FREMTIDEN I UFE
Det er nu en realitet at foreningen UFE- undervisere for tosprogede elever fra 1.august 2007 sammenlægges med Sproglærerforeningen.
Urafstemningen viste en klar opbakning til generalforsamlingsbeslutningen fra november 2006 om at søge optagelse i en anden faglig forening.
På generalforsamlingen blev det foreslået at rette henvendelse til Sproglærerforeningen.
Vi har udsendt stemmesedler til 548 medlemmer og fik 249 retur. Heraf stemte 248 for forslaget og en imod sammenlægning med Sproglærerforeningen.
Vi takker for den klare opbakning til vores forslag.
FAGUDVALG DANSK SOM ANDETSPROG
UFE fortsætter de fleste af sine aktiviteter i et fagudvalg i Sproglærerforeningen, der ligesom UFE er en faglig forening under Danmarks lærerforening.
Info vedr. Sproglærerforeningen kan du finde på www.sproglaererforeningen.dk Her orienteres bl.a. om struktur, sprogpolitik, vedtægter, kurser, blad etc.
Fagudvalget ”Dansk som andetsprog” (UFE) består af 6 medlemmer, som dels vil sørge for at dansk som andetsprog stadig er til debat, og dels sørge for at der kan afholdes kurser inden for området tosprogede elever.
I en overgangsperiode indtil valg til fagudvalget kan ske ved Sproglærerforeningens generalforsamling i april 2008 har fagudvalget konstitueret sig med 6 UFE-medlemmer, der har indvilget i at indtræde.
Det kommer til at bestå af både medlemmer af det tidligere forretningsudvalg i UFE og af nye ansigter.
UFES BLADUDGIVELSER
UFEs blad ”UFE-nyt” ophører med at eksistere som selvstændigt blad, men i stedet vil man som nuværende medlem modtage Sproglærerforeningens blad SPROGLÆREREN som vil indeholde sider med anmeldelser og artikler om dansk som andetsprog.
Medlemmer af UFE vil fra 1.august 2007 modtage Sproglæreren nr. 3 og 4. Her vil du kunne læse eller selv formidle din viden om dansk som andetsprog og temaer der relaterer sig hertil.
KURSUSVIRKSOMHED
Fagudvalget Dansk som andetsprog (UFE) fortsætter UFEs tradition og planlægger i efteråret 2007 et kursus i Odense og i foråret 2008 afholder Sproglærerforeningen et landskursus, hvor også dansk som andetsprog vil være repræsenteret.
Du kan læse mere om tid, sted og indhold på hjemmesiden og i næste nummer af SPROGLÆREREN.
HJEMMESIDE
Du vil stadig kunne gå ind på UFES hjemmeside www.ufe.dk og læse artikler, som har været bragt i UFE-nyt og temanumrene gennem årene. Hvis du vil orientere dig om aktuelle og fremtidige aktiviteter inden for vores område, kan du fremover gå ind på Sproglærerforeningens hjemmeside www.sproglaererforeningen.dk
KONTAKTPERSON
Hvis du ønsker at stille os spørgsmål i forbindelse med sammenlægningen, kan vi i overgangsfasen kontaktes på www.ufe.dk
Trine Bendixen Johansen vil i overgangsperioden være kontaktperson.
MEDLEMSKAB
Vi håber, at mange medlemmer vil fortsætte i vores nye regi, hvor debat, videndeling og nytænkning om tosprogede elevers undervisning og vilkår i øvrigt vil fortsætte.
Såfremt du ikke ønsker at overgå som medlem til Sproglærerforeningen og modtage bladet, bedes du udmelde dig SENEST 15.8-2007 på UFEs hjemmeside eller skriftligt til Else Nielsen, Gersagervej 6, 2670 GREVE.
Såfremt det ikke sker, vil du GRATIS automatisk modtage SPROGLÆREREN nr. 3 og 4 -2007.
Desuden vil du i januar 2008 modtage et girokort fra Sproglærerforeningen med opkrævning af medlemskontingent for året 2008.
Nuværende UFE-medlemmer vil kunne følge og bidrage til udviklingen af vores fagområde via et medlemskab af Sproglærerforeningen
Med venlig hilsen
det afgående forretningsudvalg i UFE.