forskningsprojekt for at undersøge fordelingen af tosprogede elever i specialundervisning og komme med anbefalinger i henhold til resultaterne.
- Ministeren udbeder sig en ny undersøgelse af den tilgængelige dokumentation vedrørende læreres brug af andre modersmål til at undervise tosprogede elever i dansk.
- Initiativer for andre organer
- Kommunernes Landsforening opretter en mekanisme til formidling af de metoder, der bruges af kommuner med anerkendt ekspertise i undervisning af tosprogede elever.
Modersmålets betydning
»I en omfattende registerundersøgelse af amerikanske tosprogede elevers skolesucces i forskellige skoleformer konkluderede Thomas & Collier (2001), at inddragelsen af børnenes modersmål var den enkelte faktor blandt mange, der klarest adskilte vellykkede skoleprogrammer fra mindre vellykkede, og at inddragelsen af modersmålet tilmed var stærkere end de forskelle i social baggrund, der ifølge forfatterne i øvrigt er kendt som udslagsgivende i effektmålinger i den amerikanske skole. I alt 42.000 elever blev i årene 1986-96 fulgt via deres resultater i de årlige prøver, som alle amerikanske skoleelever deltager i. Det viste sig, at de tosprogede elever som gruppe i de første 4-5 år lå langt under landsgennemsnittet, men at de elever, der deltog i en undervisning, der foregik på og i to sprog, hvoraf det ene var elevernes modersmål, derefter gradvis arbejdede sig op over landsgennemsnittet. Særlig tydelig var denne effekt, når modersmålet ikke alene blev brugt til sprogundervisning i pågældende sprog, men også brugt til undervisning i andre fag (matematik, geografi osv.). De øvrige tosprogede elever, som ikke modtog undervisning i deres modersmål, men alene fik en eller anden form for støtteundervisning i deres andetsprog, forblev som gruppe signifikant dårligere end landsgennemsnittet. (Rapporten kan hentes på www.crede.ucsc.edu.)
En lignende tendens kan iagttages i et indskolingsforsøg i Københavns Skolevæsen, hvor de tosprogede elever, der modtager undervisning på begge deres sprog (henholdsvis dansk og arabisk, tyrkisk, albansk eller urdu), vurderes af både lærere og sprogforskere som værende bedre sprogligt udviklede og bedre socialt integrerede i klassen end elever på naboskolerne, som ikke deltog i det såkaldte “sproggruppeforsøg” (Gimbel et al.2000). Forsøget startede i 1996 med fem klasser på fire skoler som led i det såkaldte integrationsprojekt, men er senere blevet udvidet på skolernes anmodning, således at der i dag foregår indskoling i sproggrupper på ni skoler.«
Anne Holmen, i AMID Working Paper Series nr. 23, 2002.
